Varangians er en svensk fond, der investerer i forsvarsteknologi, som er afprøvet ved fronten i Ukraine. Medstifter Jonas Rydin tager kun teknologi ind, der har fungeret i kamp, og søger den helst et skridt tilbage i værdikæden, i de komponenter og delsystemer, som mange platforme bygger på.

Nordic Defence Sectors rejse til DALO Industry Days sponsoreres af BAE Systems Bofors.

Nordic Defence Sectors chefredaktør Jacob Wollheim møder Jonas Rydin i pressecentret på DALO Industry Days. Rydin har i over tyve år bevæget sig mellem forsvarssektorens alle sider: som iværksætter, investor, leverandør og soldat. Han investerer gennem sit og hustruens investeringsselskab Cajory Defence, er medstifter og bestyrelsesmedlem i W5 Solutions samt medejer og bestyrelsesformand i Snigel. Derudover har han stiftet Terminal Tactical Group og initiativet Quartermaster for Ukraine. Sideløbende gør han tjeneste ved 204. amfibieskyttekompagni.

- Jeg har været den, der skal købe, den, der skal sælge, den, der skal bruge, og den, der skal investere. Det er fire helt forskellige måder at se på den samme teknologi på, og det er først, når man har haft alle fire, at man ser, hvad der rent faktisk kommer til at fungere, forklarer han.

Fonden driver han sammen med Andreas Flodström, medstifter af det svensk-ukrainske techselskab Beetroot og bestyrelsesmedlem i Brave1, Pär Lager fra Forsvarshögskolan (det svenske forsvarsakademi) og Alexandra Severin, der har erfaring fra private equity og fondsverdenen. Navnet Varangians er den engelske betegnelse for væringerne, de nordboer, der i vikingetiden rejste østpå ad floderne gennem nutidens Ukraine, var med til at grundlægge Kyivriget og tjente som kejserens livgarde i Konstantinopel.

En svensk familievirksomhed skød grundkapitalen til, og da fonden derefter åbnede for flere investorer, gik det hurtigt. Hvem der fik lov at være med, var et spørgsmål i sig selv. Da pengene skal ind i Ukraine, bliver hver investor undersøgt: kapitalens oprindelse skal kunne spores, og ingen med russisk tilknytning lukkes ind. Investorerne deler også fondens tese, som Rydin beskriver som tre grundpiller: teknologien skal hjælpe Ukraine med at vinde krigen, den skal styrke forsvaret herhjemme, og det er netop derfor, den giver afkast.

- Det, der fungerer ved fronten, og som Nato-landene har brug for, det bliver købt. Gør vi de to første ting rigtigt, kommer den tredje af sig selv, opsummerer han.

Rydin er mindre interesseret i selve dronen end i det, der sælges til mange af dem, der bygger den.

- Logikken er enkel, siger Rydin. Dronemodeller ved fronten kan hurtigt udskiftes, når modstanderen tilpasser sig, men komponenten, der eksempelvis gør dem jammingsikre eller præcise, følger med ind i næste generation. Den, der er leverandør til et stort antal platforme, mindsker risikoen for os som investorer.

- Vi leder med andre ord efter det, der er svært at lave, og let at sælge videre, tilføjer han.

En stor del af arbejdet består i at forbinde Varangians porteføljeselskaber med kunder, industripartnere og døråbnere i Norden og det øvrige Nato, og omvendt.

- En eller anden kaldte mig »forsvars-Tinder,« siger han og griner.

Det, der afgør, om Varangians går videre med et selskab, er ifølge Rydin, om teknologien reelt har fungeret. Han beskriver en trappe af begreber, der cirkulerer i branchen. Tested in Ukraine kan betyde, at man har fløjet en drone over grænsen og hjem igen, mens battlefield tested betyder, at nogen har fløjet den ved fronten, men måske uden resultat.

- Det afgørende er battle proven, at den rent faktisk har fungeret i den kapacitet, den skal, understreger han. Og det er dér, vores selskaber ligger.

