Den anden korvet i Finlands nye Pohjanmaa-klasse er nu søsat i Rauma (vestlige Finland). Dermed er samtlige fire skibe inden for det finske Squadron 2020-program nu under bygning samtidigt, ifølge pressemeddelelser fra Finlands forsvarsmagt og Rauma Marine Constructions (RMC).
Projektet med Pohjanmaa-klassen skrider frem mod målet om at færdigstille fire skibe til 2029. Skibene skal tages i tjeneste gradvist.
"Det her er et vigtigt øjeblik, ikke kun for flåden, men også for den finske marineindustri. Det er glædeligt, at alle fire skibe nu er under bygning, hvoraf to allerede er søsat," siger flådechef Tuomas Tiilikainen i pressemeddelelsen.
"Selv om projektet har været krævende og har medført visse mindre forsinkelser, er det lykkedes os at holde tidsplanen relativt godt," tilføjer Tiilikainen.
Korvetterne i Pohjanmaa-klassen er udviklet til Østersøens skiftende forhold og bygges af RMC og datterselskabet RMC Defence Oy.
"Korvetterne er nu i serieproduktion, og vi repræsenterer det højeste niveau inden for skibsbygningsteknik. Samtidig må det siges, at systemintegration og elarbejde har været meget udfordrende," siger RMC's direktør Mika Nieminen i selskabets pressemeddelelse.
Korvetterne er konstrueret til at operere i Østersøen, også under vinterforhold med is. Skibene skal udgøre rygraden i den finske flådes fremtidige operative kapacitet og tages i tjeneste gradvist mellem 2027 og 2029.

