Årskronikinterview med øverstbefalende Michael Claesson af Per Wallin 

Når 2025 går mod sin slutning, har det nordiske forsvarssamarbejde taget skridtet fra ambition til praktisk virkelighed. Sverige og Finland er fuldt integrerede i NATO, og samarbejdet mellem de nordiske lande præges nu af fælles planlægning, øget interoperabilitet og et delt strategisk perspektiv. I Nordic Defence Sectors årskronik reflekterer øverstbefalende Michael Claesson over året, der er gået – og peger på, hvad der bliver afgørende fremadrettet. 

 

Hvilke fremskridt ser du som mest betydningsfulde i det forgangne år, og hvad bliver vigtigst i 2026 for at yderligere uddybe det nordiske samarbejde? 

– Den fortsatte integration af Sverige og Finland i NATO er en tydelig succes. For første gang siden Kalmarunionen befinder alle fem nordiske lande sig i samme operative kontekst. Det skaber helt nye muligheder. Særligt vigtigt bliver etableringen af de stab- og ledelsesdele, der skal bære NATOs fælles operationsplanlægning i Norden. Det er afgørende både for fremtiden og for vores fælles evne her og nu. 

Claesson beskriver, hvordan helhedsbilledet nu ser anderledes ud end tidligere. 

– Når man zoomer ud og ser på geografi, infrastruktur og hvordan vi faktisk er sammenkoblede, er det muligt at skabe en flowlogik, der er gensidigt støttende. For første gang i lang tid hænger det sammen på rigtigt, både logistisk og operativt. 

 

Du har talt om, hvordan begreber som "frontlinje" ændrer sig i dagens sikkerhedsmiljø. Hvordan resonerer du omkring det? 

– I NATO findes begrebet frontline states, som ofte forbindes med den østlige grænse. Men i et miljø præget af multidomæneoperationer og hybridkrigsførelse bliver det begrænsende. Jeg betragter Sverige som en frontline state, men egentlig gælder det hele NATO. Selv Portugal er eksponeret. Derfor er det nogle gange mere korrekt at tale om grænse end om front. 

Han mener, at dette får konsekvenser for, hvordan militært lederskab og planlægning skal udvikles. 

– Skal man forstå multidomæneoperationer rigtigt, må man zoome ud. Ellers risikerer man at sidde fast i begreber, der ikke længere afspejler virkeligheden. 

 

Hvordan ser du på samspillet mellem forsvarsindustri, forskning og militær kapacitet i Norden? 

– Sammenhængen er helt indlysende. Udover industri og forskning skal vi også medregne akademiet, som understøtter begge. I Sveriges tilfælde har vi desuden statslig, integritetsfølsom forskning gennem FOI (Totalförsvarets forskningsinstitut). Med den teknologiske udviklingstakt, vi ser i dag, bliver det stadig vigtigere at arbejde i integrerede projektteams over tid. 

Claesson efterlyser samtidig nye måder at tænke omkring indkøb. 

– Vi skal kunne indkøbe kapacitet og tilgængelighed, ikke kun materiel. Kapaciteten er ikke kun en genstand, men også at holde den taktisk relevant og brugbar over tid. Der er store muligheder i Norden, men vi må ikke være naive. Ejerstrukturer og statens rolle i industrien adskiller sig og påvirker samarbejdet. 

Han peger også på vigtigheden af kravharmonisering. 

– Når vi befinder os i samme militærstrategiske og operative kontekst, skabes helt andre forudsætninger for fælles krav. Der findes allerede gode eksempler, både nordiske og europæiske. 

 

Hybridangreb, cyberpåvirkning og sabotage mod kritisk infrastruktur har præget året. Hvilke lærdomme drager du af det? 

– En vigtig lærdom er, at vi ofte reagerer bilateralt eller parallelt, når noget sker. NATO har mandat og strukturer til at koordinere denne type tiltag og skabe udholdenhed på en måde, som enkelte lande ikke kan. 

Informationsdeling fremhæves som centralt, men også behovet for ro. 

– Bevidsthed er nødvendigt, men frygt og panik er blandt det mest ukonstruktive, der findes. Vi må nøje vurdere information, før vi drager vidtgående konklusioner. 

 

Afslutningsvis – hvad vil du skal være den tydelige konklusion, når vi ser tilbage på 2025? 

– At NATO-medlemskabet er fundamentet for et effektivt nordisk samarbejde. De muligheder, der nu er opstået, er meget store. Der er egentlig intet, der forhindrer os i at gå meget langt i integration og samarbejde fremover.