Det spørgsmål, som veteranen adresserede, kan ses som et udtryk for en følelse af desorientering, hvilket i varierende grad er forholdsvis almindeligt blandt militært personel ved hjemkomst. En slags tovtrækning mellem militære og civile identiteter opstår, hvor den militære fortælling om, hvem jeg er, som naturligt er blevet formet over længere tid i indsatsområdet, ved tilbagevenden til hverdagens trivialiteter skal sameksistere med andre identiteter af civil karakter, som også indgår i narrativet om individets liv.
Forskeren, reserveofficeren og præsten Jan Grimell har i flere år studeret, hvordan den militære kontekst skaber unikt stærke identiteter blandt Försvarsmaktens personale baseret på værdier, logikker og praksisser, som i sig selv er nødvendige for, at man sammen med andre yderst skal kunne løse krævende opgaver under krig.
Disse identitetsprocesser påbegyndes allerede under værnepligten, i en formativ fase i et menneskes liv. At lære at indordne sig i en tilværelse med stærkt kollektivistiske og gruppeorienterede træk, tilegne sig et standardiseret sprog, anamme nye adfærdsmønstre og måske endda værdier, står i kontrast til det civile samfunds individualistiske livsstil.
Ved landets soldaterhjem møder vores soldaterhjemsledere disse unge mennesker i deres fritid, blandt andet i samtaler om de livsspørgsmål, der vækkes i det militære miljø. Ruslands fuldskala angrebskrig, i kombination med andre begivenheder, der i de senere år har bidraget til en stadig mere usikker omverden, afspejles tydeligt i disse samtaler med værnepligtige. Hverdagslige overvejelser om, hvordan militærlivet påvirker en – ens egen rolle i gruppen, savnet af venner og familie eller bekymringer om, hvad tiden efter afmønstring skal indebære, blandes nu med spørgsmål med et mere alvorligt præg; hvem tager sig af min familie, hvis der bliver krig, og jeg ikke er hjemme? Må jeg dræbe og måske selv dø? Soldaterhjemmene bliver i disse sammenhænge et sted for refleksion, en ventil for spørgsmål af moralsk og eksistentiel karakter med mulighed for at rumme en bredde af både nye og tilbagevendende identitetsperspektiver.
Svenska Soldathemsförbundets motto: ”Når du har brug for os – der hvor du befinder dig”, vil i den nærmeste fremtid få en yderligere konkret betydning. Sveriges indtræden i NATO indebærer, at Försvarsmakten i 2025 sender en reduceret bataljon til Letland. Vi vil være til stede for de svenske soldater gennem et soldaterhjem med personale, som etableres ved Camp Adazi sammen med den danske soldaterhjemsbevægelse.
Vi ser frem til at fortsætte med at være medvandrere til det militære personel i Letland, som under værnepligten har tilbragt deres fritid ved et af vores soldaterhjem.
I soldaterhjemmet ønsker vi at skabe en åben dagligstue til restitution, med lydhørhed over for de spørgsmål og psykosociale belastninger, der kan opstå under indsatsperioden - også med håbet om, at vores tilstedeværelse på stedet kan have en tærskelsænkende effekt for dem, der ønsker yderligere støtte efter hjemkomst.
Andreas Philipsson Generalsekretær Svenska Soldathemsförbundet