Det danske Hjemmeværn har fornyet sine samarbejdsaftaler med de territoriale forsvarsorganisationer i Estland, Letland og Litauen. Aftalerne blev underskrevet i forbindelse med det årlige nordisk-baltiske SCANBAL-møde i Riga, Letland.
Aftalerne blev underskrevet af chefen for Hjemmeværnet, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, og cheferne for de tilsvarende organisationer i de tre baltiske lande, skriver Hjemmeværnet. Aftalerne opdateres hvert andet år, og samarbejdet omfatter blandt andet fælles uddannelse, øvelsesudveksling og værtsnationsstøtte.
Ifølge Hjemmeværnet har samarbejdet med de baltiske organisationer stået på siden 1993. Danmark har tidligere blandt andet bidraget med lederskabs- og instruktøruddannelser, mens vidensudvekslingen i dag også går den modsatte vej. Det danske Hjemmeværn har eksempelvis deltaget i taktiske droneskurser hos sine baltiske samarbejdspartnere.
I en pressemeddelelse fra den lettiske Zemessardze fremgår det, at årets SCANBAL-konference fokuserede på regionale sikkerhedsudfordringer, fælles uddannelsesmål og udviklingen af totalforsvaret. Et centralt emne var erfaringerne fra krigen i Ukraine, og hvordan disse kan omsættes i uddannelse, taktik, teknologi og enhedskapacitet.
»Krigen i Ukraine ændrer meget hurtigt synet på moderne krigsførelse. Det er vigtigt, at vi ikke blot følger med i forandringerne, men også kan omsætte erfaringer fra slagmarken til uddannelse, taktik, teknologi og enhedskapacitet så hurtigt som muligt,« siger chefen for den lettiske Zemessardze, brigadegeneral Aivars Krjukovs, i pressemeddelelsen.
Ved årets SCANBAL-møde deltog fra Norden chefen for det danske Hjemmeværn, generalmajor Gunner Arpe Nielsen, chefen for det norske Heimevernet, generalmajor Frode Ommundsen, rigshjemværnschefen i Sverige, generalmajor Mattias Ardin, samt oberst Jussi Toivanen, administrerende direktør for den finske frivillige forsvarsuddannelsesorganisation MPK og repræsentant for Finlands forsvarsstyrker (Puolustusvoimat). Fra Baltikum deltog cheferne for den lettiske Zemessardze, den estiske Kaitseliit og den litauiske KASP.

