Politi i krig

Patrik Thunholm er politibetjent, reserveofficer og forfatter. Tidligere har han arbejdet som analytiker ved det svenske Forsvarets Forskningsinstitut (FOI) og været uddannelseschef ved EU-missionen i Mali. I FSN Perspektiv skriver han om et fremtidigt scenarie om, hvordan et krigsudbrud udvider politiets opgaver og belastninger.

Sverige befinder sig i krig. Den første bølge af angreb mod strategiske mål i Stockholm (hovedstaden i Sverige) resulterede i alvorlige skader på infrastrukturen og mange dødsfald. Nu, i en by præget af kaos, er artilleribeskydning og droneangreb hverdag. VMA-signalet (Viktigt Meddelande till Allmänheten) runger gennem byens gader, en konstant påmindelse om truslen ovenfra og farerne omkring. De svenske væbnede styrker (Försvarsmakten) og politiet står i frontlinjen. Politiet arbejder utrætteligt med at sikre kritisk infrastruktur og dirigere trafik under militære operationer, trods flygtningestrømme og forladte køretøjer, der blokerer vejene. Kriminelle netværk udnytter situationen til tyveri og menneskesmugling, både inden for og uden for landets grænser. Der er mistanke om, at visse netværk samarbejder med den fremmede magt og bistår dem gennem sabotage og andre handlinger for at støtte fjendens krigsindsats. Politiet styres nu fra alternative ledelsessteder, hvor alt fra krigsforbryderundersøgelser til koordinering af international støtte håndteres i en kamp for at bevare nationens sikkerhed og stabilitet.

Krig ville have enorm indflydelse på politiet, med udvidet opgave og en drastisk ændret operationsmiljø fyldt med psykologiske belastninger. Vores ændrede sikkerhedssituation og erfaringer fra Ukraine viser tydeligt behovet for at ruste os til lignende situationer.

I krig ville politiet stå over for øget arbejdsbyrde og udvidede opgaver, som at opretholde orden og sikkerhed, samtidig med at de støtter de væbnede styrker. Dette inkluderer trafikdirigering, overvågning, evakuering, afspærring og grænsekontrol. Hverdagen kunne handle om at modvirke plyndring, undersøge krigsforbrydelser og bistå med assistance ved udtagning af personale og ejendom til totalforsvarets behov. Politiet ville også skulle bistå militæret i sikkerhedsoperationer og støtte evakueringer af civile fra farlige områder. Den ændrede problemstilling ville tvinge til omprioriteringer og føre til ændrede opgaver, der kræver nye evner.

Erfaringer fra Ukraine viser den lave respekt for krigens love fra russisk side. Politistationer, politibiler og politipersonale har været legitime mål. Den svenske politimyndighed (Polismyndigheten) må derfor forberede sig på, at krigens love ikke vil blive respekteret i en fremtidig krig, hvilket indebærer stor risiko for skader og død blandt politipersonale. At operere i konfliktområder indebærer konstant risiko for beskydning, miner og andet vold. Politiet ville ofte blive mål for angreb, hvilket ville føre til tab og skader blandt personalet. For at håndtere denne trussel kan politiet have behov for at udvikle nye taktikker og sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte sig selv og civile.

De moralske og psykologiske belastninger for politiet ville være enorme. Den øgede stress og de konstante risici ville sandsynligvis påvirke moralen og velbefindendet hos politipersonalet negativt. Politibetjente og deres familier ville blive påvirket direkte af krigen, hvilket ville føre til et øget behov for psykologisk støtte og indsatser for at håndtere traumer. Den konstante frygt for direkte og indirekte beskydning ville skabe et intenst og belastende arbejdsmiljø. At håndtere disse udfordringer kræver en ny og måske militær tankegang samt omfattende investeringer i psykosocial støtte for at sikre, at politibetjente kan udføre deres opgaver effektivt. Den høje risiko for skader og dødsfald blandt politibetjente stiller også krav om kontinuerlig opfyldning af personale gennem rekruttering og uddannelse.

Det er klart, at politimyndigheden ville stå over for en række krævende opgaver under et væbnet angreb. At krigsplacere politipersonale er godt, men at bygge en fungerende krigsorganisation og øve den til de beskrevne udfordringer tilhører de virkelige vanskeligheder. Derfor må politimyndigheden styrke sin beredskab og sikre tilstrækkeligt med personale til at løse varierende opgaver over hele konfliktskalaen. Dette inkluderer at forberede sig på store personelle tab i krig og allerede nu arbejde for sikret udholdenhed gennem personaleforsyningsstrategier.

Det ændrede operationsmiljø og de store psykologiske belastninger kræver nye taktikker og en bredere sikkerhedstænkning. Erfaringer fra Ukraine viser, at politibetjente kan blive legitime mål, hvilket understreger behovet for grundig forberedelse og støtte. Dette kan indebære ny beskyttelsesudstyr og anden forstærkningsbevæbning end den, der findes i dag. Politimyndigheden må også sikre logistiske strømme for at håndtere øgede belastninger og skader på udstyr, som krig indebærer. Dette inkluderer at bygge lagre af nødvendig materiel, sikre transporter og vedligeholdelse samt udvikle strategier for at opretholde operativ kapacitet under intense og langvarige krisesituationer. I dette kan samarbejde med private aktører være afgørende.

Politiet er en kritisk del af det civile forsvar, og uden et velfungerende sådant er det ikke muligt at opretholde et effektivt militært forsvar. Militære og civile forsvarsindsatser er nemlig intimt forbundet i totalforsvaret. Derfor er det afgørende at sætte fokus på politiets beredskabsspørgsmål. I betragtning af den nuværende situation og den anstrengte situation...