Nordic Defence Sector har interviewet narkospecialisten og forskeren Johan Ullman, som leder NATO-projektet MASHIEN. Undersøgelsen undersøger, hvordan stødeksponering ombord på hurtiggående både påvirker besætningens kampværdi og sundhed. Resultaterne skal danne grundlag for en fælles standard for at forhindre alvorlige skelet- og hjerneskader hos operatører.

Johan Ullman er reservofficer og læge. Som flotillelæge i 1. overfladeangrebsflotille i 1984 opdagede han effekterne af stødeksponering ombord på højhastighedsbåde.

– Jeg fik til opgave at frasortere de værnepligtige fra torpedobådsdivisionerne og fandt til min rædsel, at 85 procent havde fået ondt i ryggen af at gøre tjeneste ombord. De sagde, at det ikke gjorde nogen forskel, om man sad eller stod, det gjorde bare ufatteligt ondt, når bådene slog i bølgerne, siger Ullman til NDS.

Den indsigt fik ham til at begynde at forske i, hvordan mekanikken og eksponeringen egentlig ser ud. Historisk set har målinger til søs fokuseret på vibrationer, hvilket han mener er direkte forkert, når det gælder vurdering af risikoen for alvorlige skader.

– Der var ingen reel viden på dette område. De fleste, der tidligere har forsket i dette, har ikke forstået fysikken bag, hvor meget energi et stød indeholder, og hvor ekstremt hurtigt den energi overføres til menneskekroppen, siger han.

For at forstå den reelle skaderisiko er begrebet "jerk" centralt. Det beskriver, hvor hurtigt accelerationen ændrer sig. En kraftig acceleration, der opbygges over tid, påvirker hele kroppen ensartet, mens et pludseligt og hårdt stød får helt andre konsekvenser.

– Hvis accelerationen går fra 0 til 10 g på ti millisekunder, giver det en meget højere mekanisk effekt, end hvis det tager 50 eller 100 millisekunder. Et stød, der går direkte op til maksimum med det samme, og derefter aftager, påvirker kroppens forskellige organer på forskellige måder. Dette skyldes, at stopptiden er så meget kortere. Det er den type eksponering, der får personalet til at ødelægge deres rygge og nakker, forklarer Ullman.

For at kortlægge problemerne og finde grænseværdier leder han nu en forskningsgruppe inden for NATO Science & Technology Organisation (STO). NDS har tidligere offentliggjort et indlæg af John-Mikal Størdal, chef for STO CSO. Den undersøgelse, Ullman leder, går under navnet MASHIEN og involverer i alt 34 forskere fra 15 forskellige lande. Projektet finansieres primært af den svenske Försvarsmakten gennem FoT-midler til forskning og teknisk udvikling.

– Alle mennesker, bølger og skrogsmæld er forskellige. Vi har brug for store mængder data og skal måle på bådene i virkeligheden. To mand per båd bærer accelerometre, der er fastgjort tæt på hoftebenet og måler i tre akser op til 5700 målepunkter per sekund per båd til analyse.

Ullman mener, at et velkendt problem inden for det maritime miljø er underrapportering af symptomer. Personalet undgår ofte at søge behandling på enheden af frygt for at miste deres flyve- eller søstatus og i stedet ende bag et skrivebord. For at få objektive data kombineres nu de tekniske målinger med daglig, anonym informationsindsamling fra operatørerne.

– En gang om dagen får deltagerne en ping på deres mobiltelefon. Her skal de angive, om og hvor de har ondt, samt ved hjælp af en slider angive på en skala, hvor stærk smerten er, hvis de har været på båd, og i så fald hvilken båd. Ved at matche den rapporterede smerte med den målte eksponering kan vi korrelere, hvilke specifikke støtniveauer der fører til problemer, siger Ullman.

Tidligere har fokus næsten udelukkende været på muskuloskeletale problemer, men på det seneste er indsigt vokset om, at stød også forårsager alvorlige neurologiske og kognitive skader. En intern undersøgelse rettet mod pensionerede amerikanske operatører viste, at 33 procent havde oplevet bevidstløshed som følge af helkropsstød ombord.

– Det handler ikke kun om diskusprolapser og vertebrale kompressioner, men nu også om hjerneskader. Når båden slår i vandet, og kroppen presses nedad, slynget hovedet fremad med en enorm kraft. Hjernen ryster inde i kraniet, og rotationen forårsager skader, der ligner dem, vi ser hos gamle professionelle boksere eller spillere i amerikansk fodbold, såkaldt CTE (chronic traumatic encephalopathy).

Alvoret i de kognitive skader blev en stor nyhed, da en amerikansk bådoperatør tog sit eget liv, og New York Times i 2024 offentliggjorde en artikel om sagen. Obduktionen viste, at hans hjerne var dybt gennemsyreret af kumulative skader relateret til hans tjeneste.

– Det begyndte med, at han traf uforsvarlige beslutninger og blev medicinsk pensioneret. Man troede fejlagtigt, at det var et psykiatrisk problem. Da obduktionen så bekræftede ekstrem CTE, tog det fart i USA. Det førte til høringer i senatet og resulterede i, at flere amerikanske forskere tilsluttede sig vores undersøgelse, fortæller Ullman. Nu er der kommet yderligere et dusin til.

Inden for undersøgelsen har 15 lande enedes om en ny måde at måle og kvantificere stød eksponeringen. Resultaterne vil blive brugt til at give førerne relevant information i realtid, specifikt for hver bådtype, om hvornår eksponeringen nærmer sig eller når formodet skadelige niveauer.

Bekymringer er blevet rejst om, at strengere sikkerhedsregler kunne tvinge hastighederne ned og reducere den operationelle kapacitet, men det billede afvises helt.

– Dette vil ikke begrænse kapaciteten, tværtimod. Der vil være en skærm på hver båd, der indikerer stød eksponeringen i grønt, gult eller rødt. Så får føreren straks objektiv information og kan tilpasse hastigheden til opgaven. Hvis man skal frem hurtigt, f.eks. under beskydning, kan man stadig gøre det, men på lang sigt reducerer dette unødvendig og skadelig eksponering, og enhederne opretholder kampværdi og operationel kapacitet, afslutter Ullman.