Lærdomme fra fronten: "Den gyldne time gælder ikke"

I januar opholdt ukrainske sygeplejere sig i Sverige som en del af et restitutionsprogram for personale, der arbejder tæt på fronten. Programmet, som gennemføres sammen med organisationen Repower, har givet omkring 100 sygeplejere mulighed for psykisk restitution i løbet af to uger. Under en af dagene fik de ukrainske feltsygeplejere besøg af kolleger og sygeplejere fra den svenske Forsvarsmakten (svenske væbnede styrker).

I flere af præsentationerne, der blev holdt i løbet af dagen, beskrev ukrainerne deres erfaringer fra fronten. Et tilbagevendende tema var, hvordan slagmarken konstant ændrer sig, og hvor afgørende tilpasningsevne er. Nordic Defence Sector har mødt to feltsygeplejere fra Ukraine, Olena og Ivan, som deler deres perspektiver på livet ved frontlinjen.

Olena, i 25-årsalderen, uddannede sig til kirurg ved universitetet og meldte sig frivilligt til tjeneste som feltkirurg direkte efter eksamen. I frontnære områder arbejder hun både ved samlingssteder for evakuerede og sårede, men nogle gange også som casevac meget tæt på kampzonen. Ofte er det ikke den medicinske behandling i sig selv, der er den største udfordring, men at overhovedet lykkes med at få de sårede til nærmeste samlingssted. Med droner som en konstant trussel er hver redningsindsats forbundet med livsfare.

– Droner overvåger områderne. Hvis vi mangler tilstrækkeligt udstyr, for eksempel ubemandede jordkøretøjer (UGV), kan vi ikke komme frem. Ikke alle enheder har den teknologi. I visse tilfælde er det slet ikke muligt at evakuere. Det er frygteligt, men nogle gange dør mennesker simpelthen, fordi det er for farligt at nå dem, fortæller Olena og tilføjer:

– Når patienterne først når stabiliseringspunktet eller hospitalet, har vi ofte gode ressourcer til at operere og pleje dem. Problemet er vejen dertil.

Ved evakuering taler man ofte om den "gyldne time", et begreb for den kritiske tidsperiode, hvor en såret bør nå sygepleje for at maksimere chancerne for overlevelse. Krigens virkelighed har dog gjort begrebet stadig sværere at anvende. De overhængende risici betyder, at sårede nogle gange tvinges til at vente i timer eller endda døgn uden tilstrækkelig pleje.

– Jeg har haft patienter, der blev såret for fem eller ti dage siden, nogle gange endnu længere. I et ekstremt tilfælde havde en patient haft en strammet tourniquet i over 20 dage. Det er helt ufatteligt, hvor meget smerte og hvilke komplikationer de kan have haft uden medicinsk pleje, medicin, mad eller endda vand, siger Olena.

Hun afslutter med at fortælle, hvor meget det betyder at komme væk fra fronten, om så bare for en kort stund. At desuden få rejse til et andet land for restitution har givet hende ny energi.

– For mig har det betydet meget at komme hertil. Jeg har desuden besøgt Sverige tidligere under skoletiden, så det føles trygt og behageligt at være her igen, siger Olena.

Før den fuldskala invasion arbejdede Ivan som sømand og rejste verden over, blandt andet til det nordlige Sverige og Skellefteå. Der kom han i kontakt med en svensker, der ville lære ukrainsk og som introducerede ham til svensk kultur og historie.

– Han viste os regionen, fortalte om traditioner og tog os til en kirke, der stadig havde russiske kugler tilbage fra den store nordiske krig i 1700-tallet. Han viste os gamle træbroer og fleretagers huse bygget helt i træ. For os var det helt utroligt, vi kunne ikke forestille os, at man kunne bygge femetagers huse i træ, siger Ivan.

