Paula Folkes er tiltrådt som generaldirektør for Natos støtte- og indkøbsorganisation NSPA (NATO Support and Procurement Agency). Hun efterfølger Stacy Cummings, som forlader posten efter fem år, hvor organisationens årlige forretningsomfang er steget fra 3,2 milliarder euro til over 11 milliarder euro.
Folkes tiltrådte den 1. september, skriver NSPA i en pressemeddelelse. Hun kommer senest fra en stilling som viceminister med ansvar for forsvars- og marineindkøb i den canadiske statsforvaltning.
Tidligere har Folkes blandt andet været generaldirektør for forsvarsindkøb ved Canadas ambassade i USA, hvor hun havde ansvaret for et team, der stod for canadiske anskaffelser gennem USA's Foreign Military Sales-program. Hun har også arbejdet med projektet om at udskifte Canadas CF-18-kampfly.
NSPA oplyser i en separat pressemeddelelse om Cummings' afgang, at organisationen under hendes mandat også opnåede rammeaftaler med industrien med en samlet maksimumværdi på 70 milliarder euro. Blandt de større indkøb i perioden er en kontrakt på op til 1.000 Patriot GEM-T-missiler til en værdi på over fire milliarder euro.
– Jeg er beæret over at overtage som generaldirektør for NSPA i en afgørende fase, hvor organisationen spiller en stadig vigtigere rolle i at hjælpe de allierede med at opnå et effektivt forsvar og en effektiv afskrækkelse, siger Paula Folkes i NSPA's pressemeddelelse.

