Repower er en nonprofitorganisation, der arbejder med psykologisk genopretning for sundhedspersonale og læger ved Ukraines frontlinjer. Med støtte fra privatpersoner, virksomheder og statslige aktører har organisationen gennemført genopretningsrejser til blandt andet Danmark, Spanien og Sverige. Under en af dagene fulgte Nordic Defence Sector arbejdet på tæt hold. Dette er den sidste del i reportageserien om de ukrainske feltsundhedspersonale.

Stockholm (Sveriges hovedstad), 10:53.

Langs kysten, knap halvanden time fra byens centrum, ligger konferencegården, som i ti dage er blevet hjem for ukrainske feltlæger og sundhedspersonale. Jorden er dækket af frossen sne, himlen er blå, og solen bryder frem på et sjældent januarbesøg. En smuk vinterdag. I Kyiv er temperaturen den samme. Forskellen er, at store dele af byen er uden strøm efter nye russiske angreb mod landets elnet.

Allerede på parkeringspladsen mødes man af en strøm af mænd og kvinder i feltuniform, alle på vej ind til hovedbygningen på området. Det bliver en stærk påmindelse om, at disse mennesker befandt sig i en krigszone for et par dage siden. Inde på konferenceanlægget er aktiviteterne allerede i fuld gang. I løbet af dagen skal de ukrainske deltagere møde svenske kolleger inden for feltsundhed. Senere venter besøg af ministeren for civilt forsvar Carl-Oskar Bohlin og Civilforsvarsmyndighedens generaldirektør Mikael Frisell.

Kateryna Serduik, medstifter af Repower, fortæller, hvordan arbejdet har udviklet sig siden det allerførste program uden for Ukraines grænser. Dengang var det 2022, krigen havde stået på i knap et år, og fremtiden var fuld af spørgsmålstegn.

Hun husker især den første togrejse fra Kyiv, vestpå mod Polen og videre ind i Europa. Ombord var omkring hundrede personer, blandt andet frivillige og feltlæger, som skulle få mulighed for rehabilitering. Samtidig var der, og er der stadig, strenge regler for, hvem der må forlade landet under krigstid.

– Vi ved stadig ikke helt, hvordan vi lykkedes med at krydse grænsen. Vi havde hele tog fyldt med mennesker, som egentlig ikke havde tilladelse til at forlade landet. Alle mænd mellem 18 og 65 år må jo ikke rejse ud. Måske blev vi opfattet som meget seriøse af grænsevagterne. Vi skulle til Sverige og så ud som en form for officiel delegation.

Hun griner og fortsætter:

– Dette var i det første år af den fuldskala krig. Dengang var stemningen sådan, at alle ville hjælpe til. Gjorde man noget for hæren, fik man støtte. Ingen stoppede en, ingen begyndte at stille spørgsmålstegn ved regler eller kontrollere detaljer. Alle gjorde, hvad de kunne.

I dag sker Repowers arbejde i samarbejde med Ukraines forsvarsmagt. Udvælgelsen af deltagere foretages af den militære sundhedsledelse, og når en person vurderes at have behov for psykologisk genopretning, udstedes en særlig arbejdsordre. Den giver organisationen formel ret til at føre aktivt militært personale til udlandet for rehabilitering.

Programmet omfatter alt fra strukturerede terapissamtaler og mentale øvelser til hvile og fysiske aktiviteter. Sebastian Lindström har været med til at opbygge Repower i flere år og beskriver de udfordringer, der ofte møder deltagerne, når de ankommer.

– Det store spørgsmål er, hvordan man får mennesker til selv at ville tage ansvar for deres psykiske helbred. Mange bærer stadig på en “sovjetisk arv”, hvor psykologisk hjælp forbindes med skam, næsten som en straf. At møde en psykolog er ikke noget, man efterstræber eller identificerer som et eget behov.

Desuden er programmet ikke et frivilligt valg, men deltagelsen kommer på ordre. Det er ikke ferie, ikke rekreation, men en arbejdsrejse. Et arbejde med sig selv.

De første dage præges derfor ofte af tvivl. Mange sidder tavse, opslugt af deres telefoner, mentalt tilbage ved fronten. For at klare hverdagen i krig har de fleste opbygget et mentalt skjold, en modvilje mod at knytte bånd til nye mennesker. At blive ven med nogen indebærer også risikoen for at miste den person.

