At droner hurtigt kan blive forældede, er ikke et argument for at vente med at anskaffe dem. Enheder, udviklere og industri skal arbejde sammen allerede i fredstid. Ellers risikerer vi at have planer for morgendagens droner, men mangle evnen til at anvende og producere dem, når der er behov for det.

Intet eliteligahold i fodbold ville træne en hel opstart uden bolde for derefter at købe de nyeste kampbolde, når sæsonen begynder. Spillerne har brug for bolde fra første dag. Ikke primært for at lære bolden at kende, men for at udvikle holdet.

Alligevel risikerer vi at havne i et lignende ræsonnement om droner.

Natos generalsekretær Mark Rutte beskrev den 23. september, hvordan han mener, at alliancen bør forholde sig til den hurtige teknologiudvikling. Fordi droner hurtigt bliver forældede, mente han, at det »doesn't make sense to have your shelves full with drones for when war breaks out«. I stedet bør produktionskapaciteten være på plads, så den nyeste teknologi kan fremstilles, når den er nødvendig.

Rutte har en pointe. At købe millioner af droner af en bestemt model og lægge dem på lager uden en plan for anvendelse, vedligeholdelse og opdateringer ville næppe være klogt. Men det er ikke det samme som at opbygge en fungerende droneevne.

Enhederne har brug for materiel til at uddanne, øve og udvikle deres metoder. Industrien har brug for at fremstille, levere og forbedre systemerne for at kunne skalere produktionen op. Begge dele tager tid og kræver erfaring.

Rutte har samtidig meddelt, at Nato skal uddanne fem gange så mange droneoperatører inden udgangen af 2027. Det er velkomment, men uddannelsen skal følges op af en anskaffelsesmodel, der giver enhederne løbende adgang til materiel.

Her er der også en forbindelse til Natos eget beredskabsprincip Fight tonight. Alliancen skal kunne løse sine opgaver med de enheder og ressourcer, der er til rådighed i dag, samtidig med at morgendagens evne opbygges. Det gælder også droner og den industri, der skal forsyne enhederne med dem.

Når dronekrigen i Ukraine diskuteres i Vesten, er fokus ofte på ny teknologi. Men teknisk nyhedsgrad og militær betydning er ikke det samme. En tilsyneladende begrænset ændring kan få stor betydning for, hvordan et system anvendes.

Da jeg besøgte Lviv (Ukraine) i efteråret 2025, hørte jeg Kimberly Kagan, grundlægger af Institute for the Study of War, beskrive sammenhængen mellem teknologi, koncept og organisation. Jeg tog en enkel opsummering med mig:

Teknologi + koncept + organisation = innovation.

En drone bliver ikke en militær evne, blot fordi den kan flyve. Nogen skal udvikle, hvordan den skal anvendes, uddanne personalet og få den til at fungere sammen med enhedens øvrige ressourcer.

Ukraines satsning Drone Line er et eksempel. Ifølge landets forsvarsministerium handler den om at udbrede løsninger, der har vist sig at fungere, forene enhedernes erfaringer med teknologi og analyse samt opbygge en mere systematisk anvendelse af ubemandede systemer.

Ukraine har også besluttet at knytte droneanskaffelsen tættere til data fra enhedernes faktiske anvendelse. Systemer, der har vist effekt og pålidelighed, skal prioriteres, samtidig med at enhederne får større mulighed for selv at vælge materiel ud fra deres behov.

Man venter altså ikke på, at den næste teknologiske generation bliver færdig. Man udvikler den ved at bruge den foregående.

Det er en vigtig lære for Nato. Enhederne har brug for tilstrækkeligt mange droner til at uddanne, træne og udvikle deres virksomhed. Planlægningen skal også tage højde for slitage, havarier og systemer, der forbruges under øvelse og udvikling.

Samme logik gælder industrien. Produktionsevne er ikke en opskrift, der kan lægges i en mappe, indtil nogen trykker på startknappen. Den bygger på mennesker, leverandører, fungerende indkøb, afprøvning, kvalitetsarbejde og erfaring med at håndtere forandringer.

At have fremstillet en prototype er ikke det samme som at kunne levere tusindvis af systemer. At kunne fremstille én model betyder heller ikke, at den næste kan indføres, uden at leverancerne stopper.

Hvis vi derudover vil mindske afhængigheden af Kina, er det ikke nok at slutmontere droner i Europa. Alternative komponentkæder skal opbygges og anvendes. Leverandører i Sverige og andre allierede lande har brug for reelle bestillinger for at kunne opdage flaskehalse og forbedre produktionen, inden efterspørgslen mangedobles.