Fem år senere har Ivan, som er i 25-årsalderen, haft en række forskellige roller i krigen: panserværnsskytte, maskingeværsskytte, snigskytte og rekognosceringssoldat. Parallelt udviklede han omfattende medicinske kundskaber, hvilket førte til, at han blev feltsygeplejer. Rollen indebar dog store belastninger, både fysisk og mentalt, og i oktober blev han tvunget til at tage et skridt tilbage fra fronten.

– Jeg havde for mange skader. Ingen menneske er lavet af jern eller stål, især ikke mentalt. Efter at have mistet så mange af mine venner, havde jeg brug for at afslutte min tid som infanterist og feltsygeplejer tæt på fronten.

Ivan fremhæver også den afgørende rolle, som ubemandede fartøjer spiller i hverdagen: til leverancer, evakuering af sårede og rekognoscering.

– Vi forsøger at holde logistikken så tæt på frontlinjen som muligt og bruger mange droner og ubemandede køretøjer. Vores enhed ligger langt fremme, når det gælder ny teknologi, men det varierer meget mellem forskellige enheder, siger Ivan og fortsætter:

– Man skal tilpasse sig hele tiden – hver time, hver dag. Under mit sidste halve år som infanterist var min hovedopgave at tage sig af nye soldater og sikre, at de overlevede. Min befalingsmand sagde altid til mig: ”Red dem.” Og det gjorde jeg.

Du har taget med dig enorme erfaringer fra tiden ved fronten. Hvilke lærdomme er vigtigst, ifølge dig?

– Den største fejl i infanteriet er at være bange. Du skal acceptere, at risikoen er 50/50. Accepter det og gå fremad – altid fremad. Aldrig stoppe, aldrig bakke, siger Ivan, inden han uddyber:

– Droner er din værste fjende. Nogle gange møder infanteriet slet ikke fjenden i flere måneder. En ny rekrut kan komme til fronten, sidde der i to eller tre måneder og derefter blive såret uden nogensinde at have set fjenden ansigt til ansigt. Dette er en dronekrig. Infanteriet fungerer mere som et sikkerhedslag: vi holder positionerne, for hvis vi ikke er der, tager fjenden dem. Det er egentlig kun specialstyrker og rekognosceringsenheder, der møder fjenden direkte. For regulært infanteri er det meget sjældent i dag, fortæller han.

Hvordan oplevede du mødet med de svenske repræsentanter?

– Det var meget godt. De tog mange noter. Samtidig så jeg flere alvorlige fejl i deres udstyr. For eksempel markerer de sygeplejefartøjer med røde kors, hvilket gør dem til prioriterede mål. Fjenden spejder efter evakueringsruter med droner og lægger baghold. Derfor er det en stor fejl at mærke køretøjerne på den måde.

– Jeg så også, at de bruger hjelme, der ligner cykelhjelme ved evakuering. Det gør det umuligt at på en sikker måde tage kropsbeskyttelse af en såret soldat. Dette var ting, de ikke havde tænkt på tidligere, og de tog det til sig, siger Ivan.

Videre diskuterer Ivan vigtigheden af at kunne improvisere og være opfindsom på fronten. Blandt andet har enheden bygget egne bårer, udstyret med hjul for at lette evakuering.

– Hvorfor ikke? Vi bygger dem selv, enkle, hjemmelavede bårer med store hjul. Det gør taktisk evakuering meget lettere, da det ellers er ekstremt fysisk krævende. 

Afslutningsvis vender Ivan tilbage til sin begejstring for Sverige. At få skiftet miljø og sindstilstand har betydet meget for ham. Højdepunktet under programmet var besøg på museer rundt om i Stockholm samt mødet med Marina Trattner, ukrainsk historiker og forsker.

– For mig var det som en drøm. Jeg elsker historie og læser meget – ikke kun ukrainsk historie, men også skandinavisk historie, Romerriget og det antikke Grækenland. At få møde hende var helt fantastisk.

Føler du, at det hjælper dig mentalt at komme hertil og gøre noget helt andet?

– Ja, absolut. Jeg har fået skiftet perspektiv og trådt ud af min informationsboble. Det er nok nyttigt for de allerfleste, siger Ivan afslutningsvis.