»Man skal være til stede«: forsvarsattaché Fredrik Palmquist om vejen ind i Polen

Fredrik Palmquist kom til Warszawa direkte fra rollen som chef for den svenske militære støtte til Ukraine. Som forsvarsattaché møder han nu Europas hurtigste oprustning, og til svenske virksomheder, der vil ind på markedet, har han en klar besked: hav et navn, vær til stede, og kunne svare på, hvem der servicerer systemet om to år.

Fredrik Palmquist har en lang karriere i flåden bag sig, fra skibschef på en patruljebåd af Kaparen-klassen til chef for fjerde søstridsflotille og opbygningen af marinestaben på Muskö. Derefter blev han militærrådgiver i Forsvarsministeriet, og fra november 2022 den, der stod for hele den svenske militære støtte til Ukraine, en virksomhed, der hurtigt voksede til omkring 40 milliarder svenske kroner om året. Siden den 1. august er han forsvarsattaché ved Sveriges ambassade i Warszawa.

Det er en post midt i begivenhedernes centrum. Polen ruster hurtigere op end noget andet land i Europa. Forsvarsbudgettet for 2026 er rekordstort, omkring 4,8 procent af BNP, og Palmquist regner med, at niveauet holder sig omkring 4,5 procent frem mod 2027 og fremover. Målet, siger han, er næsten at fordoble forsvaret til en halv million mand, et niveau Polen sigter mod på længere sigt, samtidig med at landet ønsker at have Europas stærkeste forsvar på plads allerede i 2030.

»Polen er meget ambitiøst, når det gælder oprustning. Det betyder, at pengene findes her, hvilket betyder, at industrien findes her, og den internationale industri findes her. Det er årsagskæden,« konstaterer han.

En forsvarsattaché har grundlæggende fire ben at stå på: efterretningsindsamling, støtte til ambassadøren i sikkerhedspolitiske spørgsmål, støtte til de bilaterale forsvarskontakter, og støtte til svensk forsvarsindustri. Vægtningen varierer med posten. I Moskva ville den ligge på efterretningsindsamling og rapportering. I Warszawa ligger den på industrien og de bilaterale kontakter, forklarer Palmquist.

»Jeg beskæftiger mig ikke med efterretningsindsamling her, vi er jo allierede, og allierede spionerer ikke mod hinanden,« siger han.

I stedet bruger han omkring fyrre procent af tiden på forsvarsindustri, lige så meget på de bilaterale myndighedskontakter og resten på at støtte ambassadøren. Industridelen handler om to ting: at forstå, hvordan Polen træffer beslutninger, og at koble de rigtige aktører sammen.

»Jeg forsøger at lære, hvordan Polen fungerer, bygge et kontaktnetværk, og koble svenske virksomheder sammen med polske behov,« siger han.

Industrien er i vid udstrækning samlet i det statslige konglomerat PGZ, Polska Grupa Zbrojeniowa, som rummer omkring halvtreds selskaber. Men det er ved siden af PGZ, at Palmquist ser det mest interessante.

»Uden for PGZ findes en ganske rig flora af små og mellemstore virksomheder, som laver rigtig meget, rigtig hurtigt, især koblet til våben- og sensorsystemer, der er behov for i Ukraine. De er meget agile,« siger han.

Så hvad skal en svensk eller nordisk virksomhed gøre, hvis den står ved en skillevej i forhold til Polen? Her er Palmquist ligefrem. Der findes ingen genvej, og det er ikke nok at være bedst på papiret.

»Skal du lave forretninger i Polen, skal du have et navn her. Og du skal være til stede, på en eller anden måde, enten selv eller via en repræsentant,« siger han. At finde den rigtige repræsentant er en videnskab i sig selv.

Det, han har set fungere, er at starte i det små og prøve sig frem, snarere end at satse alt fra start: et produkt, en kampagne, en repræsentant, og derefter evaluere trin for trin. Og ingen er alene. På ambassaden arbejder tre parter tæt sammen: han selv på forsvarssiden, Udenrigsministeriets to fremmere på den civile side, og Business Sweden, som laver markedsundersøgelser og aktørvurderinger.

En tilbagevendende opgave er at forklare Sverige for polakkerne, ikke mindst forskellen i, hvordan de to lande styres.

»En almindelig misforståelse er, at Saab spiller samme rolle i Sverige, som PGZ gør i Polen, og at alle forsvarshandler er politisk drevne,« siger han.

Sådan fungerer det ikke i Sverige, og det er noget, han ofte må forklare. I Polen er ministerstyre naturligt. En minister kan pege på, hvilket selskab staten skal købe fra. I Sverige, med dets uafhængige myndigheder, er det samme formelt forbudt.

Den måske vigtigste indsigt handler ikke om selve produktet, men om hvad der sker efter købet. Polen er, understreger Palmquist, meget omhyggeligt med ikke at gøre sig afhængigt af lange forsyningskæder, en lektie landet blandt andet har draget af sine store indkøb fra Sydkorea.

»De vil kunne forsyne sig selv. Så hvis du vil komme hertil og sælge, skal du kunne svare på, hvordan det ser ud om to år, når systemet skal have eftersyn,« siger han.

I praksis betyder det at etablere en lokal logistikhub, service, reservedele og teknisk support i landet. Det er, mener han, blevet en egen konkurrencefordel.

»Det er blevet et rigtigt USP at kunne sige: vi etablerer en logistikhub her, som tager sig af jeres behov,« siger han.

Samtidig væves landene stadig tættere sammen på materielsiden, hvilket igen skaber flere naturlige indgange. Sverige anskaffer det polske skulderaffyrede korttrækkende luftværnssystem Piorun, i svensk tjeneste benævnt RBS 102. I sommer indgik landene en aftale om, at Polen køber tre svenske A26-ubåde, og i mellemtiden leaser Polen HMS Södermanland som en overgangsløsning, med polsk besætning under uddannelse i Karlskrona (Sydsverige). Saab bygger to signalopklaringsskibe til den polske flåde, og Palmquist peger på en tydelig polsk interesse for luftbåren radaropklaringskapacitet, hvor Saabs GlobalEye er et af alternativerne. Fregatprojekter løber parallelt i begge lande, om end med forskellige skibe.

Grundlaget for arbejdet, siger han, er det fordybede partnerskab, som statsministrene indgik i 2024, og den Baltic Sea Pact, som landene blev enige om i 2026. Og nærheden i sig selv taler for mere samarbejde, ikke mindst til søs.

»I betragtning af hvor tæt Karlskrona ligger på den polske kyst, vil vi lære af hinanden, og det operative samarbejde vil øges. Det er jeg ret overbevist om,« siger han.

Hvordan hans egen rolle udvikler sig, afhænger af to ting. Dels af kontaktnetværket: når det først er bygget op, kan han gå mere direkte til sagen i stedet for at famle sig frem. Dels af omverdenen.

»Sikkerhedssituationen er det, der bestemmer min fremtid,« siger han. Forværres den kraftigt, kan tyngdepunktet hurtigt flytte sig fra at hjælpe virksomheder ind i Polen til den operative side, med svenske enheder og politiske kontakter.

Indtil videre er opgaven tydelig, og efterspørgslen på hans tid vil næppe mindskes.

»Min opgave er at hjælpe svensk industri. Dukker der noget op, som vedrører det nordiske, må man gerne henvende sig,« siger han og tilføjer med et grin, at han nok risikerer at blive nedringet.