Sverige har netop fået en ny øverstbefalende, der tydeligt har peget på, at det er kampenheder, krigsorganisationen og kampberedskabet, der skal prioriteres.
"Mit fokus vil være at fortsætte med at styrke krigsorganisationen og skabe forudsætninger for, at vi sammen effektivt og målrettet kan levere på den forsvarsaftale, der venter os i december", sagde Claesson umiddelbart efter, at han overtog kommandoen over de svenske væbnede styrker (Försvarsmakten).
Det er glædeligt, at øverstbefalende også husker at levere på den politiske vilje. Den er lige så tydelig og mindst lige så ambitiøs: krigsopgave, krigsopgave, krigsopgave.
At fokus flyttes fra fredsorganisering til krigsorganisering er vigtigt på mange måder. Den vigtigste forskel er, at vi planlægger for, at vi vil gøre tingene anderledes, hvis det virkelig går galt.
Det er ikke, og har absolut ikke været, en selvfølge for alle, at vi skal kunne reorganisere os, når vi går fra at løse opgaver i fredstid til at løse opgaver i krig. Det vil kræve mere personel, større frihedsbegrænsninger og andre metoder.
Vi har historisk haft metoder til at løse dette problem, som i høj grad stadig er relevante. Pligtpersonel, der kan indkaldes, materieleudskiftning til mobiliseringsenheder og krigslovgivning for rekvirering af køretøjer og forsyninger. Men den absolut vigtigste komponent er at kunne skalere personalestyrken op med veløvet, kompetent og engageret personel. Til dette er reserveofficererne helt afgørende.
Reserveofficeren får det bedste fra to verdener. Uddannelse, erfaringer og metoder fra den militære profession, som næsten altid kommer til nytte. Lederskab, evne til at træffe beslutninger og planlægge under tidspres, forståelse for den overordnede chefs hensigt og hensyntagen til gruppen.
Samtidig kan reserveofficeren følge sine drømme ved at uddanne sig og arbejde med det, man brænder for. Reserveofficerer føler faglig stolthed og bidrager til samfundet som læger, ingeniører, lærere, jurister, økonomer, naturvidenskabsfolk og stort set alle andre akademiske erhverv. De driver virksomheder, er embedsmænd eller drevne medarbejdere i erhvervslivet og civilsamfundet.
De svenske væbnede styrker får også det bedste fra to verdener. Store mængder kompetent personel med en bred vifte af erfaringer og en faglig dybde, som myndigheden ikke engang kan drømme om at rekruttere til grundorganisationen eller konkurrere om på arbejdsmarkedet.
Samtidig skal personellet kun "betales", når det anvendes, dvs. ved uddannelse, øvelse og træning. Det er en hensigtsmæssig og omkostningseffektiv måde at opbygge kampenheder på. At have et internt bemandingsbureau af dygtigt personel, der kan hjælpe med at dække vakancer i den fredstidige virksomhed, er naturligvis et plus.
Samfundet er også en stor vinder. Reserveofficererne bidrager til det folkforankrede forsvar, hvorved rigets forsvar bliver en sag for alle og ikke kun for en lille gruppe, der tilfældigvis er personligt investeret i spørgsmålet.
Den frygtelige krig i Ukraine har forhåbentlig gjort det klart for alle, at det vigtigste for forsvarsevnen, uanset hvor stor og stærk fjenden er, er aldrig at lade forsvarsviljen vige og aldrig at give op.
Samtidig behøver samfundsøkonomien ikke at lide under, at værdifuld kompetence og arbejdskraft bindes op i de svenske væbnede styrker. I stedet fortsætter reserveofficererne med at redde liv i sundhedsvæsenet, bidrage til et succesfuldt erhvervsliv og styrke konkurrenceevnen gennem forskning og udvikling.
At reserveofficeren er en nøglekomponent i opbygningen af kampenheder og i væksten af krigsorganisationen er forhåbentlig ukontroversiellt. Det er positivt, at øverstbefalende med forsvarsledelsen, ligesom politikerne, også giver udtryk for dette på en utvetydig måde.
Men ligesom reserveofficeren er afgørende for de svenske væbnede styrkers vækst, er styrkerens ageren på mange måder afgørende for reserveofficeren.
Reserveofficerer har brug for rimelige og konkurrencedygtige vilkår. Det er reglen, at reserveofficerer går ned i løn, når de gør militærtjeneste, de mangler lovlig ret til tjenestefrihed, og de bliver på mange måder negativt forskelsbehandlet sammenlignet med deres fuldtidstjenestegørende yrkesofficerskollegaer.
Reserveofficersuddannelsen er ikke tilpasset den gruppe af højtpresterende akademikere, der er målgruppen for reserveofficerserhvervet. Der mangler forståelse for studerendes situation og præstationsevne, reglerne for studieafbrud, tilpasninger, studiestøtte og studieboliger tager som regel intet hensyn til tjeneste som reserveofficer, og vilkårene under uddannelsen er næppe udformet for dem, der er trådt ind på arbejdsmarkedet.
Reserveofficererne skal tages hånd om af deres arbejdsgiver som alt andet personel. Medarbejdersamtaler, karriereplanlægning og lønudvikling er lige så vigtigt for reserveofficerer som for yrkesofficerer. At have adgang til it-systemer, personligt udstyr og tjenestekort burde være en selvfølge.
Vigtigst af alt er det dog, at de svenske væbnede styrker opfanger dem, der ønsker og kan gøre tjeneste, så engagementets flamme holdes i live. Der er ingen enheder, der i den nuværende situation kan sige, at de ikke har brug for, ikke har råd til eller ikke har overskud til at give deres reserveofficerer mulighed for at gøre tjeneste.
Jeg ser med tillid på den rejse, som de svenske væbnede styrker og totalforsvaret som helhed skal gennemføre. Man kan kun håbe, at ord bliver til handling, og at vi én gang for alle fjerner de hindringer, der i dag står mellem forsvarsvilje og forsvarsevne.
Edvin Dribe, Ombudsmand
Förbundet Reservofficerarna (Den svenske Reserveofficersforening)