EU-Kommissionen har åbnet den første ansøgningsrunde inden for EIC STEP Scale Up Defence, et nyt finansieringsprogram, der skal give europæiske forsvarsvirksomheder adgang til direkte egenkapital med henblik på at skalere produktion og udvikling af kritiske forsvarskapaciteter.
Ifølge Det Europæiske Innovationsråd (EIC) kan små og mellemstore virksomheder samt mindre midcap-selskaber i EU, EØS-lande tilknyttet Horizon Europe og Ukraine ansøge om mellem 10 og 30 millioner euro i direkte kapitalinvestering. Det samlede budget for den første ansøgningsrunde udgør 100 millioner euro, og målet er at finansiere omkring ti virksomheder.
EIC skriver, at det er første gang, et EU-finansieret program tilbyder direkte aktieinvesteringer i forsvarsvirksomheder. Innovationsrådet skal samInvestere i større finansieringsrunder, normalt mellem 50 og 150 millioner euro eller mere.
Ansøgningsrunden omfatter blandt andet luft- og missilforsvar, artilleri, ammunition, droner og anti-dronsystemer (C-UAS, Counter-Unmanned Aircraft Systems), cyberforsvar, kunstig intelligens, elektronisk krigsførelse, landkampssystemer, maritime systemer, luftkampssystemer samt medicinske og CBRN-relaterede (kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare) teknologier. For at være berettigede skal projekterne have et primært forsvarsformål og enten bidrage med »banebrydende teknologi« eller reducere EU's strategiske afhængigheder.
Ansøgningsperioden åbnede den 30. juni og løber til den 28. oktober 2026.

