Thierry Carlier brugte sin karriere på at sælge og købe våben for Frankrig. Som ambassadør i Sverige står han nu i spidsen for et forsvarssamarbejde, hvor de to lande i stigende grad køber hinandens udstyr. Hans forklaring er forbløffende enkel.
Thierry Carlier har en ingeniørs blik på diplomati. Vi mødes over en kop kaffe i hans officielle residens på Narvavägen i Stockholm. Før han blev Frankrigs ambassadør i Sverige i marts 2025, tilbragte han størstedelen af sin karriere hos DGA, Frankrigs myndighed for forsvarsmaterielanskaffelse. Han endte som viceadministrerende direktør og stod forinden i spidsen for organisationens internationale udviklingsafdeling, den del som varetager våbeneksport. Tidligt i karrieren arbejdede han med missiler. »De er godt orienteret,« griner han, da jeg gennemgår hans CV.
Det er en passende baggrund, for det første konkrete forsvarsprojekt i det nuværende fransk-svenske forhold handlede netop om missiler. Var det en tilfældighed, spørger jeg. »Jeg mener, det har været et meget pragmatisk eksempel på, hvad vi gør i Europa,« siger han.
Logikken er værd at uddybe. I 2022, lige efter Ruslands fuldskala invasion af Ukraine, havde Frankrig lanceret MMP, også kaldet Akeron, et mellemdistance pansermissil fra MBDA. Landet havde også brug for en kortere rækkevidde, hvilket det ikke havde. »Den normale fremgangsmåde ville have været at starte et nyt program fra bunden. Det ville have taget fem til ti år,« siger han. »Men vi havde travlt. Krigen var startet, vi ville udruste vores soldater hurtigere, så vi var nødt til at se, hvad der allerede var tilgængeligt.« Det, der var tilgængeligt, var Sveriges NLAW, Saabs panserværnsvåben med kort rækkevidde. »Det matchede fuldstændig vores styrkers behov. Så hvorfor opfinde den dybe tallerken igen?«
Samtidig ønskede Sverige den længere rækkevidde, som Akeron tilbød. Så de to lande købte ind i hinandens programmer. Frankrig, siger Carlier, modtog sine første NLAW-missiler direkte fra den svenske hær; Sverige valgte Akeron. »Det er en slags krydskøb,« siger han. "Begge vores hære får adgang til et bredere udvalg af kapaciteter, som allerede er tilgængelige. Og det giver synergier for virksomhederne, Saab og MBDA, fordi det giver dem mulighed for at arbejde sammen om den næste generation af både NLAW og Akeron."
Carlier beskriver de efterfølgende aftaler i de samme vendinger, hver enkelt vurderet på egne meritter. Ved udgangen af 2025 underskrev Frankrig en aftale om Saabs GlobalEye som sit nye luftbårne tidlig varsling-fly, en beslutning der gør det muligt at udfase landets aldrende AWACS-fly tidligere end planlagt. »Igen: Vi har brug for en kapacitet, Sverige har noget tilgængeligt, som matcher vores behov,« siger han. »Og man kan kun gøre dette, hvis man stoler på den anden nation. Vi stoler på Saab, vi stoler på Sverige.« Sverige valgte for sin del Frankrigs FDI-design til sine nye fregatter af Luleå-klassen (opkaldt efter byen Luleå i det nordlige Sverige). Carlier kalder det fælles skrog »en rygrad for begge vores flåder,« en platform han forventer, at de to lande vil videreudvikle sammen over tid, gennem fremtidige sensorer, droner og fælles vedligeholdelse.
Tillid er det ord, han vender tilbage til igen og igen, og han forankrer det i det, han kalder et fælles DNA. Da Nordic Defence Sector talte med Carlier ombord på den franske fregat Amiral Ronarc'h i Gøteborg (vestlige Sverige) tidligere i år, fremhævede han på samme måde Sveriges betydning for det europæiske forsvarssamarbejde. Begge lande er ingeniørnationer med deres egen forsvarsindustrielle base; Sverige, bemærker han, var væbnet og neutralt i 200 år. »For at være neutral skulle man være stærk, og man skulle have en meget høj grad af pålidelighed fra sin industri.«
Interviewet fortsætter nedenfor
Da jeg spørger, om »autonomi« og »suverænitet«, de to ord der går igen i enhver europæisk forsvarsdebat, betyder forskellige ting for ham, affejer han sondringen. »For mig kan de stort set bruges om hinanden. Det handler i virkeligheden om, hvordan vi undgår det, vi kalder, og som jeg tror Sverige også kalder, skadelige afhængigheder.« Det er, understreger han, ikke et tilbagetog fra handel eller fra allierede. »Det skal være fri handel, men det skal også være fair handel.« USA »forbliver vores stærkeste allierede,« og interoperabilitet inden for NATO, i takt med at våbensystemer bliver til »systemer af systemer,« er »helt afgørende.« Målet, som han udtrykker det, er at fortsætte med at udvikle denne interoperabilitet »uden at være afhængig af USA.«
Så hvad bør en svensk virksomhed gøre, hvis den mener, at den har en teknologi, som Frankrig har brug for? Der er ingen genvej, antyder han, kun den samme pragmatiske tilgang: tillid og en kapacitet, der reelt udfylder et hul. »Fordi vi stoler på hinanden, og fordi Sverige har fantastiske industrielle kapaciteter, baner det vejen for konkret samarbejde,« siger han og peger igen på GlobalEye. Døren åbnes, når der reelt er et match.
Hvor langt dette kan række, bliver synligt på tværs af alle domæner. Både Frankrig og Sverige har underskrevet hensigtserklæringer om at levere kampfly til Ukraine, Rafale og Gripen, hvilket, bemærker Carlier, vil efterlade det ukrainske luftvåben flyvende med »to europæiske fly, i den absolutte topklasse.« Saab og Dassault, tilføjer han, er »de eneste virksomheder i Europa, der stadig på egen hånd er i stand til at udvikle og producere kampfly,« og de har en fælles historie i den ubemandede kampflydemonstrator nEUROn.
Sverige, påpeger han, var blandt de første lande til at engagere sig i Frankrigs »fremskudte afskrækkelse,« det initiativ som Emmanuel Macron fremlagde i en tale i marts 2026 ved ubådsbasen Île Longue, med det formål at udvide den franske atomvåbenstyrkes rolle i europæisk sikkerhed. Pål Jonson, Sveriges forsvarsminister, repræsenterede Stockholm ved rumtopmødet i Paris i september, hvor de to lande aftalte at udarbejde en køreplan for samarbejde i rummet.
Næste år fylder det strategiske partnerskab, som første gang blev underskrevet i Gøteborg i 2017, ti år, og Macron har inviteret kong Carl XVI Gustaf og dronning Silvia på statsbesøg i Frankrig. Carlier ser det som en chance for at vise »det niveau, vores samarbejde har nået, og hvordan Sverige og Frankrig sammen baner vejen for vores allierede, for Europas fremtid.« Det forekommer at være det rette sted, og det rette tidspunkt, for en våbeningeniør at være Frankrigs ambassadør i Sverige.