Finland vil anskaffe RGW110 tunge panserværnsvåben fra det tyske firma Dynamit Nobel Defence i en aftale til en værdi af cirka 84,5 millioner euro. Våbnene skal erstatte den finske hærs forældede APILAS-systemer, og leverancerne er planlagt til at begynde i 2027.
Ifølge en pressemeddelelse fra Finlands forsvarsministerium har forsvarsminister Antti Häkkänen godkendt anskaffelsen, som også omfatter træningsudstyr og instruktion. Kontraktværdien er eksklusive moms.
- Anskaffelsen [...] er en del af en bredere proces, hvor fokus for materielanskaffelser flyttes mod hærens behov. Forbedring af hærens materiel og udstyr er en strategisk investering, der vil styrke vores samlede forsvarssystem, siger forsvarsminister Häkkänen.
RGW110 er et engangsvåben, der affyres fra skulderen, og er beregnet til bekæmpelse af kampvogne på kort afstand. Det vil supplere den finske hærs eksisterende panserværnskapacitet.
I en separat udtalelse bekræftede den finske hær, at RGW110 vil erstatte APILAS-systemet, som blev anskaffet i 1980'erne.
- Kampvognen vil også fremover udgøre en trussel på slagmarken. Det nye panserværnsvåben til engangsbrug er beregnet til at destruere kampvogne på kort afstand, siger oberst Ari Mure, inspektør for infanteriet ved den finske hærkommando, i udtalelsen.
Ifølge den finske hær blev RGW110 valgt efter evalueringer og tests mod et mål, der repræsenterede det krævede niveau af panserbeskyttelse. Dynamit Nobel Defence bekræfter, at våbnets stridshoved efterfølgende er blevet videreudviklet i samarbejde med de finske forsvarsstyrker (Puolustusvoimat) for at opfylde deres operative krav.
Hverken antallet af bestilte våben eller en endelig leveringsdato er blevet oplyst.