Men efter nogle dage begynder noget at ske.

– Spændingerne slipper, og det der skjold sprækker langsomt. Meget sker bare ved at få lov til at være her, for eksempel at gå en tur i en skov uden risiko for miner, eller bare at kunne tage en sauna om aftenen, siger Sebastian.

Udover det indgår adrenalinfyldte oplevelser, men med en afgørende forskel: de er forbundet med tryghed.

– Go-kart, klatring eller faldskærmsudspring giver kroppen en påmindelse om, at stærke følelser ikke altid betyder fare, forklarer Sebastian.

I løbet af dagen møder de ukrainske deltagere svenske feltsundhedspersonale. Sammen holder de præsentationer, sammenligner udstyr, diskuterer erfaringer og udveksler små souvenirs. For de svenske repræsentanter bliver mødet en påmindelse om forskellen mellem teori og virkelighed.

– Dette er uvurderligt. At få del i denne type erfaringer kan man ikke læse sig til, siger en delingschef fra Försvarsmakten (Sveriges væbnede styrker).

Til frokost serveres grillet kylling, kartofler, pastasalat og svampesuppe. Ved et af bordene, med en kaffe til dessert, interviewer Nordic Defence Sector to af deltagerne, Olena og Ivan, begge med lang erfaring fra fronten. Samtidig tager en anden del af gruppen på en tur med Stridsbåd 90 sammen med repræsentanter fra Stockholms amfibieregiment.

Om eftermiddagen ankommer dagens første officielle gæst: ministeren for civilt forsvar Carl-Oskar Bohlin. Under en times spørgetime præsenterer han regeringens fortsatte støtte til Ukraine og modtager spørgsmål fra deltagerne. Ivan, som blev interviewet under frokosten, holder en tale, hvor han understreger betydningen af den svenske støtte og fortæller om sin enhed samt deres erfaringer fra fronten.

Han fortalte på forhånd, at han var nervøs, både over engelsken og over talens længde. Der er meget, han vil formidle til ministeren under sin tale, men at han var nervøs, mærkedes ikke.

”Mine venner!”

Sådan indleder Mikael Frisell, generaldirektør for Civilforsvarsmyndigheden, sin tale som dagens sidste gæst. Han understreger vigtigheden af fortsat støtte til Ukraines sundhedspersonale, ikke kun i form af materiel, men også gennem indsatser som Repower. Talen afsluttes med stående bifald for generaldirektøren.

I forbindelse med besøget stopper han op for et interview.

– Det betyder meget at være her. Dels fordi vi støtter Repower, men også for at få sagt direkte til disse helte, at de har min personlige støtte, myndighedernes støtte og hele Sveriges støtte.

Mødet finder sted samtidig med, at svensk erhvervslivs beredskab skal hæves. Hvordan sikrer man, at erhvervslivet er klar, hvis krisen eller krigen kommer?

– Det er afgørende at få hele erhvervslivet med, når det kommer til at styrke vores beredskab. De råd og anbefalinger, der nu findes, er meget vigtige at tage til sig, og derfor forsøger vi at facilitere så mange fora og seminarer som muligt sammen med erhvervslivet for virkelig at støtte arbejdet med at hæve beredskabet, siger Mikael Frisell afslutningsvis.

Efterhånden som klokken nærmer sig aften, begynder dagens aktiviteter at runde af. For deltagerne venter hvile, og for Kateryna er det også en anledning til at opsummere. Nedsunket i en lænestol i lobbyen ser hun ud over gruppen, der er begyndt at gøre sig klar til aftenen, mennesker som for knap to uger siden var fremmede.

– I slutningen af programmet ser vi, hvor stærkt fællesskabet bliver. Deltagerne fortsætter med at holde kontakt, sender billeder, når de mødes, og fortsætter med at gå i terapi, fortæller Kateryna og tier et øjeblik.

– Og så har vi ringen.

Hun rører ved en sølvfarvet ring, der hænger rundt om halsen.

– Vi har en ceremoni, hvor alle får en ring, designet af en dansk designer. Den har ingen begyndelse og ingen ende. Den symboliserer det uendelige. Og vi siger til dem, at hver gang de føler sorg, kan de røre ved ringen og huske alle de smukke øjeblikke her i Sverige, siger Kateryna Serduik afslutningsvis.