Swedish Policy Games er en national konkurrence åben for studerende, hvor deltagerne stilles over for opgaven at simulere reel beslutningstagning inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik. På konkurrencedagen samles ti studenterhold for i fællesskab at analysere et givet scenarie. Hvert hold udarbejder konkrete politikanbefalinger, som derefter præsenteres for en jury bestående af eksperter på området.

– Konkurrencen samlede observatører og repræsentanter fra blandt andet de svenske væbnede styrker (Försvarsmakten), internationale forsvarsattachéer samt ministeren for civilt forsvar Carl-Oskar Bohlin. Håbet er, at deltagerne forlader spillet med en stærk vilje til at fortsætte med at engagere sig i spørgsmål vedrørende Sveriges og Europas fremtidige sikkerhed, siger Gustav Christensson, analytiker ved Consillio International og medstifter af Swedish Policy Games.

Et af jurymedlemmerne var generalmajor Karlis Neretnieks. Gennem en lang karriere i den svenske Försvarsmakten har han blandt andet været brigadechef, operationsleder ved det daværende Militærområde Midt og totalforsvarsrådgiver for Central- og Østeuropa ved Forsvarsministeriet. Han er medlem af Kungliga Krigsvetenskapsakademien (Det Kongelige Krigsvidenskabsakademi) og har også været rektor ved Försvarshögskolan (den svenske Forsvarshøjskole). Under en frokostpause fik Nordic Defence Sector (NDS) lejlighed til at interviewe Neretnieks.

Knap en time inden interviewet havde Sveriges minister for civilt forsvar, Carl-Oskar Bohlin, holdt et indlæg i Forsvarshøjskolens auditorium. Talen og den efterfølgende diskussion kom i store træk til at kredse om Sveriges beredskab og om, hvordan landet skal håndtere den omstilling, der i øjeblikket foregår inden for både civil og militær beredskab. Ifølge Neretnieks er beredskabsfokusset velkomment og påtrængende. Sveriges beredskab i 2026 er langt fra tilstrækkelig.

– Beredskabet er utilstrækkeligt, det er der næppe tvivl om. Arbejdet er ganske vist kommet i gang i bred forstand i kommuner og myndigheder, men det tager jo et stykke tid, inden det giver resultater. For eksempel hvad angår genopretningen af beskyttelsesrum, siger han.

Neretnieks løfter også blikket mod Ukraine, hvor civil og militær infrastruktur systematisk bekæmpes af Rusland. At den svenske regering i foråret lancerede en milliardstorsatsning på svensk luftforsvar er derfor, ifølge ham, velkomment.

– Det er bedre at beskytte infrastruktur end at reparere den, og regeringens satsning er bestemt nødvendig. Men spørgsmålet er, hvornår satsningerne er klar? Jeg mener, vi er på rette vej, men der er et problem med tidsaspektet, siger han.

Neretnieks fortsætter:

– Netop tidsaspektet er meget afhængigt af, hvad der sker i Ukraine. Kan russerne frigøre ressourcer fra Ukraine, det vil sige ved en våbenstilstand eller lignende, så vokser truslen dramatisk i Østersøen og mod Baltikum, siger han.

I en kronik i Officerstidningen diskuterede Neretnieks, hvornår Rusland vil have evnen til at gennemføre en storstilet operation mod vest. Nogle deler Neretnieks' opfattelse af, at den evne kan være til stede inden for blot nogle få år efter, at krigen i Ukraine er afsluttet. Andre analytikere mener, at Rusland kan have brug for længere tid end det.

Det er en temmelig upålidelig tidslinje. Kan vi være sikre på, at Rusland deler vores billede af, hvornår de er klar?

– Tidsaspektet er en stor usikkerhed. Der er en meget vigtig faktor, som vi ofte glemmer at medregne. Det er slet ikke sikkert, at russerne har samme opfattelse som vi af, hvad en kampklar enhed er. Jeg gætter på, at vores opfattelse af kampklare enheder i russiske og ukrainske øjne er en slags ekstrem luksusvare, forgyldt i enhver henseende.

Neretnieks mener, at Rusland og Ukraine i dag kæmper med helt andre styrkeforhold og kvalitet inden for både sundhedspleje og forsyning end det, der er standard i vest. Derfor risikerer vesten også at bedrage sig selv, når den skal vurdere Ruslands evne til at opstille nye enheder.

– Vi har simpelthen forskellige virkelighedsopfattelser af, hvad en brugbar enhed er, og hvordan den skal se ud, siger han.

I stedet mener han, at en afgørende faktor er, om Rusland anser det for muligt at føre krig uden at USA og andre aktører bliver involveret, muligheden for at gennemføre en hurtig operation uden at starte en verdenskrig, snarere end kvaliteten af enhederne på papiret.

