Norske Kongsberg har indgået en aftale med Polens meteorologiske institut IMGW-PIB (Instytut Meteorologii i Gospodarki Wodnej) om levering af en ny jordstation til modtagelse og behandling af satellitdata.
Ifølge Kongsberg skal systemet installeres i Kraków i efteråret 2026 og give IMGW mulighed for at modtage, behandle og distribuere data fra blandt andet Copernicus-programmets Sentinel-satellitter samt flere meteorologiske satellitmissioner i polær bane.
I en pressemeddelelse oplyser IMGW, at det nye anlæg vil styrke instituttets operative kapacitet inden for nationale meteorologiske og hydrologiske tjenester.
– Implementeringen af et yderligere system til modtagelse af satellitdata vil styrke vores operative kapaciteter betydeligt og gøre det muligt for os at udføre vores nationale meteorologiske og hydrologiske tjenester endnu mere effektivt, siger Artur Rutkowski, leder af afdelingen for satellitbaseret fjernmåling ved IMGW.
Systemet er baseret på Kongsbergs MEOS-teknologi og omfatter blandt andet antenneinfrastruktur, signalbehandling, datalagring samt værktøjer til analyse og distribution af satellitdata. Løsningen skal desuden automatisk kunne behandle radardata fra Sentinel-1 til produkter, der er kompatible med Den Europæiske Rumorganisation ESA (European Space Agency).
– Vi er stolte over at fortsætte vores samarbejde med IMGW og at støtte deres mission med avanceret jordsegmentkapacitet, siger Per-Erik Kristoffersen, senior vice president for Space and Surveillance hos Kongsberg, i pressemeddelelsen.
Den nye kontrakt bygger videre på et tidligere projekt, som Kongsberg leverede til Polen i 2020, og som siden har været drevet inden for rammerne af en femårig service- og supportaftale.
Ifølge Kongsberg skal den nye jordstation bidrage til forbedrede muligheder for vejrudsigter, miljøovervågning og klimaanalyse i Polen.