Nu lægger vi 2023 bag os, et intensivt år, hvor desværre flere krige og konflikter har været og fortsat er i fokus. Jeg ønsker, at jeg kunne sige, at 2024 er det år, hvor alt vil vende, men er der noget, vi har erfaret de seneste år, er det, at det, vi havde som det værst tænkelige scenarie i en hændelsesudvikling, desværre blev en realitet. Jeg tænker især på den fortsatte krig i Ukraine og Mellemøsten. I løbet af 2024 afholdes desuden forskellige valg, som medfører stor usikkerhed for fremtiden, for eksempel præsidentvalget i USA.
Ud af noget mørkt og tragisk kommer der alligevel noget positivt, og det er den enighed og styrke, som Sverige sammen med andre nationer har udvist. Den enighed, som også har ført til en svensk NATO-ansøgning. Det er en historisk begivenhed, at Sverige, som i flere hundrede år har hævdet sin alliancefrihed, nu vælger at blive en del af en alliance. Når jeg reflekterer over årsagen til ansøgningen, bliver jeg både ked af det og vred, men det er denne vej, vi må vælge.
Jeg skal være helt ærlig: jeg troede ikke, at jeg i løbet af min militære karriere ville opleve en svensk ansøgning, det har i mange år været et ikke-spørgsmål. I de svenske væbnede styrker (Försvarsmakten) har vi samtidig i mange år hævdet, at sikkerhedssituationen i vores omverden er usikker, og at forringelser kan ske hurtigt, hvilket vi har måttet forholde os til, hvad angår vores egen militære kapacitet. Vi har derfor haft en tankegang, hvor vi skal være forberedt på alt, men jeg så dengang ikke en krig i Europa eller et NATO-medlemskab foran mig.
Apropos NATO-medlemskabet: bliver Sverige medlem af alliancen, hvorfor trækker det ud, har vi for lidt at tilbyde rent militært, kunne vi ikke bare være en partner som tidligere, og hvorfor er jeg og NATO-delegationen i Bruxelles, hvis vi ikke er medlemmer? Dette er spørgsmål, jeg ofte får. Jeg kan forstå spørgsmålene, det er jo de facto gået langt over et år, siden Sverige ansøgte om medlemskabet, og jeg selv var temmelig indstillet på, at mit arbejde som Sveriges militære repræsentant for NATO og EU i Bruxelles ville foregå under NATO's flag.
For mig er det dog let at besvare spørgsmålene. Selve medlemskabet er en politisk proces, som må have sin gang. Vores geografiske placering og vores viden på land-, luft- og søarenaen i vores region vil jeg påstå er unik. Hvad angår vores bidrag ud fra et militært perspektiv, har vi meget at byde på. Allerede før krigen i Europa havde Försvarsmakten indledt vores udvikling, som vi kalder vækst, hvor opgaven var og er at øge vores militære kapacitet. Dette påbegyndte arbejde vil vi have gavn af inden for alliancen. Vi har en velfungerende forsvarsplanlægning, som relativt let lader sig integrere i NATO's forsvarsplanlægning.
Vi er også kommet langt i udviklingen af vores totalforsvar (Totalförsvar), hvor der er stor interesse fra andre lande i alliancen for at gennemføre en tilsvarende udvikling som Sverige.
I hele vækst- og udviklingsprocessen må vi samtidig huske, at vi startede på et relativt lavt niveau, idet vi kom fra en periode med flerårig nedlæggelse af både forsvaret og totalforsvaret. Uanset det er det min opfattelse, at vi har kapaciteter at regne med. Det største bidrag vil jeg påstå er vores kompetente og loyale personel.
NATO-delegationen i Bruxelles har siden slutningen af 1990'erne spillet en vigtig rolle i forholdet mellem Sverige og NATO. Arbejdet her på NATO-delegationen er naturligvis blevet intensiveret siden vores ansøgning. NATO-delegationen består af en politisk, en forsvars- og en militær afdeling, som ledes af den svenske ambassadør. Vi former og håndterer tilsammen den svenske position i de spørgsmål, som NATO drøfter forud for de beslutninger, alliancen træffer. Min rolle er at fremføre det militære syn og den militære logik i spørgsmålene. Indtil videre må vi ikke deltage i beslutningstagningen, men for mig er det vigtigt, at vi allerede nu tager plads og er aktive i alle spørgsmål. Jeg oplever, at vores synspunkter tages meget alvorligt, hvilket også er et resultat af vores langvarige samarbejde.
Jeg indledte med at nævne nogle ord om igangværende konflikter, og jeg vil også afslutte med nogle refleksioner om sikkerhedssituationen.
På trods af vores og hele den vestlige verdens bestræbelser på at skabe stabilitet og sikkerhed ser udviklingen fortsat dyster ud. Det er let at havne i en opgivelse og mene, at alle vores anstrengelser for at finde varige løsninger på konflikter har været forgæves, og at vi derfor holder op med at stræbe videre. For mig er det vigtigt, at vi ikke sander fast i en pessimisme og mister troen på det, vi gør. Uanset hvor håbløst det end kan opleves, mener jeg, at det er vigtigere end nogensinde, at vi sammen med NATO og andre partnere fortsætter vores arbejde. Vi må aldrig miste troen eller håbet på det, vi gør. Både Sverige og NATO er blevet stærkere end nogensinde. Vi har et fælles ansvar, og det har vi at leve op til.
Viceadmiral Jonas Haggren