– Det vi nu ser med Trump og USA's ageren er yderst bekymrende og et helt afgørende sikkerhedsaspekt. Vi kan mene, hvad vi vil, og skrive så mange afhandlinger, vi ønsker om det, men hvad tror mændene i Kreml, og hvordan er deres fortolkning af USA? Jo mere de anser USA for at være afkoblet fra Europa, desto mere øges risikoen for militære eventyr fra øst, siger Neretnieks.

I den sidste halvdel af det 20. århundrede var Sveriges beredskab forholdsvis stærk, og krigets karakter mere forudsigelig. Er det sværere at forberede sig på, hvordan en konventionel krig vil se ud nu?

– Ja, det er helt klart, at krigets karakter har ændret sig. Morgendagens krig er ikke det samme som det, vi forberedte os på under den kolde krig. Der er en gennemgående historisk sandhed, nemlig at krig aldrig bliver, som man har forestillet sig, siger han og giver eksempler:

– Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig, Vietnamkrigen, Irakkrigen. Vi ser det samme mønster i alle disse krige. Det bliver altid noget andet end det, man troede på forhånd, i større eller mindre udstrækning, siger Neretnieks.

Samtidig mener han, at visse komponenter vil forblive, om end i forskellige former. Broer vil stadig skulle repareres i fremtiden, selv om det er et krydsermissil og ikke et bombefly, der har ødelagt dem. Droneudviklingen har dog tilføjet en helt ny dimension, dels de luftbårne, men også landgående og maritime droner.

– Vi har ikke svarene på det endnu. Der er delsvar og der er teorier. Men det er først, når vi selv har anskaffet udstyret og øvet med det i temmelig stor skala, at vi får en fornemmelse af, hvordan vi skal gennemføre den næste krig, siger han og fortsætter:

– I dag findes den dybe viden, der er nødvendig, ikke ude ved enhederne. Det er enhederne, der kæmper, ikke den svenske Forsvarsforskningstjeneste (FOI) eller den svenske Forsvarsmaterielforvaltning (FMV). Myndigheder, der er dygtige til at udtænke smarte metoder og anskaffe udstyr, men det er ved enhederne, metoderne skal anvendes og udstyret bruges.

Han mener, at den vigtigste del af officersuddannelsen ikke er at kunne skabe teorier, men at udvikle officerens evne til beslutningstagning, så han med kraft og fantasi kan håndtere de situationer, der opstår i kampen eller i anden kamp-relateret virksomhed.

– Vi har brug for flere doers end filosoffer, siger han.

Hvis vi kaster blikket ud over Østersøen mod Finland og Baltikum, har de flere doers end filosoffer, efter din mening?

– Både ja og nej. Finland faldt aldrig i den samme fælde som vi. Nemlig at Sverige bedst forsvares i Afghanistan, og at internationale opgaver skulle være Försvarsmaktens eneste opgave.

– Finland fastholdt, at forsvaret af landet er hovedopgaven, og resten er biopgaven. Derfor har de bevaret en struktur og en tankegang knyttet til det territoriale forsvar, som vi nu forsøger at genskabe, siger han.

Neretnieks diskuterer også Baltikum og fremhæver det faktum, at alle tre lande begyndte deres rejse langt efter deres nordiske naboer. Hverken Estland, Letland eller Litauen havde en forsvarsstyrke, da muren faldt, hvilket betyder, at meget af arbejdet måtte startes fra bunden.

– De bygger og satser voldsomt, i positiv forstand. Der er ingen lande, der afsætter så stor en andel af deres BNP til forsvarsformål som de baltiske lande og Polen. Samtidig har de en lille befolkning og en begrænset økonomi. Så uanset hvor meget de ruster op selv, vil det aldrig være nok til at forsvare sig mod Rusland. Det er simpelthen ikke muligt, siger han.

I stedet bliver det centrale spørgsmål, ifølge Neretnieks, hvordan de nordiske lande sammen med andre allierede kan bidrage til forsvaret af Baltikum. Han mener, at Sveriges største bidrag til regional afskrækning netop er det: at bidrage til forsvaret af Baltikum.

– Taler vi om seriøs afskrækning, bør vi planlægge for at deltage med flere brigader i Baltikum. De behøver ikke at være på plads, men det skal være meget klart for russerne, at hvis de foretager sig noget i Baltikum, vil Sverige svare. Det samme gælder danskerne og også briter og franskmænd, siger han.

Neretnieks fremdrager en parallel, som historikere flittigt har diskuteret: ville Stalin have angrebet Finland, hvis han havde vidst, at det også ville betyde krig mod Sverige i 1939?

– Det ved vi ikke, men tanken er ganske interessant. Ville Rusland angribe en af de baltiske stater, hvis de ved, at det automatisk også betyder kamp mod svenske, danske og britiske styrker?

Måske håbede Stalin på, at Europa ville være svagt nok og splittet nok til ikke at komme til undsætning?

– Sådan kan det være, og netop derfor bliver afskrækningen i Baltikum så vigtig for os, siger Karlis Neretnieks afslutningsvis.