"Hvor hører jeg hjemme nu?" For et par år siden fik jeg den tillid at samtale med en ung mand, der netop var kommet hjem efter sin anden internationale indsats på kort tid. De oplevelser og hændelser, han havde erfaret i indsatsområdet, medførte efter hjemkomsten et behov for at forstå de eksistentielle og moralske spørgsmål, der var blevet vakt, i dybden. Gennem Svenska Soldathemsförbundets (den svenske soldaterhjems-organisation) vagttelefon fik manden yderligere støtte gennem det landsdækkende netværk af psykoterapeuter og psykologer, som vi stiller til rådighed.

Det spørgsmål, som veteranen rejste, kan ses som udtryk for en følelse af desorientering, hvilket i varierende grad er forholdsvis almindeligt forekommende blandt militært personel ved hjemkomst. En slags tovtrækning mellem militære og civile identiteter, der opstår, når den militære fortælling om, hvem jeg er – som naturligt er blevet formet over længere tid i indsatsområdet – ved tilbagevenden til hverdagens trivialiteter skal sameksistere med andre identiteter af civil karakter, der også er indeholdt i fortællingen om individets liv.

Forskeren, reserveofficeren og præsten Jan Grimell har gennem flere år studeret, hvordan den militære kontekst skaber unikt stærke identiteter blandt det svenske forsvars (Försvarsmaktens) personel, baseret på værdier, logikker og praksisser, der i sig selv er nødvendige for, at man sammen med andre i yderste instans skal kunne løse belastende opgaver under krig.

Disse identitetsprocesser påbegyndes allerede under værnepligten, i en formativ fase af et menneskes liv. At lære at indordne sig i en tilværelse med stærkt kollektivistiske og gruppeorienterede træk, tilegne sig et standardiseret sprog, anlægge nye adfærdsmønstre og måske også nye værdier, står i kontrast til det civile samfunds individualistiske livsstil.

På landets soldaterhjem møder vores soldaterhjemsledere disse unge mennesker i deres fritid, blandt andet i samtaler om de livsspørgsmål, der vækkes i det militære miljø. Ruslands fuldskala angrebskrig, kombineret med andre begivenheder, der i de senere år har bidraget til en stadig mere usikker omverden, afspejles tydeligt i disse samtaler med værnepligtige. Hverdagslige overvejelser om, hvordan militærlivet påvirker én – ens egen rolle i gruppen, savnet af venner og familie eller bekymringer om, hvad tiden efter hjemsendelse skal indebære – blandes nu med spørgsmål af en mere alvorlig karakter: Hvem tager sig af min familie, hvis der bliver krig, og jeg ikke er hjemme? Skal jeg dræbe og måske selv dø? Soldaterhjemsene bliver i disse sammenhænge et sted for refleksion, en ventil for spørgsmål af moralsk og eksistentiel karakter med mulighed for at rumme en bredde af både nye og tilbagevendende identitetsperspektiver.

Svenska Soldathemsförbundets motto: "Når du har brug for os – der hvor du befinder dig", vil i den nære fremtid få endnu en konkret betydning. Sveriges indtræden i NATO indebærer, at det svenske forsvar i 2025 udsender en reduceret bataljon til Letland. Vi vil være til stede for de svenske soldater gennem et soldaterhjem med personale, der etableres ved Camp Adazi i samarbejde med den danske soldaterhjemsbevægelse.

Vi ser frem til i Letland at fortsætte med at være medvandrere for det militære personel, som under værnepligten tilbragte deres fritid på et af vores soldaterhjem.

I soldaterhjemmet ønsker vi at skabe en åben dagligstue for restitution, med lydhørhed over for de spørgsmål og psykosociale belastninger, der kan opstå i løbet af indsatstiden – også med håbet om, at tilstedeværelsen på stedet kan opnå en tærskelnedsættende effekt for dem, der ønsker yderligere støtte efter hjemkomst.

Andreas Philipsson Generalsekretær Svenska Soldathemsförbundet (den svenske soldaterhjems-organisation)