Gunnar Karlson var tidligere chef for den svenske militære efterretningstjeneste Must (Militära underrättelse- och säkerhetstjänsten). I dag arbejder han blandt andet som konsulent i efterretnings- og sikkerhedsspørgsmål. I FSN Perspektiv beskriver han den til stadighed aktuelle efterretningstrussel mod forsvarsvirksomheder i Sverige, og hvorfor et aktivt sikkerhedsbeskyttelsesarbejde er så vigtigt.

På det seneste har der været meget tale om risikoen for krig i Sverige. Men krigen er fortsat en risiko. Diskussionen om bedre beredskab til krig er nødvendig. Men den må ikke overskygge behovet for også at imødegå de trusler, der er en realitet i dag. Efterretningstruslen er en sådan trussel. Fremmed efterretningsvirksomhed skader os allerede nu, men den øger også risiciene, hvis krigen skulle ramme os. Det er ikke muligt at måle med sikkerhed, hvor meget andre landes spionage mod os udgør. Det væsentlige er ikke, hvor meget risikoen øges, men at den med bred margin er så stor, at den skal imødegås. At truslen findes her og nu, illustreres af flere retssager i de senere år.

Den fremmede efterretningsvirksomhed rammer mange. Forsvarsindustrien er naturligvis en sektor, der er af stor interesse for modstandere. De kan bruge oplysningerne til selv at udvikle bedre våben hurtigt og til lavere omkostninger. Derudover kan stjålne oplysninger bruges til at finde svagheder i vores våbensystemer og dermed øge risikoen for os i krig. Den risiko rammer ikke kun Sverige, men også allierede og andre, der køber fra svensk forsvarsindustri. Blandt de aktører, som det svenske sikkerhedspoliti (Säkerhetspolisen) plejer at fremhæve, er det primært Rusland og Kina, der har interesse i forsvarsindustriens oplysninger.

Efterretningstruslen består først og fremmest af to komponenter: de digitale trusler og truslen fra menneskelige kilder. En dygtig modstander lader dem supplere og forstærke hinanden. Gennem indtrængen i it-systemer og signalopklaring mod kommunikation kan en modstander i værste fald komme over store mængder oplysninger. Er modstanderen dygtig (og offeret ikke så dygtigt), kan han derudover komme over oplysninger, uden at den ramte bemærker det. I en digitaliseret verden er det naturligt og nødvendigt, at »cybertruslerne« får stor opmærksomhed.

Rekrutteringen af menneskelige kilder (»agenter« med det svenske sikkerhedspolitis terminologi) er ikke blevet mindre aktuel, fordi de digitale trusler øges. En forræder på indersiden kan give unik information og styres mod de vigtigste mål. På trods af at det er dyrt og vanskeligt at bruge menneskelige kilder, fortsætter fremmede magter med at gøre det. Størst opmærksomhed får ofte situationer, hvor en efterretningstjeneste rekrutterer en person, som fra begyndelsen ikke havde nogen tanke om at blive agent. Man taler om »rekrutteringstrappen« for at beskrive, hvordan efterretningstjenesten trin for trin nærmer sig et intetanende individ og efterhånden får denne i sine kløer. Det kan tage mange år og sker efter grundige forberedelser. Ikke mindst kortlægges individets sårbarheder.

Lige så stor opmærksomhed bør vies risikoen for, at en person på eget initiativ bliver forræder, uden behov for rekruttering og overtalelse. Det drejer sig altså om mennesker, der selv tager initiativ til kontakten med en fremmed efterretningstjeneste. Faktisk er mange af de kendte spionsager i moderne tid af denne type. Individer, der er vrede og forbitrede over deres livssituation og arbejdsgiver, er en kategori, der ofte forekommer blandt de frivillige agenter. Dårlig økonomi er en faktor, der forstærker motivationen.

Både når det gælder cybertrusler og menneskelige kilder, leder efterretningstjenesterne efter de svage led i beskyttelsen. Snarere end at gå mod oplysningerne, hvor de er bedst beskyttet, søger man gerne sårbarheder, selv om det betyder, at man ikke får direkte adgang til alt, man er ude efter. For en virksomhed betyder det, at man skal være årvågen ikke kun over for sin egen beskyttelse, men også over for sikkerheden hos samarbejdspartnere, leverandører, konsulenter og andre, der kan få adgang til oplysningerne. Det betyder også, at den, der ikke opfatter sig selv som »forsvarsindustri«, alligevel kan have den branches trusselsbillede.

Man taler om et »overført trusselsbillede«, når en aktør bliver udsat for en trussel, der egentlig er rettet mod nogen andre. Den, der leverer til forsvarsindustrien, samt den, der sælger tjenester til og udfører opgaver for forsvarsindustrien, bliver et muligt mål for fremmede efterretningstjenester. Det betyder, at man i det mindste i dele af sin virksomhed skal have et sikkerhedsbeskyttelsesniveau, der ligger på samme niveau som i forsvarsindustrien. Har man ikke det, bliver man ikke en pålidelig partner.

Der kræves en god sikkerhedsbeskyttelse for at modstå efterretningstruslen. Hvordan man beskytter sig, er ingen hemmelighed. Men det kræver engagement, udholdenhed, viden, en god sikkerhedskultur og ressourcer. Sikkerhed koster tid og penge, men i nutidens verden er det en nødvendig investering for den, der er udsat for fremmede efterretningstjenesters interesse. Beskyttelsen skal begynde med en god og aktuel sikkerhedsbeskyttelsesanalyse. For mange er det en selvfølge, men desværre ikke for alle. Med en god analyse som grundlag kan man udforme sikkerhedsbeskyttelsen ud fra sine egne behov. Virksomheder, der ikke har egen kapacitet og kompetence til at forstå og håndtere den komplekse efterretningstrussel, kan søge hjælp udefra. Ikke at have den rette sikkerhedsbeskyttelse er en stor risiko i dag. For forsvarsindustrien er det en risiko, der ikke er acceptabel.
Gunnar Karlson