Den svenske regering har besluttet, at Försvarsmakten (Svenske Væbnede Styrker) skal udvide sin luftforsvarsevne ved at opbygge et fremtidigt territorielt luftforsvar. Investeringen beløber sig til cirka 15 milliarder svenske kroner.

I en pressemeddelelse fra den svenske regering angives det, at Försvarsmakten skal producere, uddanne og udstyre en række enheder, der skal kunne beskytte krigsstyrker, det militære forsvars mobiliseringsevne, byer og civil infrastruktur.

Ifølge pressemeddelelsen skal det territorielle luftforsvar hovedsageligt være korttrækkende, bestå af selvstændige enheder i kompagnistørrelse og bygge på enkle systemer, der kan kombineres med forskellige våben-, radar- og tekniske systemer. Enhederne skal være mobile eller knyttet til afgrænsede geografiske områder. En første samlet bestilling til industrien planlægges i første kvartal 2026.

– ”Erfaringerne fra krigen i Ukraine viser med al tydelighed, hvor afgørende et robust og vedholdende luftforsvar er. Ved at opbygge territorielle luftforsvarsenheder supplerer vi det eksisterende luftforsvar og styrker beskyttelsen af mobilisering og krigsstyrker. Det hæver tærsklen mod angreb, styrker Sveriges forsvarsevne og bidrager samtidig til Natos samlede afskrækkelse og forsvar,” siger Sveriges forsvarsminister Pål Jonson i pressemeddelelsen.

Pressemeddelelsen oplyser også, at regeringen tidligere har givet Myndigheten för civilt försvar (MCF), tidligere MSB (Myndigheten för samhällsskydd och beredskap), og Försvarsmakten til opgave at afgive en fælles vurdering af, hvordan byer og civil infrastruktur kan beskyttes mod trusler fra luften. Opgaven skal rapporteres den 16. februar 2026.