HighCom Technology har indgået en kontrakt til en værdi af 1,96 millioner newzealandske dollar med New Zealands forsvar. Aftalen omfatter antidrone-systemer fra MyDefence samt reservedele og uddannelsesstøtte.
– Efter vores seneste succes i Australien er vi stolte over, at MyDefences teknologi nu er blevet valgt til at understøtte New Zealands forsvar, siger Dan Hermansen, administrerende direktør for MyDefence.
Kontrakten er indgået via MyDefences regionale partner HighCom Technology, et helejet datterselskab af HighCom Limited, skriver MyDefence i en pressemeddelelse. Leverancerne forventes gennemført i regnskabsåret 2027.
HighCom Technology skal stå for regionale leverancer, integration, idriftsættelse, uddannelse og løbende support. MyDefence har ikke oplyst, hvilke systemer eller hvor mange enheder der indgår i bestillingen.
Ordren følger, efter at MyDefences antidrone-systemer for nylig blev udvalgt af det australske forsvar. Ifølge den danske virksomheds pressemeddelelse bygger aftalen videre på virksomhedernes samarbejde i Australien og New Zealand.

