Hvornår skal Sälen tale med virksomhederne?

Forud for Sälen skrev forsvarsminister Pål Jonson en debatartikel om virksomhedernes betydning for forsvarsevnen. »Regeringen intensiverer også dialogen med industrien for at sikre, at vi arbejder mod fælles mål. Den tid, hvor staten talte til industrien, er forbi. Nu taler vi med industrien.« Budskabet fra regering og øvrige rigsdagsparter er, at det er gennem partnerskab og samarbejde med forsvarsvirksomhederne, at evnen skal øges, og fremtidig afskrækkelse bygges.

Det er samtidig ikke kun i Sverige, at diskussionen om at styrke forsvarsvirksomhederne finder sted. For nylig præsenterede det polske formandskab i EU sine prioriteter, og vigtigheden af den tekniske, innovative base samt produktionskapaciteten blev nævnt gentagne gange. Natos nye generalsekretær Mark Rutte var i denne uge også ude og fremhævede vigtigheden af forsvarsinnovation og øget produktionskapacitet. Linjetalerne fra statsministeren, forsvarsministeren og Socialdemokraternes partileder Magdalena Andersson understregede vigtigheden af forsvarsvirksomheder.

Men der blev ingen samtale med virksomhederne i Sälen. Der blev ingen diskussion i paneldebattene under Folk og Forsvars rigskonference om, hvordan denne vigtige evne skal udvikles. Forsvarsvirksomheder, forsvarsmateriel eller forsvarsinnovation var ingen overskrifter i programmet – og ingen talere repræsenterede disse emner på scenen. Og måske er det rimeligt. Det er lettere at styre en myndighed eller at skrive en lov end at stimulere virksomheder til at vælge at satse på et trægt forsvarsmarked med betydelige forretningsrisici.

Alligevel vækkes der spørgsmål af interesse for branchen i Sälen. Venstrepartiet rejste spørgsmålet om at regulere Sveriges våbenimport. Det er et spændende spørgsmål. Når en stat skal vælge at forsyne evnen med støtte fra virksomheder - i landet eller fra udlandet - er det valg med mange overvejelser. Faktorer som tilgængelighed, udviklingsrisiko, eventuelle strategiske underleverandører, adgang til evnen over tid (sammen med hvilke operative begrænsninger der følger med disse) m.m. skal overvejes og balanceres. Behovet for interoperabilitet øges samtidig med allierede og med flere partnerlande. Men det handler også om afhængigheder. Afhængigheder til en leverandør og det land, hvor leverandøren har sit hjemsted – og leverandørlandets værdier, udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Et andet perspektiv er det, der blev rejst af Storbritanniens ambassadør til Sverige og af Sveriges ambassadør til Ukraine. Forsvaret af Sverige ser ikke ud som før, da fokus lå på håndfast materiel, støvler på jorden og antallet af brigader. Ruslands krig i Ukraine giver en anden virkelighed, hvor soldater i store mængder ofres på slagmarken. I den kamp har Sverige ingen chance. Derimod indebærer vores tekniske kunnen en strategisk fordel. En kunnen, der garanteres af forsvarsvirksomhederne i Sverige. Fra scenen blev det understreget, at vores konkurrencedygtige virksomheder er et vigtigt bidrag til NATO.

Virksomhederne skal ikke vurdere forsvarets operative behov. Derimod er det interessant at lytte til Øverbefälhavaren om, hvordan virksomhederne bidrager til at levere evnen. Virksomhederne kan også drage konklusioner fra andre internationale kunder. Når vi nu bygger forsvarsevne, præges arbejdet af variabler som hastighed og tilpasningsevne. Fordel gives til den, der innovativt kan ændre forudsætningerne. Det handler derfor ikke længere kun om, hvad vi køber, men også om, hvor hurtigt systemer anskaffes, og hvor sømløst og kreativt de kan tilpasses og anvendes på forskellige innovative måder. En general, jeg mødte fra Ukraine før jul, fortalte om, hvordan virksomhederne fandtes ved fronten, og hvor hurtigt materiel kunne tilpasses og justeres for at imødekomme krigsførelsens ændringer. Innovationsloopen er højintensiv. Det er svært for Sverige i fredstid at opnå de samme materiel-forsyningscyklusser, men det er umuligt at fortsætte med at arbejde på den måde, vi har gjort. Det betyder, at processer, strømme, arbejdsmetoder, planlægningsværktøjer skal ændres.

Der er, som forsvarsminister Jonson påpegede i sin artikel, grund til at gå fra at tale til markedet til en aktiv, tidlig markedsdialog. Udviklingen vil kræve omfattende vidensopbygning og investeringer i forskning, teknologisk udvikling og innovation. Men vi møder samtidig modstridende udfordringer med tidskrævende tilladelsesprocesser, vanskeligt vurderbart sikkerhedsarbejde, uklare anskaffelsesbehov samt mangel på markedsdialog. For dette kræves beslutsomhed, lederskab, en vilje til at tage risici og et strategisk perspektiv. Hvad vil staten med markedet og virksomhederne? Hvordan tænker staten at forsyne sine og allieredes evner? Dette er spørgsmål, afvejninger og prioriteringer, der vedrører politikken og samfundsdebatten. Samtaler, om end komplekse, som også skal føres i Sälen.