Patrik Thunholm har tidligere arbejdet som analytiker ved det svenske forsvarsforskningsinstitut FOI (Totalförsvarets forskningsinstitut) og har været uddannelseschef ved EU-missionen i Mali. I dag er han politimand, reserveofficer og forfatter. Han har tidligere skrevet i FSN om Politi i konfliktens gråzone og Politi i krig. I dagens Perspektiv skriver han om politiarbejde i efterkrigstiden. Krigen er måske forbi, men den virkelige udfordring begynder bagefter: Hvordan skal Sverige genoprette retssystemet og håndtere dem, der samarbejdede med fjenden?

Efter to års krig er freden endelig kommet til Sverige. Flere byer er ødelagt, men en stærk solidaritet og genopbygningsånd gennemsyrer landet. Borgerne arbejder side om side for at genopbygge det, der var, samtidig med at de heler sårene efter krigen. Under krigen har visse landområder været under svensk kontrol, mens andre har været besat eller generobret. I de tidligere besatte områder genoprettes nu infrastrukturen, samtidig med at det svenske retssystem genindføres. I kølvandet på angriberens tilbagetrækning indledes desuden flere krigsforbrydelsesefterforskninger for at drage ansvarlige til ansvar, mens mange svenske borgere anholdes og tiltales for samarbejde med fjenden. International støtte strømmer ind, hvilket bidrager til at skabe stabilitet og fremtidstro. På trods af mørke tider findes der en stærk vilje til at opbygge et bedre og mere sikkert Sverige.

Før Ruslands brutale og fuldskala invasion af Ukraine i februar 2022 var der få, der overhovedet kunne forestille sig, at krig ville kunne nå de svenske grænser. Den sikkerhedspolitiske situation har dog ændret sig og gjort os smerteligt bevidste om, at ingen nation er immun over for væbnet konflikt. Det svenske syn på national sikkerhed og forsvar har ændret sig og har tvunget os til at revurdere tidligere strategier og prioriteringer. Flere taler nu om krigen, mens det stadig er få, der taler om en efterkrigstid. Dette er ikke underligt i sig selv, eftersom det er menneskeligt at fokusere på det, der ligger nærmest. Dette fokus afspejles både i den offentlige debat og i forskningen. Et tydeligt eksempel på dette er den nu ti år gamle FOI-rapport Civilt försvar, en forskningsöversikt, hvori forfatteren Fredrik Lindgren analyserer firs videnskabelige rapporter. Af hans gennemgang (s. 36) fremgår blandt andet: »Set til fordelingen mellem forskellige faser i arbejdet med civilt forsvar (før, under, efter) er den allertydeligste iagttagelse, at fasen 'efter' behandles i meget begrænset omfang i det undersøgte materiale. Ingen rapport har denne fase som fokus for fremstillingen.« Denne observation peger ikke blot på forskningshuller, men også på behovet for mere diskussion om de udfordringer, der kan opstå i en eventuel efterkrigstid.

Så lad os åbne døren på klem til dette område. Når krigen endelig slutter, kan vi stå over for en virkelighed, hvor svenske landområder har været besat af fjenden. Nogle steder kan kampe have raset, mens andre områder kan være blevet forskånet for direkte kamphandlinger. I de områder, der har stået under angriberens kontrol, kan besættelsesmagten have etableret sin egen myndighedsstruktur, herunder politivæsen. Med dette for øje kan den samfundsmæssige og politimæssige genopbygning variere betydeligt afhængigt af, hvor udsat og påvirket et område har været under krigen. En af flere udfordringer, der kan opstå i den forbindelse, er, hvordan samfundet, herunder politiet, skal forholde sig til de personer (for eksempel offentligt ansatte), der har arbejdet for besættelsesmagten under krigen. Disse personer kan være blevet lokket eller tvunget til at samarbejde med angriberen på forskellige måder. Det kunne for eksempel dreje sig om indirekte muliggørere, men også om dem, der måske direkte har udøvet tortur eller dødelig vold mod egne borgere.

Når freden først er indtruffet, kan den kollektive glæde over, at krigen er slut, hurtigt blandes med vrede og had mod dem, der har samarbejdet med fjenden. Det er ikke urimeligt, at en sådan situation kan føre til krav om dødsstraf. Her kan samfundet stilles over for den svære opgave at afveje borgernes krav om retfærdighed og gengældelse mod behovet for at opretholde en retsstatslig orden, der ikke kaster os tilbage til middelalderlig retspleje. Dette kunne blive en svær balancegang, hvor retfærdighed og forsoning må afvejes mod hinanden, samtidig med at samfundets integritet og humanitære værdier bevares. Ved siden af de folkevalgte politikere vil også retsvæsenet spille en central rolle i en sådan situation.

For at genoprette tilliden til retssystemet skal politiet blandt andet sikre, at efterforskninger af krigsforbrydelser og samarbejde med fjenden gennemføres grundigt, gennemsigtigt og upartisk. Det handler om at vinde borgernes tillid og tydeliggøre, at der skabes retfærdighed på en legitim måde. Sideløbende hermed vil politiet skulle arbejde for at opretholde lov og orden i de tidligere besatte områder, hvilket indebærer at håndtere eventuelle konflikter og sikkerhedstrusler, der kan opstå, når disse samfund genintegreres.

Fra historien kan vi hente flere erfaringer, der kan vejlede os nu og i fremtiden. Efter Anden Verdenskrigs afslutning stod for eksempel det norske politi over for udfordringer, dels på grund af det vakuum, som den tyske besættelse efterlod, dels på grund af den samfundsstrukturelle genopbygning af landet. Flere politifolk havde været nødt til at samarbejde med besættelsesmagten, og efter krigen blev der gennemført udrensninger inden for korpset for at fjerne kriminelle og nazistiske kollaboratører. Samtidig blev politifolk, der var blevet afskediget eller tvunget under jorden under krigen, genindsat, hvilket bidrog til at genoprette et professionelt og pålideligt korps. Det norske politi spillede desuden en vigtig rolle i retsprocesserne mod krigsforbrydere og kollaboratører, samtidig med at de også håndterede flygtningestrømme, sortbørshandel med mere.

Selvom krigen og dens traumer heldigvis ikke har nået os (endnu), er tiden til forberedelser nu. Ved at integrere efterkrigsaspekter i de nationale forsvarsstrategier kan vi udforme holistiske og robuste forsvarsplaner, der ikke blot forbereder os på krigen, men også fremmer en bæredygtig fred og god genopretning. Det er derfor vigtigt, at vi udvider vores forsvarsdebat til også at omfatte efterkrigsperioden. Kun da kan vi være fuldt forberedt på alle faser af en konflikt og sikre, at Sverige ikke blot overlever, men også klarer efterdønningerne af en krig og heler fra dens sår.

Patrik Thunholm
Politimand, reserveofficer og forfatter