Er det rimeligt, at enkeltmandsvirksomheder og mindre selskaber leverer tjenester, som totalforsvaret har brug for også ud over fredstid? Er det desuden klogt at have en model, hvor konsulenterne har en krigstidsplacering i en anden virksomhed? Har vi som borgere råd til at tillade en markedsstyret konsulentbranche inden for et totalforsvar, der har brug for at vokse?

Mine refleksioner over disse spørgsmål er baseret på både mine egne erfaringer som iværksætter i branchen og som førtidspensioneret officer samt gennem observation af effekterne på sundhedsvæsenet, hvor bemandingssituationen delvist påvirkes af modellen med indlejet personale. Min vurdering af den nuværende situation inden for totalforsvaret er, at vi har et marked, hvor der både findes konsulenter, der tilfører specialistkompetence til udvikling af produkter eller virksomhed, og konsulenter, der udgør ren bemanding.

Jeg mener ikke, at bemandingskonsulenter til længerevarende opgaver er den rette løsning for totalforsvaret, hverken samfundsøkonomisk eller ud fra et tilgængelighedsperspektiv i krise og krig. Her er der behov for, at virksomhederne ansætter eget personale, som kan kompetenceudvikles og krigsplaceres i overensstemmelse med virksomhedens behov. Hvad angår udbud af bemandingstjenester, forekommer det desuden mærkeligt, at det teoretisk set kan blive billigere at have en leverandør med underleverandører, der skal sigte mod at opnå overskud, helt i overensstemmelse med reglerne for at opnå registrering som selvstændig erhvervsdrivende. Med andre ord er det sandsynligvis en bedre langsigtet samfundsinvestering at tilbyde ansættelsesvilkår hos totalforsvarets aktører, der nogenlunde svarer til den enkeltes forudsætninger som bemandingskonsulent.

De konsulenter, der er nødvendige inden for totalforsvaret til en tidsbegrænset indsats som specialistkompetence, vil sandsynligvis fortsat være nødvendige, både som enkeltpersoner og til større opgaver i form af tjenesteydelser. Behovet kan skyldes et ønske om hurtigt at indhente og implementere ekstern viden i egen organisation, eksempelvis for at udnytte åben innovation. Hvis konsulenterne er vigtige for virksomheden, er det nødvendigt, at bestilleren også analyserer de risici, der opstår ved at anvende eksternt personale. Dette er grundlæggende ikke andet end håndtering af forsyningskæder af menneskelige ressourcer og kan eksempelvis ske gennem krav om, at leverandøren meddeler resultater fra disponibilitetskontrol hos den svenske Pligt- og Prøvningsmyndighed (Plikt- och prövningsverket). Dette giver den samfundsvigtige virksomhed inden for totalforsvaret mulighed for at vurdere risikoen for, at personen akut skal forlade opgaven ved beredskabsforhøjelse, herunder ved aktivering af hjemmeværnet.

At vi i dag har et konsulentmarked inden for totalforsvaret er muligvis resultatet af en kombination af behovet og ressourcer såsom pensioneret eller førtidspensioneret myndighedspersonale samt et antal personer, der ønsker at bidrage til et robust samfund. At kompetencer er tilgængelige på markedet i relativt stort omfang er sandsynligvis også et resultat af totalforsvarets nedskæringer fra 1990'erne frem til 2015, hvilket skabte behov for karriereskift for overtalligt personale og en indledningsvis relativt gunstig konkurrencesituation for kunderne. Dette giver totalforsvaret stadig – og i et begrænset antal kommende år – mulighed for at udnytte god erfaring og kompetence om, hvordan totalforsvaret kan formes, men samtidig med en risiko for, hvordan ressourcerne kan bestilles og leveres, når krisen eller krigen kommer.

Vi har derfor brug for at udvikle synet på konsulentbranchen inden for totalforsvar og sikkerhed, hvad angår både samfundets behov for tilgængelighed og økonomi. Det dimensionerende krav til tilgængelighed bør være forhøjet beredskab, hvilket indebærer, at konsulenter skal redegøre for, om de kan fortsætte med at levere efter eksempelvis beredskabsforhøjelser. Sikkerhedsbeskyttelse er i dag en selvfølge, men robustheden i leveringssikkerheden skal øges. Dette bør indebære, at bestillinger ikke må ske af enkeltkompetencer, men at leverandører og kunder stræber efter at skabe grupper af personer med tilsvarende kompetencer.

Det er ikke rimeligt at tro, at der i de kommende ti år vil være et overskud af totalforsvarets ressourcer. Dette betyder, at kompetenceskabende indsatser skal ske i fællesskab mellem kunder og konsulentbranchens leverandører, uden at konkurrence eksempelvis via løn og fordele forvrider forholdet mellem parterne. Videregående uddannelser inden for totalforsvaret kan ikke i større eller mindre grad begrænses til ét lærested, Forsvarshøjskolen (Försvarshögskolan), men skal udvides efter eksempelvis samme model som Politihøjskolens rekvirerede uddannelser ved flere læresteder på fuld- eller deltid. Dette kan bidrage til at skabe flere tilgængelige muligheder for generel kompetence inden for totalforsvarsområdet og giver mulighed for kvalitetssikret videreuddannelse for studerende fra andre hovedområder, særligt for den kompetence, der kræves for Sveriges vedkommende som en del af NATO.

En robust konsulentbranche inden for totalforsvaret skal kunne fortsætte med at levere vigtige tjenester under krise og krig, hvilket stiller krav om et loyalt forhold til kunderne til gengæld for langsigtede markedsvilkår. Vi må ikke havne i en situation, hvor bemandingskonsulenter trækker økonomiske ressourcer fra opbygningen af totalforsvaret, eller hvor konsulenter med enkeltkompetencer risikerer tilgængeligheden ved sygdom, ulykke eller aktivering af hjemmeværnet. Det er op til branchen at støtte dette og ikke blot sigte mod maksimeret økonomisk gevinst i årets resultat.

Fredrik Ruuda
Ejer og seniorkonsulent, Ruuda Consulting AB
Tidligere fast ansat officer og reserveofficer (major)