Europa køber en ny våbenklasse med et gammelt regelsæt. Christine Thaagaard fra Robotto, en dansk autonomivirksomhed, argumenterer for, at envejs-angrebsdroner har mere til fælles med ammunition end med de rekognosceringsdroner, de normalt indkøbes sammen med. Behandler man dem sådan, kan de nordiske lande vinde på det: software frem for flykrop, og pris per effekt.

Bed en europæisk indkøbsansvarlig om at købe en rekognosceringsdrone, og der findes en veltrådt sti at følge. Der er en kategori, en indkøbskode, et sæt standarder og en doktrin, der fastlægger, hvad tingen skal bruges til. Bed den samme person om at købe en envejs-angrebsdrone, en patrullerende ammunition (loitering munition), og det meste af dette forsvinder. Våbnet er ankommet hurtigere end det regelsæt, der skulle styre det.

»Droneområdet er i dag før-doktrinært,« siger Christine Thaagaard, som leder regeringsrelationer uden for Danmark for autonomivirksomheden Robotto. »Der findes kun doktrinudkast, som svæver rundt. Og når man ikke har en doktrin, har man ikke en direkte vej til at indkøbe og indføre teknologien.«

Robotto er kommet igennem NATO's DIANA-accelerator og er en af ti virksomheder udvalgt til Det Europæiske Forsvarsagenturs (EDA) Sentinel Strike Challenge, en priskonkurrence, der er sat op for at give forsvarsministerier solide præstationsdata om patrullerende ammunition snarere end at indkøbe nogen af dem. Spørgsmålet om, hvordan man køber dem, er netop det, Thaagaard mener er uafklaret.

I praksis lander byrden hos indkøbsansvarlige. De indkøber stort set det, de bliver bedt om at indkøbe, påpeger Thaagaard, frem for selv at beslutte, hvilke kapaciteter der skal indsættes. Når en kapacitet er før-doktrinær, er der ofte ingen budgetpost at købe den under. Indkøbskatalogerne, bemærker hun, har ingen dedikeret kode for envejs-effektorer. I stedet bliver de registreret under de bredere dronekategorier, hvilket betyder, at de bliver købt og evalueret som droner.

Det er efter hendes mening kernen i sagen. En rekognosceringsdrone og en angrebsdrone leverer meget forskellige kapaciteter og kræver lige så forskellig evaluering. ISR-droner (overvågnings- og rekognosceringsdroner) er en moden, bredt udbredt teknologi, og Thaagaard roser den del af markedet for at have gjort »et fremragende arbejde« med interoperabilitet, rækkevidde og at finde sin plads. Angrebsdroner er noget andet. De er på vej til at overtage en del af det arbejde, som tidligere blev udført af haubitser og anden artilleri, og hun argumenterer for, at de bør indkøbes på samme måde som artillerigranater: som et forbrugsgode, designet og produceret i stor skala, hvor værdien ikke ligger i flykroppen, men i hvad den rent faktisk kan udrette.

Robottos svar er at adskille softwaren fra flykroppen, og Thaagaard griber til en hverdagssammenligning.

»Man får ikke ét kørekort til en Mercedes og et andet til en Suzuki. Man får ét kørekort, så man kan køre dem alle,« siger hun. »Det er meget sådan, vi ser det. Man bør ikke kun indkøbe to leverandører. Man bør indkøbe et system, der har leverandører under sig, så man kan sprede den risiko.«

Interviewet fortsætter nedenfor.

Pre-doktrin: omkostning per effekt, ikke per droneFoto: Robotto

I praksis betyder det et kontrollag på kantniveau, der sidder mellem kommando- og kontrolsystemer som Delta og ATAK og selve dronen, og som giver den navigation, når GPS bliver jammet eller nægtet, og styrer den ind mod målet. Det er den samme software, uanset om den flyver en quadcopter, et fastvinget fly eller noget større, og ifølge Robotto er den kampafprøvet på dem alle. Den samme tilgang, mener hun, kan udvides til enhver engangs-UAV, herunder modforanstaltnings-interceptorer mod droner, som ligeledes kun flyves én gang for at opnå en effekt, og som efter hendes opfattelse bedst indkøbes som et softwarestyret system frem for én lukket platform ad gangen.

Køb den nye våbenklasse med den gamle skabelon, advarer hun, og risiciene lægger sig oven i hinanden. En stat, der evaluerer angrebsdroner på samme måde, som den evaluerer ISR-droner, ender typisk med en eller to leverandører, der hver især driver deres eget lukkede system.

»Hver gang man udskifter en af dem, skal man genoptrænes til den nye drone,« siger Thaagaard. »Så man skaber et konstant behov for at understøtte disse virksomheder på lang sigt, for hvis man skal udskifte dem, skal man genoptræne hele sin styrke.« Køberen ender også med at bære en større del af produktionsrisikoen, og i en krig, der blev varm, bemærker hun, kunne en enkelt leverandørs forsyningskæde blive det svage led.

Pointen med et fælles softwarelag er i denne læsning ikke kun robusthed, men også variation. Thaagaard tilskriver Ukraines droneprogram dets succes netop fordi det er mangfoldigt og kører omkring tredive forskellige flykropstyper frem for to, hvilket holder modstanderen i uvished om, hvad der kommer næst. Hun ser det klareste tegn på, hvor indkøbspolitikken er på vej hen, i USA, hvor flyvevåbnet valgte en autonomisoftware, Shield AI's Hivemind, og fik den integreret på en separat ubemandet flykrop: softwaren og hardwaren blev udvalgt hver for sig på deres egne meritter og bedt om at fungere sammen.

Hvis flykroppe er forbrugsgoder, må måden, man sammenligner dem på, også ændre sig. Thaagaards foretrukne målestok er pris per effekt: de brugte flykroppe plus licensen, opdateringerne, jordudstyret og træningen, divideret med antallet af mål, der faktisk er ramt, frem for dronens listepris. Det er, argumenterer hun, artilleriets tankegang, vendt mod et nyt våben.

Den forskel, det gør, er ikke lille. FPV-droner, der flyves uden autonomi, lander ifølge hende et sted omkring en træfprocent på 30 til 40 procent. Ved et nyligt operativt forsøg i Tjekkiet nåede Robottos software, en ældre version, som teamet ikke havde rørt i halvandet år, op på 80 procent, et tal hun er hurtig til at sige, at virksomheden placerer sig over med sit nyere fastvingede arbejde. Selv det hul, bemærker hun, er en stor forbedring i pris per effekt.

Intet af dette, understreger Thaagaard omhyggeligt, er en klage over dem, der står for indkøbene. Givet et før-doktrinært felt uden faste standarder at læne sig op ad, mener hun, at Europas indkøbsorganer, herunder Danmarks eget, »gør et fantastisk arbejde med at forsøge at finde ud af det.« Hendes argument er rettet et skridt længere opstrøms: mod selve spørgsmålet. Tag de erfaringer, der kommer ud af Ukraine, og den softwarecentrerede måde, EDA's egen konkurrence bedømte disse systemer på, og omsæt dem til noget, der passer til NATO og de nordiske lande. Fastlæg, hvad en angrebsdrone er, og hvordan man måler den, og indkøbspolitikken følger med.