I en samtale arrangeret gennem Help Ukraine Gothenburg (HUG) talte Nordic Defence Sectors chefredaktør Jacob Wollheim med to medlemmer af Ukraines 14. Brigade »Tjervona Kalyna«, der opererer i Donbas-retningen. Deres beretning om, hvordan landkrigsførelse har ændret sig siden 2022, er ligeud: dræbezonen er blevet ti gange større, droner udvikler sig fra uge til uge, og det, der afgør kampen, er ikke antallet af droner, men evnen til at se fjenden og koordinere dem.

Ivan og Oleksii kom først i kontakt med HUG gennem Hug for Heroes, den svenske organisations program for rehabilitering og reintegration af ukrainske krigsveteraner. De to mænd går ind i samtalen fra meget forskellige udgangspunkter. Ivan er en professionel officer, der meldte sig til hæren i 2016, efter at have været advokat, før krigen begyndte i 2014. Han tjente inden for efterretning og specialoperationer, og hans enhed var blandt de første til at flyve droner, idet de brugte en DJI Mavic allerede i 2020.

– Den første dag af den russiske invasion i 2022 havde jeg en Mavic i min taske, og jeg gik straks i gang med den, siger Ivan.

Under en af sine missioner blev Ivan såret og mistede sit ben, men efter helbredelse og rehabilitering vendte han tilbage til tjeneste.

Oleksii tog den anden vej. Før 2022 var han selvstændig erhvervsdrivende. Han meldte sig efter Ruslands fuldskalainvasion samme år, startede som menig infanterist, fandt sin plads inden for ubemandede systemer og leder nu en UAV-deling i samme brigade. Begge beskriver deres besøg i Sverige på samme måde: at dele dyrekøbte erfaringer og at opbygge praktiske forbindelser mellem Ukraine og Norden.

Kommercielle droner som DJI Mavic var overalt tidligt i krigen. Er der stadig brug for civile droner, eller har elektronisk krigsførelse gjort dem forældede?

– De bliver stadig brugt meget, siger Oleksii. For det første fordi det er et plug-and-play-produkt, så det er meget nemt at lære og forberede til slagmarken. Og for det andet fordi DJI har fantastiske kameraer, gode algoritmer og mange funktioner, der er meget nyttige i rekognoscering.

Men loftet er tæt på, tilføjer han.

– Vi er ved grænsen for, hvad disse droner kan. Vi har brug for anden teknologi på grund af begrænsningerne i rækkevidde og flyvetid. Jeg tror, at vi i den nærmeste fremtid vil få militære produkter til det.

Det skifte er allerede synligt i den måde, dronerne bruges på. I begyndelsen fungerede DJI-droner som små bombefly, og deres kameraer gjorde dem effektive til at opdage og opløse russisk infanteri, der rykkede frem i små grupper. Men fjendens handlinger har tvunget besætningerne længere tilbage til positioner, hvor DJI-dronen ofte ikke længere kan bruges, og arbejdet er flyttet over til FPV-droner, som gør det sværere at opdage disse små grupper.

Man siger ofte, at en drone eller en taktik i Ukraine kan være forældet inden for en til to uger. Kan I give et indtryk af, hvor hurtigt tingene ændrer sig?

Det klareste mål, siger Oleksii, er afstand.

– For et år siden var afstanden for rekognoscering halvanden til to kilometer, så vores UAV-besætninger var meget tæt på nullinjen. Lige nu er det 15 eller 20 kilometer.

Den såkaldte dræbezone, siger han, strækker sig nu 15 til 20 kilometer fra begge sider.

– Det ændrer selvfølgelig alt dramatisk, fra taktik til teknologi.

I NATO lægges der mange kræfter i at holde manøvrekrigsførelse i live, for eksempel ved at tilføje beskyttelse til køretøjer, både pansring og counter-UAS-systemer (modforanstaltninger mod ubemandede luftsystemer). Ser I en fremtid, hvor et køretøj eller en kolonne kan bære nok beskyttelse til, at manøvrekrigsførelse stadig fungerer?

– Det er for tidligt at afskrive kampvogne og andet pansret materiel, siger Oleksii. Hovedproblemet er ikke at ramme dronerne. Hovedproblemet er at opdage dronerne.

I dag, siger han, er svaret mest passivt: ekstra pansring, bure og lignende. Det næste skridt er aktiv beskyttelse.

– I den nærmeste fremtid, siger han, vil vi finde en løsning til detektion, billig nok, manøvredygtig og alsidig, og den vil bringe kampvognene og de pansrede køretøjer tilbage til slagmarken. Lige nu har vi kun beskyttelse. Den nærmeste fremtid handler om aktiv beskyttelse, om at skyde droner ned.

Med andre ord er omkostningslogikken bag opsnapning tæt på at være løst. Den uløste del ligger tidligere i drabskæden: at opdage og fastlåse målet.

I Norden opdeler vi krigsførelse i operationelt, taktisk og strategisk niveau, dels baseret på angrebsrækkevidde. Holder den ramme stadig?

Den holder, siger begge mænd, men rækkevidderne er eksploderet. På brigadeniveau, siger Oleksii, er rækkevidden i dag omkring 150 kilometer, brugt til at finde og ødelægge fjendens logistik og kommandoposter med rekognosceringsdroner og angrebsdroner som Hornet. Ivan sætter den øvre grænse endnu højere, op til 300 kilometer, hvor en brigade råder over systemer som Hornet til angreb på mellemdistance.

