Forsvarsevne skal ikke længere udvikles i én fase og anvendes i en anden. I et interview med Nordic Defence Sector beskriver forsvarschef Michael Claesson, hvordan de svenske væbnede styrker (Försvarsmakten) i stigende grad opbygger kapacitet ved at udvikle enheder, metoder og materiel under igangværende aktivitet.
HMS Carlskrona ligger fortøjet i havnen i Visby (på den svenske østersøø Gotland). Under den politiske Almedalen-uge fungerer orlogsskibet som Försvarsmaktens flydende base, mødested og bolig, og det er her, kort efter at forsvarschef Michael Claesson har holdt sit foredrag Forsvaret af Sverige og vores allierede, at Nordic Defence Sectors direktør Anton Thynell sætter sig til rette på brovingen til en samtale.
Spørgsmålene handler om det praktiske og det umiddelbart bureaukratiske: udbud og regelværk. Men også om det menneskelige, hvordan private arbejdsgivere kan støtte medarbejdere, der gør tjeneste som reserveofficerer eller i hjemmeværnet. Og uanset emne vender Claesson tilbage til samme princip: at svensk forsvarsevne bedst udvikles i bevægelse, under igangværende indsats snarere end i separate faser.
Hvad har Sverige lært af at deltage i NATO's fremskudte landstyrker (Forward Land Forces, FLF) i Letland og af nu at opbygge og lede en tilsvarende styrke i Finland?
»Den måske vigtigste erkendelse er, at der ikke findes nogen sammenhæng mellem at være indsat på den måde, som 71. bataljon har været, og at man skulle tabe i kapacitet,« siger Michael Claesson. »De har vist, at man kan øge sin krigsduelighed som kampenhed samtidig med, at man er udstationeret i denne type enhedskonstellation.«
Han ser den samme logik fremad, ind i det voksende svenske engagement i Finland.
»Vi skal virkelig tage udviklingsopgaven et skridt videre. Udvikle undervejs, bruge de beredskabsklare enheder også til at udvikle kapaciteten.«
Samme ræsonnement går igen, når samtalen vendes mod industrien. Hvordan skal forsvarsvirksomheder og entreprenører bedst nå slutbrugerne for at få feedback allerede under produktudviklingen?
»Jeg tror, vi skal fortsætte med at udvikle den måde, vi indkøber tjenester på. Jeg kalder det normalt udviklingsudbud,« siger Claesson.
Han peger på de tunge dele, som flyindustrien, hvor Försvarsmakten arbejder tæt sammen med virksomhederne om det, der defineres som en væsentlig sikkerhedsinteresse (VSI), et samarbejde som også åbner for direkte udbud.
»Den tilgang ser jeg som absolut nødvendig, hvis vi skal kunne arbejde iterativt og ligge foran modstanderen.«
Princippet, mener han, burde kunne anvendes bredere, også over for mindre aktører. Andre eksempler, hvor Försvarsmakten arbejder tæt integreret, er inden for counter-IED (Improvised Explosive Device, improviseret sprængladning) og på telekrigsområdet, med arbejdsformer, der lykkes med at ligge foran trusselsbilledet.
Friktion i regelværkerne er et tilbagevendende emne for sektorens virksomheder. Hvilke konkrete regelforenklinger har du selv set?
»Jeg kan give et par eksempler, store og små,« siger Claesson.
Han nævner miljøområdet, hvor forskellige tilladelsessager er blevet fremmet i forhold til kompleksitet og procesopbygning. For nylig blev også den forordning ændret, som styrer, hvilken kvalifikation der kræves for at være instruktør på kørekortsprøver i Försvarsmakten, et krav der tidligere begrænsede antallet af køretøjsinstruktører i visse køretøjssystemer. Og sammen med den svenske forsvarsmaterielforvaltning (FMV, Försvarets materielverk) foregår der et kontinuerligt arbejde for at forkorte antallet af procestrin ved materielbestillinger.
»Tre lidt forskellige eksempler på, hvor der faktisk sker noget.«
Et sidste spørgsmål handler om menneskerne bag kapaciteten. Hvordan kan private arbejdsgivere bedst støtte Försvarsmakten, når deres medarbejdere også gør tjeneste i hjemmeværnet eller som reserveofficerer?
»Det vigtigste, man kan gøre, er at have en kvalitativ dialog med sine medarbejdere, der har en forsvarsinteresse, for at finde pragmatiske løsninger,« siger Claesson.
Han er samtidig tydelig med, at forudsætningerne varierer. En virksomhed med to medarbejdere kan vanskeligt være uden en nøglekompetence, mens større virksomheder kan gå ind med lønkompensation og mere håndgribelige foranstaltninger.
"Det skal være en hel bredde af forskellige foranstaltninger. One size doesn't fit all."