Saab har modtaget en ordre på det rekylfrie granatgevær Carl-Gustaf. Ordreværdien er cirka 1,3 milliarder kroner, og leverancer er planlagt til de to kommende år, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Saab har haft flere betydningsfulde ordrer på granatgeværet og tilhørende ammunition for nylig. I oktober modtog virksomheden en bestilling fra Japan, som har anvendt granatgeværet siden 1979, om 300 yderligere granatgeværer. Måneden før lavede USA en miljardbestilling, som blandt andet omfattede ammunition til netop Carl-Gustaf.

- Dette er endnu et bevis på, at Carl-Gustaf er førstevalget for forsvarsmagter i mange dele af verden. Det er et system, som soldaterne stoler på ude på slagmarken, siger Görgen Johansson, chef for Saabs forretningsområde Dynamics i pressemeddelelsen.

Saab skriver, at de ikke vil offentliggøre yderligere information om bestillingen eller om kunden. De henviser til »branchens karakter og omstændigheder, der vedrører kunden«.

I sidste uge meddelte Saab, at de havde modtaget en ordre til en værdi af cirka 4,3 milliarder kroner fra »et ikke navngivet land i den vestlige verden«. Forklaringen på at tilbageholde informationen dengang var også »branchens karakter og omstændigheder, der vedrører kunden«, samt nationale sikkerhedsinteresser som yderligere årsag.