Danmark har overdraget et antal droner fra producenten UPTEKO til den kenyanske flåde. Donationen beskrives som en del af landets støtte mod terrororganisationen Al-Shabaab og skal styrke evnen til at bekæmpe piratvirksomhed samt narkotikasmugling.

Donationen omfatter to forskellige typer af dronesystemer. Den ene variant skal anvendes til sikkerhedsovervågning af baser og faste installationer. Den anden er en mindre taktisk drone beregnet til at støtte kenyanske specialstyrker ved patruljering i ufremkommelige sump- og mangroveområder nær grænsen til Somalia.

Det er via disse grænseområder, at Al-Shabaab infiltrerer Kenya, og hvor våbensmugling ofte forekommer, oplyses det i kommunikéen.

Ifølge det danske forsvar drives interessen for dronekapacitet af udviklingen i Ukraine samt huthirebellernes angreb mod skibsfarten i Det Røde Hav. Der er en udtalt bekymring for et samarbejde mellem huthierne og Al-Shabaab vedrørende udveksling af våbenteknologi og taktik.

– Kendskab til brugen af droner er en forudsætning for at kunne imødegå en trussel fra dem. Derfor er det helt afgørende, at vi hjælper Kenya i gang med en udvikling på området, hvor Kenya Navy opbygger både viden og kapacitet til at anvende droner taktisk, siger kommandørkaptajn Kjeld Gaard-Frederiksen, forbindelsesofficer ved Kenya Navy.

– Samarbejdet med den kenyanske flåde giver UPTEKO en virkelighedsnær, operativ feedback på vores systemer. Det gør det muligt for os at forfine både teknologi og træningsprogrammer på baggrund af faktisk anvendelse i udfordrende miljøer. Det styrker vores mulighed for at udvikle droner, som også kan komme forsvaret i Danmark til gode, siger Benjamin Meinertz, medstifter af UPTEKO.

Indsatsen beskrives også som en del af det danske udenrigsministeriums Afrikastrategi, hvor ambitionen er, at Danmark og EU skal udgøre et alternativ til andre aktører, såsom Kina.