Fredrik Ruuda: »En robust konsulentbranche er nødvendig i totalforsvaret«

Mine refleksioner over disse spørgsmål er baseret på både mine egne erfaringer som virksomhedsejer inden for branchen og som tidligt afgået officer samt ved at observere effekterne på sundhedsvæsenet, med en bemandingssituation, der delvist påvirkes af modellen med indlejet personale. Min opfattelse af den nuværende situation inden for totalforsvaret er, at vi har et marked, hvor der findes både konsulenter, der tilfører specialistkompetence til udvikling af produkter eller virksomhed, og konsulenter, der udgør ren bemanding.

Jeg tror ikke, at bemandingskonsulenter til længerevarende opgaver er den rette løsning for totalforsvaret, hverken samfundsøkonomisk eller fra et tilgængelighedsperspektiv i krise og krig. Her har virksomhederne brug for at ansætte eget personale, som kan kompetenceudvikles og krigsplaceres efter virksomhedens behov. Hvad angår udbud af bemandingstjenester, føles det desuden mærkeligt, at det teoretisk kan blive billigere at have en leverandør med underleverandører, som skal sigte mod at gå med overskud, helt i overensstemmelse med reglerne for at få F-skatteattest. Med andre ord er det sandsynligvis en bedre langsigtet samfundsinvestering at tilbyde ansættelsesvilkår inden for totalforsvarets aktører, der nogenlunde svarer til individets forudsætninger som bemandingskonsulent.

De konsulenter, der er nødvendige inden for totalforsvaret til en tidsbegrænset indsats som specialistkompetence, vil sandsynligvis fortsat være nødvendige, både som enkeltstående konsulenter og større opgaver i form af tjenesteprodukter. Behovet kan være et resultat af hurtigt at erhverve og implementere ekstern viden i den egen organisation, eksempelvis for at udnytte åben innovation. Hvis konsulenterne er vigtige for virksomheden, skal ordregiveren også analysere de risici, der opstår ved at anvende eksternt personale. Dette er grundlæggende ikke andet end håndtering af forsyningskæder af menneskelige ressourcer og kan eksempelvis ske gennem krav om, at leverandøren meddeler resultater fra tilgængelighedskontrol ved Plikt- og prövningsverket. Dette gør, at den samfundsvigtige virksomhed inden for totalforsvaret kan vurdere risikoen for, at personen skal forlade opgaven akut ved beredskabsforhøjelse, inklusive hjemmeværnsalarm.

At vi i dag har et konsulentmarked inden for totalforsvar er muligvis produktet af en kombination af behovet og ressourcer som pensionsafgang eller tidligt afgået myndighedspersonale og et antal individer, der ønsker at bidrage til et robust samfund. At kompetencer findes på markedet i relativt stor udstrækning er sandsynligvis også resultatet af totalforsvarets nedskæringer fra 1990'erne til år 2015, hvilket skabte karriereskiftbehov for overtalligt personale og en for kunderne initialt relativt gunstig konkurrencesituation. Dette giver totalforsvaret stadig, og i et begrænset antal kommende år, muligheden for at udnytte god erfaring og kompetence omkring, hvordan totalforsvaret kan formes, men samtidig med en risiko omkring, hvordan ressourcerne kan bestilles og leveres, når krisen eller krigen kommer.

Vi har derfor brug for at udvikle synet på konsulentbranchen inden for totalforsvar og sikkerhed, med hensyn til både samfundets behov for tilgængelighed og økonomi. Tilgængelighedens dimensionerende krav bør være forhøjet beredskab, hvilket betyder, at konsulenter skal redegøre for, om de kan fortsætte med at levere efter eksempelvis beredskabsforhøjelser. Sikkerhedsbeskyttelsen er i dag en selvfølge, men leveringssikkerhedens robusthed skal øges. Dette bør betyde, at bestillinger ikke skal ske af enkeltkompetence, men at leverandører og kunder stræber efter at skabe grupper af personer med tilsvarende kompetence.

Det er ikke rimeligt at tro, at der i løbet af de kommende ti år vil være et overskud af totalforsvarets ressourcer. Dette gør, at kompetenceskabende indsatser skal ske i samarbejde mellem kunder og konsulentbranchens leverandører uden at konkurrence gennem eksempelvis lønninger og fordele forvrider forholdet mellem parterne. Universitetsuddannelser inden for totalforsvar kan ikke være mere eller mindre begrænset til en uddannelsesinstitution, Forsvarshøjskolen, men skal udvides efter eksempelvis samme model som Politihøjskolens opdragsuddannelser ved flere uddannelsesinstitutioner på hel- eller halv tid. Dette kan bidrage til at skabe flere tilgængelige muligheder for generel kompetence inden for totalforsvarsområdet og giver mulighed for kvalitetssikret videreuddannelse for studerende fra andre hovedområder, især for den kompetence, der kræves for Sverige som en del af NATO.

En robust konsulentbranche inden for totalforsvaret skal kunne fortsætte med at levere vigtige tjenester under krise og krig, hvilket stiller krav om et loyalt forhold til kunderne i bytte for langsigtede markedsregler. Vi skal ikke havne i en situation, hvor bemandingskonsulenter tager økonomiske ressourcer fra opbygningen af totalforsvaret, eller hvor konsulenter med enkeltkompetence risikerer tilgængeligheden ved sygdom, ulykker eller hjemmeværnsalarm. Det er op til branchen at støtte dette og ikke kun sigte mod maksimal økonomisk gevinst i årets resultat.