Det kan være berettiget at betale for reservekapacitet og lagre af kritiske komponenter. Men reservekapaciteten bør bygge på en fungerende virksomhed med afprøvet evne til at skalere op.

Natos militære ledelse har selv talt om »real production lines running today«. Det er en vigtig distinktion. En fabrik, der potentielt kan begynde at producere i krig, er ikke det samme som en industriel evne, der allerede fungerer.

Vi hos Sweden Dynamics mener, at en del af løsningen findes i et område, der længe har skullet håndtere hurtig forandring: softwareudvikling.

Med inspiration fra Software-as-a-Service foreslår vi en model, som vi kalder Drone-as-a-Service. Grundtanken er, at anskaffelsen skal omfatte løbende udvikling af evne, hvor hardware, software og enhedernes erfaringer holdes sammen.

Udviklere arbejder tæt sammen med militære enheder for at afprøve løsninger, tilpasse teknologien og verificere, hvad der fungerer. Mindre serier giver plads til forsøg og ændringer. Når en model er tilstrækkeligt moden, og behovet er tydeligt, kan større volumener bestilles.

For disse volumener bør vi drage nytte af den civile elektronikindustris kontraktproducenter, såkaldte EMS-virksomheder. Her findes allerede kompetence og kapacitet inden for komponentforsyning, elektronikproduktion, test og systemintegration.

Afhængigt af systemets kompleksitet vurderer vi, at en produktionslinje kan fremstille hundredvis eller over tusind mindre droner om måneden. Pointen er ikke at holde fabrikker på maksimal kapacitet året rundt, men at lade flere produktionsanlæg arbejde løbende, indføre nye modeller og holde også komponentkæden aktiv.

Med tilbagevendende bestillinger får enhederne materiel at bruge, udviklerne tilbagemelding, og fabrikkerne erfaring med både produktet og ændringerne. Nye versioner kan indføres som en del af den ordinære virksomhed i stedet for at blive separate udviklingsprojekter.

Det ville også skabe en mere forudsigelig efterspørgsel. Som et regneeksempel kan vi antage et årligt behov på 2.000-3.000 primært mindre droner pr. brigade til uddannelse, øvelse, udvikling og erstatning. For fire brigader svarer det til 8.000-12.000 droner. Med yderligere behov til skoler, fælles udvikling og andre enheder ender vi i størrelsesordenen 10.000-15.000 om året.

Det er ikke en fastlagt behovsberegning, men illustrerer, hvordan tilbagevendende bestillinger kunne give både enheder og industri et grundlag at udvikle sig fra. Den fredstidige produktion skal samtidig dimensioneres, så der er mulighed for hurtigt at øge leverancerne.

Derudover er der brug for beredskabslagre. Vi mener, at planlægningen bør tage udgangspunkt i, at enhederne skal kunne opretholde deres evne i tre til fem måneders krigsførelse, selv før produktionen er nået at blive skaleret op. For at lagrene ikke skal fyldes med forældet teknologi, bør de omsættes løbende efter princippet først ind, først ud. Enhederne bruger da ældre systemer til uddannelse og øvelse, mens nye versioner tilføres lagrene.

Produktion, der ikke er nødvendig for svenske enheder, kunne derudover indgå i svenske støttepakker til Ukraine. På den måde kan produktionskæden holdes aktiv, samtidig med at systemerne kommer til anvendelse og kan videreudvikles ud fra erfaringer fra krigen.

Volumenerne er heller ikke det eneste, der bør styre. Hvor opgaven tillader genbrug, længere levetid eller højere pålidelighed, skal også det indgå i overvejelserne. En billig drone er ikke automatisk en billig militær evne.

Vi behøver ikke vælge mellem lagre og fabrikker. Vi har brug for anvendeligt materiel ved enhederne, beredskabslagre, der omsættes, og en løbende produktion, der kan skalere op, når behovene øges.

Det er også sådan, hurtig teknologiudvikling bør håndteres: gennem tættere tilbagemelding, opdaterbare systemer og tilbagevendende leverancer. Ikke ved at vente på en slutversion, der aldrig kommer.

Fight tonight betyder ikke, at den teknologi, vi bruger i dag, skal være den samme om fem år. Det betyder, at vi har en fungerende evne nu og kan fortsætte med at udvikle den, når systemerne og modforanstaltningerne ændrer sig.

Den nyeste drone kan ikke erstatte års uddannelse og øvelse, der aldrig blev gennemført. En produktionskæde, der først skal aktiveres, når krigen kommer, kan ikke levere evne i aften.

Når kampen begynder, skal holdet allerede kunne spille. Det samme gælder enhederne, og industrien bag dem.