Efter to års krig er freden endelig kommet til Sverige. Flere byer er ødelagte, men en stærk solidaritet og genopbygningsånd gennemsyrer landet. Borgere arbejder side om side for at genopbygge det, der engang var, og samtidig hele krigens sår. Under krigen har visse landområder stået under svensk kontrol, mens andre har været besat eller generobret. I de tidligere besatte områder genoprettes infrastrukturen nu, og det svenske retssystem genindføres. I kølvandet på angriberens tilbagetrækning indledes desuden flere efterforskninger af krigsforbrydelser for at stille de ansvarlige til regnskab, mens mange svenske borgere anholdes og tiltales for samarbejde med fjenden. International støtte strømmer ind og bidrager til at skabe stabilitet og fremtidstro. På trods af mørke tider er der en stærk vilje til at opbygge et bedre og mere sikkert Sverige.
Før Ruslands brutale og fuldskala invasion af Ukraine i februar 2022 var der få, der overhovedet kunne forestille sig, at krig ville kunne nå de svenske grænser. Den geopolitiske situation har imidlertid ændret sig og gjort os smertefuldt bevidste om, at ingen nation er immun over for væbnet konflikt. Det svenske syn på national sikkerhed og forsvar har ændret sig og tvunget os til at genoverveje tidligere strategier og prioriteter. Flere taler nu om krigen, mens det stadig er få, der taler om en efterkrigstid. Det er ikke mærkeligt i sig selv, da det er menneskeligt at fokusere på det, der ligger nærmest. Dette fokus afspejles både i den offentlige debat og i forskningen. Et tydeligt eksempel på dette er den nu ti år gamle FOI-rapport Civilt försvar, en forskningsöversikt (Civilt forsvar, en forskningsoversigt), hvori forfatteren Fredrik Lindgren analyserer omkring 80 videnskabelige rapporter. Af hans gennemgang (s. 36) fremgår det blandt andet: "Set i forhold til fordelingen mellem de forskellige faser i arbejdet med civilt forsvar (før, under, efter) er den allertydeligste observation, at fasen 'efter' behandles i meget ringe omfang i det undersøgte materiale. Ingen rapport har denne fase som omdrejningspunkt for fremstillingen." Denne observation peger ikke blot på huller i forskningen, men også på behovet for mere diskussion om de udfordringer, der kan opstå i en eventuel efterkrigstid.
Lad os derfor åbne døren til dette område. Når krigen endelig slutter, kan vi stå over for en virkelighed, hvor svenske landområder har været besat af fjenden. Visse steder kan der have raset kampe, mens andre områder kan være blevet skånet for direkte kamphandlinger. I de områder, der har stået under angriberens kontrol, kan besættelsesmagten have etableret sin egen myndighedsstruktur, herunder et politikorps. Med dette for øje kan den samfundsmæssige og politimæssige genopbygning variere betydeligt afhængigt af, hvor udsat og påvirket et område har været under krigen. En af flere udfordringer, der herved kan opstå, er, hvordan samfundet, herunder politiet, skal forholde sig til de personer (eksempelvis offentligt ansatte) der har arbejdet for besættelsesmagten under krigen. Disse personer kan være blevet lokket eller tvunget til at samarbejde med angriberen på forskellige måder. Det kunne for eksempel dreje sig om indirekte medvirkende, men også om dem, der måske direkte har udøvet tortur eller dødelig vold mod egne borgere.
Når freden endelig er indtruffet, kan den kollektive glæde over, at krigen er ovre, hurtigt blandes med vrede og had mod dem, der har samarbejdet med fjenden. Det er ikke urimeligt, at en sådan situation kan føre til krav om dødsstraf. Her kan samfundet stå over for den vanskelige opgave at balancere borgernes krav om retfærdighed og gengældelse mod behovet for at opretholde en retsstatlig orden, der ikke kaster os tilbage til middelalderlig retspleje. Dette kan blive en vanskelig balancegang, hvor retfærdighed og forsoning må vejes mod hinanden, mens samfundets integritet og humanitære værdier bevares. Ud over de folkevalgte politikere vil retsvæsenet også spille en central rolle i en sådan situation.
For at genoprette tilliden til retssystemet skal politiet blandt andet sikre, at efterforskninger af krigsforbrydelser og samarbejde med fjenden gennemføres grundigt, transparent og upartisk. Det handler om at vinde borgernes tillid og tydeliggøre, at retfærdighed sker fyldest på en legitim måde. Sideløbende hermed vil politiet skulle arbejde for at opretholde lov og orden i de tidligere besatte områder, hvilket indebærer håndtering af eventuelle konflikter og sikkerhedstrusler, der kan opstå, når disse samfund reintegreres.
Fra historien kan vi hente flere lærdommer, der kan vejlede os nu og i fremtiden. Efter afslutningen på Anden Verdenskrig stod det norske politi eksempelvis over for store udfordringer, dels på grund af det vakuum, som den tyske besættelse efterlod, og dels på grund af den samfundsstrukturelle genopbygning af landet. Flere politibetjente havde været nødt til at samarbejde med besættelsesmagten, og efter krigen blev der gennemført udrensninger i korpset for at fjerne kriminelle og nazistiske kollaboratører. Samtidig blev politibetjente, der var blevet afskediget eller tvunget under jorden under krigen, genansat, hvilket bidrog til at genoprette et professionelt og pålideligt korps. Det norske politi spillede desuden en vigtig rolle i retssagerne mod krigsforbrydere og kollaboratører og håndterede samtidig strømme af flygtninge, sort handel med mere.
Selv om krigen og dens traumer heldigvis ikke har nået os (endnu), er tiden til forberedelse nu. Ved at integrere efterkrigsaspekter i nationale forsvarsstrategier kan vi udforme holistiske og robuste forsvarsplaner, der ikke blot forbereder os på krigen, men også fremmer bæredygtig fred og god genopretning. Det er derfor vigtigt, at vi udvider vores forsvarsdiskussion til også at omfatte efterkrigsperioden. Kun da kan vi være fuldt forberedte på alle faser af en konflikt og sikre, at Sverige ikke blot overlever, men også formår at håndtere eftervirkningerne af en krig og hele dens sår.
Patrik ThunholmPolitibetjent, reserveofficer og forfatter