Teknologien skal altid verificeres ved fronten, før fonden investerer. Når teamet finder noget lovende, bliver det afstemt med enhederne i Ukraine på flere niveauer, fra brigadestab til de soldater, der har haft systemet i hænderne: har det været brugt, i hvilken kapacitet, og hvordan har det klaret sig, når modstanderen har tilpasset sig.

- Det er svært at kopiere det, vi har. Vi er til stede i Ukraine, ved fronten og inde i systemet på samme tid, i bestyrelsen for Brave1, med indgange til det ukrainske forsvarsministerium, til Forsvarshögskolan og Försvarsmakten (de svenske væbnede styrker), og i den svenske forsvarsindustri. Og vi har selv bygget og solgt forsvarsvirksomheder, gjort tjeneste i enheder, foretaget indkøb og investeret, siger Rydin.

Rydin mener, at det giver fonden et forspring i hvert led. Selskaberne findes ved, at teamet hører, hvilken teknologi der fungerer, fra dem, der bruger den. Efter investeringen åbner fonden døre til industri og myndigheder i Norden og det øvrige Nato og kan formidle, hvad købere uden for Ukraine efterspørger.

En af forklaringerne på, at de ukrainske selskaber ligger forude, findes ifølge Rydin i landets historie. Under den sovjetiske besættelse lå en stor del af Sovjetunionens tekniske udvikling i Ukraine, fra rumfarts- til luftfartsprogrammer, og den arv lever videre. Men den vigtigste forklaring er, hvem der kæmper. Da den fuldskalainvasion kom i 2022, var det ikke kun professionelle militærfolk, der fyldte enhederne, men civile, mange af dem højtuddannede ingeniører, der aldrig havde båret uniform. De så hurtigt, at tingene kunne gøres anderledes, og de havde viden til selv at gøre det.

- Det er ingeniører, der tager deres akademiske viden og anvender den direkte på slagmarken. Derfor går innovationen så ekstremt hurtigt, og derfor sker der innovation, som vi måske ikke havde set, hvis de mennesker ikke var blevet trukket ind i krigen, siger han.

Battle proven er det ene kriterium. Det andet handler om køberen. Han låner forsvarsstabschef Carl-Johan Edströms formulering.

- Vi køber ikke ting, vi køber kapacitet, siger han.

Den største mangel hos mange selskaber på vej ind i forsvaret er ifølge ham, at de tager udgangspunkt i deres produkt i stedet for i den opgave, det skal løse, den kapacitet, der kræves, og hvad det indebærer at være en del af et system. Han taler også ud fra sin egen militærtjeneste og tager sin egen enhed som eksempel. Opgaven er at gå i land på øer, det er derfor, man har brug for en båd, ikke fordi båden i sig selv er interessant. Det er en stor del af Varangians arbejde efter investeringen at inddrage kundens perspektiv tidligt, så teknologien, der har fungeret ved fronten, også bliver en kapacitet, Nato-landene vil købe.

Interessen for forsvarstech er steget kraftigt de seneste år, og i dele af sektoren er værdiansættelserne steget hurtigt. Varangians betaler for bevist kapacitet, ikke for løfter.

- Vi investerer i selskaber, der allerede har vist, at teknologien fungerer. Så bliver værdiansættelsen et spørgsmål om, hvad selskabet rent faktisk leverer, siger han.

At mange selskaber lige nu er ude at rejse kapital, ser han som naturligt i en sektor, der vokser hurtigt.

- Nogle steder er priserne løbet fra det, der rent faktisk er bevist. Vi går kun ind dér, hvor værdiansættelsen står i et rimeligt forhold til det, påpeger han.

Fremover ønsker Varangians at starte flere og betydeligt større fonde med et bredere fokus på forsvar og sikkerhed i EU, Nato og fortsat Ukraine.

- Ukraine er stort, men vi må ikke stirre os blinde på det, siger Jonas Rydin. Der findes mange interessante selskaber også uden for Ukraine.