I onsdags vedtog Rigsdagen regeringens proposition 2025/26:279. Den indeholder flere forslag, der sigter mod at bemande vores forsvarsmagt bedre og i forlængelse heraf styrke forsvaret af Sverige og vores allierede. Et af disse forslag er, at reserveofficerer får lovfæstet ret til tjenestefrihed, noget som Forbundet Reservofficerarna (den svenske reserveofficersforening) har kæmpet for i lang tid. Det er udelukkende positivt, at vi nu forlader en periode med uklarhed for både reserveofficerer og deres civile arbejdsgivere om, hvad der gælder i spørgsmålet.
En kedeligere nyhed er, at officerer, efter at de har afsluttet deres ansættelser, fortsat skal være omfattet af værnepligt indtil udgangen af det år, de fylder 70 år. For dem, der ikke har været officerer, gælder værnepligten fortsat længst indtil udgangen af det år, de fylder 47 år. Det er intet andet end en straf for dem, der allerede har gjort så meget for svensk forsvarsevne.
Rigsdagen er i princippet enig i spørgsmålet. På trods af skarp høringskritik fra os og Officersförbundet (den svenske officersforening) var det kun Venstrepartiet, der udtrykte tvivl om, hvorvidt tidligere officerer skal forblive værnepligtige til 70 års alderen. Støtten begrundes med, at kompetencen er nødvendig. Det er vi enige i. Men officerers kompetence bevares ikke gennem trusler om fængsel, men gennem retfærdige ansættelsesvilkår, så officerer vil og kan blive i deres ansættelser. Her har Forsvarsmakten (de svenske væbnede styrker) og staten som arbejdsgiver en lang rejse foran sig. Den rejse begynder med, at al officerskompetence udnyttes ved, at tidligere officerer tilbydes ansættelse som reserveofficerer.
Når Sverige er i krig, kan de fleste frihedsindskrænkninger begrundes. Der er nok kun få tidligere officerer, der kan gøre tjeneste, og som ikke ville stille op i en sådan situation. Men den udvidede værnepligt gælder også i fredstid. Forsvarsmakten vil efter årsskiftet kunne indkalde officerer, der har valgt at afslutte deres ansættelser, til genopfriskningsuddannelse som værnepligtige. De tvinges til at udføre et arbejde, de selv har valgt at sige op fra, eller som Forsvarsmakten har ment, at de ikke var nødvendige for.
Når værnepligten nu udvides yderligere, mener vi, at det er på tide, at Sveriges politikere reflekterer over værnepligten, og hvordan den skal anvendes. Værnepligten er nemlig mere end, at vi mere eller mindre frivilligt trækker 18-20-årige ud af deres hverdag for at gennemgå grunduddannelse. Det indebærer også, at vi tvinger, i sidste ende med trussel om fængsel, almindelige mennesker i alle erhverv og brancher til at gennemgå genopfriskningsuddannelser med jævne mellemrum. Ved pligttjeneste udbetales en godtgørelse på 90 procent af SGI (sygepengegrundlag), dog højst svarende til en månedsløn på 49.333 svenske kroner. Det maksimale tidsforbrug for genopfriskningsuddannelser er 240 dage, altså næsten otte måneder. Det er lang tid at blive revet væk fra familie og socialt liv, desuden med indkomstbortfald og tjeneste, der ofte indebærer arbejdsvilkår, som ingen ansat ellers må udsættes for. Er det rimeligt?
Et første tiltag er at begrænse den forlængede værnepligt til kun at gælde ved krigsfare eller krig. Hvis det ikke sker, ville et passende tiltag være, at alle tidligere officerer, der er nødvendige i krigsorganisationen, tilbydes ansættelse som reserveofficerer. På den måde får i det mindste de, der berøres af den nu udvidede pligt, mulighed for at genindtræde som ansatte i stedet for at være værnepligtige.
Men forandringen taler også for, at det er på tide at tage et større greb om vilkårene for værnepligtige efter afslutningen af grunduddannelsen (eller officersansættelsen). Det er en relativt lille gruppe af befolkningen, der skal bære en tung byrde for hele samfundets skyld.
Blandt personer født i 1990'erne er der næsten ingen værnepligtige. Blandt dem født i 2000'erne vil cirka 10 procent være værnepligtige. Hvordan det forholder sig med dem født i 1980'erne og tidligere, vil afhænge af, hvordan de genopfriskningsuddannes, men også her drejer det sig om maksimalt cirka 10 procent.
I det omfang vi skal opbygge militær evne baseret på værnepligtige, er det på høje tid, at vi giver dem retfærdige vilkår. Den, der sidder uretmæssigt frihedsberøvet, kompenseres ifølge Justitiekanslerns (den svenske justitskanslers) praksis med mellem 20.000 og 30.000 svenske kroner om måneden for den lidelse, frihedsindskrænkningen indebærer. Den, der berøves friheden for at gennemgå genopfriskningsuddannelse, får ingenting. Det er ikke rimeligt. Afskaf indkomsttabene, kompenser for den frihedsindskrænkning, som pligten indebærer, og brug ansat personale til de fredstidige behov.
Det er på tide, at politikerne reflekterer over pligtens pris.
Magnus Konradsson,
Forbundsformand, Förbundet Reservofficerarna (den svenske reserveofficersforening)