Forud for Sälen skrev forsvarsminister Pål Jonson en debatartikel om virksomhedernes betydning for forsvarsevnen. "Regeringen intensiverer også dialogen med industrien for at sikre, at vi arbejder mod fælles mål. Den tid, hvor staten talte til industrien, er forbi. Nu taler vi med industrien." Budskabet fra regeringen og de øvrige riksdagspartier er, at det er gennem partnerskab og samarbejde med forsvarsvirksomhederne, at evnen skal øges og den fremtidige afskrækkelse opbygges.
Det er samtidig ikke kun i Sverige, at diskussionen føres om at styrke forsvarsvirksomhederne. Det polske EU-formandskab præsenterede for nylig sine prioriteter, og betydningen af den tekniske, innovative base samt produktionskapaciteten blev nævnt gentagne gange. NATOs nye generalsekretær Mark Rutte fremhævede også i denne uge vigtigheden af forsvarsinnovation og øget produktionskapacitet. Linjetalerne fra statsministeren, forsvarsministeren og Socialdemokraternes partileder Magdalena Andersson understregede betydningen af forsvarsvirksomheder.
Men der blev ingen samtale med virksomhederne i Sälen. Der blev ingen diskussion i panelsamtalerne under Folk og Försvars rikskonferens om, hvordan denne vigtige kapacitet skal udvikles. Forsvarsvirksomheder, forsvarsmateriel eller forsvarsinnovation var ikke overskrifter i programmet – og ingen talere repræsenterede disse emner på scenen. Og måske er det rimeligt. Det er lettere at styre en myndighed eller at skrive en lov end at stimulere virksomheder til at vælge at satse på et trægt forsvarsmarked med betydelige forretningsmæssige risici.
Ikke desto mindre rejses der spørgsmål af interesse for branchen i Sälen. Vänsterpartiet (det svenske venstreparti) rejste spørgsmålet om at regulere Sveriges våbenimport. Det er et interessant spørgsmål. Når en stat skal vælge at forsyne kapaciteten med støtte fra virksomheder – i landet eller fra udlandet – er det et valg med mange overvejelser. Faktorer som tilgængelighed, udviklingsrisiko, eventuelle strategiske underleverandører, adgang til kapaciteten over tid (sammen med de operative begrænsninger, der følger med disse) m.m. skal tages i betragtning og afvejes. Behovet for interoperabilitet øges samtidig med allierede og med flere partnerlande. Men det handler også om afhængigheder. Afhængigheder til en leverandør og det land, hvor leverandøren har sit hjemsted – og leverandørlandets værdier, udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Et andet perspektiv er det, som blev fremhævet af Det Forenede Kongeriges ambassadør til Sverige og af Sveriges ambassadør til Ukraine. Forsvaret af Sverige ser ikke ud som tidligere, hvor fokus lå på håndgribeligt materiel, støvler på jorden og antallet af brigader. Ruslands krig i Ukraine giver en anden virkelighed, hvor soldater i store mængder ofres på slagmarken. I den kamp har Sverige ingen chance. Til gengæld udgør vores tekniske ekspertise en strategisk fordel. En ekspertise, der garanteres af forsvarsvirksomhederne i Sverige. Fra scenen blev det understreget, at vores konkurrencedygtige virksomheder er et vigtigt bidrag til NATO.
Virksomhederne skal ikke vurdere forsvarets operative behov. Til gengæld er det interessant at lytte til Øverstbefalende om, hvordan virksomhederne bidrager til at levere kapaciteten. Virksomhederne kan også drage konklusioner fra andre internationale kunder. Når vi nu opbygger forsvarskapacitet, præges arbejdet af variabler som hastighed og tilpasningsevne. Overtaget gives til den, der innovativt kan ændre forudsætningerne. Det handler derfor ikke længere kun om, hvad vi køber, men også om, hvor hurtigt systemer udbydes i udbud, og hvor problemfrit og kreativt de kan tilpasse og anvende dem på forskellige innovative måder. En general, jeg mødte fra Ukraine inden jul, fortalte om, hvordan virksomhederne var til stede ved fronten, og hvor hurtigt materiel kunne tilpasses og justeres for at imødekomme krigsføringens forandringer. Innovationsloopet er højintensivt. Det er vanskeligt for Sverige i fredstid at opnå de samme materielforsyningscyklusser, men det er umuligt at fortsætte med at arbejde på den måde, vi har gjort. Det indebærer, at processer, arbejdsgange, arbejdsmetoder og planlægningsværktøjer skal ændres.
Der er, som forsvarsminister Jonson påpegede i sin artikel, grund til at gå fra at tale til markedet til en aktiv, tidlig markedsdialog. Udviklingen vil kræve omfattende vidensopbygning og investeringer i forskning, teknologiudvikling og innovation. Men vi møder samtidig modstridende udfordringer med tidskrævende tilladelsesprocesser, vanskeligt vurderbart sikkerhedsbeskyttelsesarbejde, uklare anskaffningsbehov samt mangel på markedsdialog. Til dette kræves beslutsomhed, lederskab, en vilje til at tage risici og et strategisk perspektiv. Hvad ønsker staten med markedet og virksomhederne? Hvordan tænker staten at forsyne sine og allierede kapaciteter? Dette er spørgsmål, afvejninger og prioriteringer, der vedrører politik og den samfundsmæssige debat. Samtaler, om end komplekse, som også skal føres i Sälen.
Robert LimmergårdGeneralsekretær
Säkerhets- och försvarsföretagen (den svenske brancheorganisation for sikkerheds- og forsvarsvirksomheder)