– Sverige investerer stort i totalforsvaret, og Lunds Universitet har alle muligheder for at bidrage med samfundsvigtig forskning og uddannelse på området. Jeg er meget glad og stolt over, at universitetets satsning på LUPREP bliver en realitet, og at fakulteternes mangefacetterede viden nu samles, siger Erik Renström, rektor ved Lunds Universitet, i en pressemeddelelse fra institutionen.
Det nye center, som går under navnet LUPREP – Lund University Centre of Preparedness and Resilience – skal samle forskning fra syv af universitetets otte fakulteter. Aktiviteten omfatter også en ny forskerskole med seks ph.d.-stillinger, hvoraf fire inden for samfundsvidenskabelig forsvarsforskning og to med juridisk fokus.
– Vi er meget glade for, at denne satsning, som vi længe har ønsket at gennemføre, nu endelig bliver en realitet. Lunds Universitet har omfattende forskning inden for området, og ved at samle den under en fælles paraply kan vi bedre udnytte vores samlede kompetence, siger Agnes Andersson, dekan ved det samfundsvidenskabelige fakultet.
Ifølge pressemeddelelsen er to nye masterprogrammer under udvikling; det ene fokuserer på totalforsvar og civil beredskab og henvender sig til studerende samt fagfolk inden for beredskabssektoren. Det andet, med fokus på totalforsvar og sikkerhedspolitik, vil blive udbudt på engelsk og henvender sig til samfundsvidenskabere, jurister og økonomer, både nationalt og internationalt.
Centret placeres på Campus Helsingborg (Sverige), hvor også Institutet för psykologiskt försvar og Helsingborg Safety Hub er lokaliseret. Sidstnævnte er et forskningsmiljø, der blandt andet anvender virtual reality, køresimulatorer og GIS-teknologi til at studere sikkerhedsspørgsmål. Yderligere tre forskningsprojekter om forsvaret har for nylig fået tildelt midler og vil blive gennemført inden for rammerne af centret.

