Saab meddeler på sin hjemmeside, at selskabet i december måned modtog en bestilling på panservåbnet AT4 fra den franske indkøbsmyndighed for forsvarsmateriel, Direction Générale de l’Armement. Ordreværdien beløber sig til cirka 24 millioner EUR (svarende til cirka 230 millioner SEK) med leverancer i løbet af 2023. Ordren blev registreret i Q4 2022.

AT4-familien er en serie letvægts og bærbare engangsvåben, der er nemme at anvende. De kan bruges mod blandt andet kampvogne og tunge kampkøretøjer samt trusler inde i bygninger eller bag beskyttelse.

– Vi er stolte over, at Frankrig igen vælger AT4. Systemet vil bidrage til at give de franske væbnede styrker den kampkraft, der kræves for at have overtaget på slagmarken, siger Görgen Johansson, chef for Saabs forretningsområde Dynamics.

Frankrig har tidligere bestilt varianterne AT4CS ER (Extended Range), AT4CS HE (High Explosive) og AT4CS AST (Anti-Structure). AT4-familien kaldes i Frankrig Roquette NG (Nouvelle Génération).