– I Ukraine kan brigader, ikke divisioner, ikke korps, slå fjenden ihjel op til 150 kilometer væk, siger Oleksii. I Europa, måske i Sverige, er det umuligt nu.

Lektien, de drager, handler ikke om et enkelt våben.

– Det vigtigste er kombinationen af rekognoscering, efterretning og forskellige angrebskapaciteter på alle niveauer, siger Oleksii.

Pointen, tilføjer Ivan, er ikke antallet af droner.

– Mange mennesker i Europa tror, det er vigtigt at have et stort antal droner. Nej. Det er vigtigt at vide, hvordan man bruger dem, hvordan man opbygger et system, og hvordan man koordinerer forskellige typer droner.

Hvordan koordinerer I alt det på tværs af enheder?

Gennem en digitaliseret slagmark, siger Oleksii. Måludpegning flyder ned fra brigade til bataljon til deling, i stedet for at en deling selv vælger sine mål, og timing er altafgørende.

– Det er som en online-krig. Det er ikke ét stort slag som i Anden Verdenskrig, fra morgen til aften. Det er mange små slag, siger han. Situationsfornemmelse er meget vigtigt. Enhver leder, på ethvert niveau, skal forstå, hvad der foregår lige nu.

Meget af det kører på Delta, Ukraines kommando- og kontrolsystem (C2-system), som officererne kun vil beskrive i generelle vendinger.

– Noget. Ikke klassificeret, joker Oleksii.

Det er et digitalt system, forklarer de, som giver alle niveauer det samme billede på samme tid.

– En delingsfører og hærens øverstkommanderende kan se, hvad der foregår, på samme tid. Det er derfor, vi kan træffe beslutninger hurtigt, siger Ivan.

– Moderne krig handler om information, tilføjer Oleksii.

Under teknologien vender begge hele tiden tilbage til mennesker.

– For at overleve i denne krig skal man være klog, for fjenden er større end os, siger Oleksii.

– Vi skal bruge vores hjerne, og vi skal tilpasse os meget hurtigt, tilføjer Ivan.

Er der et gennembrud siden 2022, som udenforstående har en tendens til at overse?

For Oleksii er det horisontale forbindelser. Ikke kun det vertikale militærhierarki, men hurtige forbindelser mellem delinger og mellem militæret, civilsamfundet og producenterne.

– Forbindelsen mellem producenten og besætningerne i en UAV-deling er meget hurtig, og det er en af de vigtigste præstationer, siger han. Man kan ikke tilpasse sig så hurtigt, hvis man ikke har disse kommunikationslinjer. Og det handler altid om de rette personer på det rette sted.

Ivan giver et konkret eksempel fra 2022, da hans enhed begyndte at kaste ammunition ned fra en Mavic.

– Jeg ringede til en ven og sagde: man kan bruge en Mavic med en håndgranat. Det er meget nemt, siger han.

Inden for tre eller fire måneder brugte alle enheder det.

I dag, understreger begge, skal denne feedback-loop være permanent. Producenter har brug for en online-serviceforbindelse til enhederne, der fungerer døgnet rundt, fordi software- og hardwarerettelser ikke kan vente.

– Hvis jeg har tid, kan jeg tage hen til en producent, til hans kontor, og vi drikker kaffe og taler om hans produkt, siger Ivan.

Den personlige forbindelse betyder noget.

Den samme hastighed kendetegner kampen om elektronisk krigsførelse. FPV-droner er afhængige af frekvenser, og som Ivan udtrykker det, er én frekvens god i dag og ubrugelig i morgen, fordi fjendens EW-enheder (electronic warfare, elektronisk krigsførelse) tilpasser sig den.

– Det er lige nu en slagmark af frekvenser, siger Oleksii.

Over de billige FPV'er bruger I mere avancerede droner som Hornet og Bumblebee. Hvad tilføjer de?

De er mere kapable og mere stabile, siger Oleksii, med AI-funktioner (kunstig intelligens), der hjælper piloten. Valget afhænger af målet: almindelige FPV'er mod infanteri, Bumblebee til en række opgaver, herunder forsyning, Hornet til angreb på mellemdistance mod fjendens logistik.

– For hver type drone er der en plads på slagmarken, siger han.

AI'en, understreger han, hjælper med at vælge og lede mod et mål, men beslutningen om at angribe forbliver hos piloten. Det, de dyrere droner køber, er modstandsdygtighed: flere kanaler, sværere at jamme end en billig FPV på en slagmark af frekvenser.

En beslægtet idé, der er populær i Europa, den modulære drone med udskiftelige nyttelaster, får en mere skeptisk modtagelse.

– Det lyder meget godt, siger Ivan, men det vil være bedre, hvis vi tester det først. På russerne, for eksempel.

Et budskab til Norden

Begge mænd, og HUG, siger, at de er interesserede i at skabe forbindelser til nordiske forsvarsvirksomheder på tværs af hele spektret. Dette rækker ud over UAV'er til evakueringskøretøjer, minelægningssystemer og elektronisk krigsførelse. De siger, at muligheden går begge veje. Ukraine, argumenterer de, har brug for innovation, produktionskapacitet og pålidelige partnere, mens de nordiske lande har meget at lære af landets erfaring med moderne krigsførelse.

Help Ukraine Gothenburg kan kontaktes på hug.ngo eller contact@hug.ngo.