Hans Liwång er lektor ved Försvarshögskolan (den svenske Forsvarsakademi) og forsker ved Marina system på Kungliga Tekniska Högskolan (KTH) i Stockholm. I en tekst i FSN Perspektiv diskuterer han behovet for at sikre samfundets infrastruktur, med særligt fokus på havbunden og dens unikke udfordringer, samt deler sine refleksioner fra Rikskonferensen i Sälen.
Jeg har fået muligheden for at tale på Folk och Försvars Rikskonferens (den svenske folkelige forsvarskonference) under temaet At sikre samfundets livsnerve, trusler mod infrastrukturen. Jeg fokuserede på infrastruktur på havbunden. Her opsummerer jeg først mit hovedbudskab og derefter mine tre refleksioner.
Til søs under overfladen er det let at gemme sig. Derfor er detektion, identifikation og foranstaltninger til at stoppe igangværende sabotage eller ulykker meget ressourcekrævende på land og særligt til søs. Samfundet må arbejde med indirekte foranstaltninger, der beskytter samfundsfunktionen og ikke kablet.
Størstedelen af forstyrrelserne til søs og på land er en følge af ulykker og andre fejl, der opstår. Branchen arbejder allerede på at reducere sådanne risici. For eksempel ved at nedgrave kabler i områder med stor sandsynlighed for skader fra fiskeredskaber og ankre. Andre vigtige foranstaltninger er reparationskapacitet. At tage ansvar for sådanne foranstaltninger er operatørernes opgave, men samfundet skal også støtte ved at belønne pålidelighed. Selv ved forhøjet beredskab er det af stor betydning at arbejde med beskyttelse mod ulykker og fejl.
Med en god passiv beskyttelse kan statens ressourcer fokusere på beskyttelse mod større koordinerede angreb. Der er også visse situationer, hvor en ekstra beskyttelse er nødvendig. For eksempel når store indenlandske kraftproducenter er nede, eller samtidig med et større cyberangreb.
Elforsyning og datakabler er infrastruktur, der har gode muligheder for at blive beskyttet via redundans på land og til søs, men avanceret teknologi interagerer dybere end nogensinde i vores liv og organisationer. Vi skal derfor blive bedre til at udnytte den enkelte infrastrukturs styrker. Nutidens infrastruktur gør samfundet stærkere. Dette var også tydeligt i Sälen under blokket om økonomisk forsvar og sikre forsyningskæder.
En udvidet infrastruktur betyder, at de virkelig kritiske punkter bliver færre i antal, og at de situationer, hvor ekstra beskyttelse er nødvendig, også bliver færre. Men det bliver mere komplekst at analysere, hvor og hvornår ekstra beskyttelse er nødvendig. En sådan analytisk kapacitet vokser nu i betydning. For bedre at kunne arbejde med disse komplekse analyser og for at kunne henføre pludselige afbrydelser til den rette årsag, er der behov for mere information fra infrastrukturens mange fjerne lokationer. Informationen skal også deles mellem langt flere parter, statslige og kommercielle. Dette er en ny udfordring.
Samfundet skal også blive bedre til at værdsætte reserver og en mangfoldighed af løsninger, både proaktive og reaktive. En alt for koordineret beredskab risikerer at indbygge svagheder over for noget, vi ikke har forudset. Den bedste beskyttelse er foranstaltninger på systemniveau og organisatoriske foranstaltninger inden forhøjet beredskab, og gerne langt inden en konflikt opstår. Gerne med fantasi og mangfoldighed.
En hindring for at opnå endnu bedre infrastruktur er afstanden mellem politik og infrastrukturudvikling. Mine tre vigtigste refleksioner, tre udviklingsområder, handler alle om viden på dette område:
1. Politikere og overordnede myndigheder er mange gange for uvidende om egenskaberne ved forskellige typer infrastruktur og de systemiske aspekter. For eksempel forskellen mellem sårbarheden hos et specifikt kabel og systemets sårbarhed. Eller der tales for bredt om infrastruktur uden at skelne mellem datainfrastruktur på havbunden og jernbane. Under blokket om sikre handelsstrømme blev der også talt om faren ved nutidens ofte skabelonagtige analyser og ved at drage for vidtgående konklusioner fra den kolde krig. Forskellig infrastruktur har forskellige beskyttelsesbehov og forskellige forudsætninger for at blive beskyttet. Disse er også af en ny karakter sammenlignet med blot tredive år siden. Dette skal udvikles til mere specifikke råd til branchen om, hvad forskellige typer infrastruktur bør sigte mod, en relevant og tydelig målsætning.
2. Projektledere og ingeniører inden for infrastrukturbrancher ser mange forskellige muligheder for at tage forsvars- og sikkerhedshensyn, men ved for lidt om forsvars- og sikkerhedsbehov og går derfor glip af chancen for at lade små systemændringer gøre en stor forskel. De mangler ikke interesse, men ved ikke, hvor de kan drøfte disse spørgsmål for at finde en afbalanceret vej frem. Forudsætningerne for denne type uformel dialog skal skabes og vil dermed øge viden og skabe grundlag for bedre politik og bedre infrastruktur.
3. Der er situationer, hvor statens ressourcer kan have behov for at samles om vores infrastruktur, men analysen af, hvor og hvornår, er ikke enkel. Kompetencen hertil findes spredt over flere myndigheder og til tider primært inden for erhvervslivet. Hvordan dette skal foregå, skal udvikles yderligere.
Jeg kan også konstatere, at politikere i Sälen taler meget om »forsvarsindustri«, men når jeg ser på mange af de forsvarsudfordringer, der diskuteres i Sälen, er det ikke forsvarsindustrien, der sidder inde med svarene. De findes oftere i andre dele af vores ...