Ubådsvåbnet har fået en ny rolle i anledning af Sveriges indtræden i Nato. Ikke på den måde, at ubådens taktiske opgaver eller operative evner har ændret sig, men i sammenhængen af Nato samt Østersøregionen betyder tilførslen af det svenske ubådsvåbens evner til Nato en vigtig brik, der tidligere har manglet i dets værktøjskasse.
Lad mig forklare:
Sverige har en over 120-år lang tradition for at konstruere, bygge, vedligeholde, modernisere og operere egne konventionelle ubåde. Efter Anden Verdenskrig og senere under den kolde krig – en æra af neutralitet, alliancefrihed og med en udtalt trussel – har svensk ubådsevne været nødt til at være tilstrækkelig, leveringssikker og ikke mindst; kampklar.
Sverige har udviklet omkring 25 klasser (serier) af dykbåde og ubåde, i alt cirka 80 styks i denne tidsperiode. Fra et teknisk perspektiv har Sverige ligget i front og drevet innovationer såsom luftuafhængige fremdriftssystemer, Stirling, hvilket muliggør lang udholdenhed uden at ubåden behøver at eksponere master over overfladen.
Udover dette er de svenske ubådes kendetegn signatur, stødtålighed og manøvredygtighed. Ubådene er ekstremt stille, hvilket også er bekræftet i internationale sammenhænge. Bådene tåler et ordentligt slag, dvs. kan fortsætte kampen eller alternativt vende tilbage til basen for egen maskine, hvis en modstander skulle slippe en dybdebombe i nærheden.
Endelig muliggør manøvredygtigheden, at besætningerne kan manøvrere ubåden i ekstremt lavvandede og meget trange farvande, med god sikkerhed og uden at blive opdaget. Dødelige krigsmaskiner.
For at kunne håndtere disse højteknologisk avancerede fartøjer kræves personale med meget høj teknisk kompetence, særlige personlige egenskaber og erfaring med at håndtere ubådene i pressede situationer. Dette i et helt ubarmhjertigt miljø, som livet under vand er, og under en trussel fra fjenden, der er særligt høj, fordi ubådstruslen er det, en fjende vil eliminere først.
En regional kompetence, der er unik for besætningerne i det svenske ubådsvåben. Den er udviklet i trange, trafikerede, lavvandede og uigennemsigtige farvande, som havet er i Sveriges nærområde, og som jeg indledte med – vi har været nødt til at udvikle ubådsevnen. Alene.
Militærgeografien ændrede sig i forbindelse med Sveriges og Finlands indtræden i Nato. Grænsen, der skal forsvares, går ikke i alle situationer ved den svenske territorialgrænse, men i Nato-kontekst øst for Baltikum.
Østersøregionen skal i denne sammenhæng betragtes som et område, hvis volumen de gode kræfter skal eje, både på, over og under overfladen. Det gøres ikke uden en evne til undervandsvirkning eller evne til at virke fra volumen under overfladen.
Med Sverige og Finland i Nato behøver vi ikke kun forsvare nationens grænse, men også Natos – vi skal eje Østersøen. Dette ejerskab er nødvendigt for at sikre søvejene fra vest hele vejen til Østersøens østlige stater.
Desuden skal kontrollen muliggøre troppe- og logistikforsyning til Baltikum, dvs. skabe operativ dybde og operativ mobilitet. Sveriges ubådsvåben er forudsætningsskabende for ejerskabet, da det binder fjendens ressourcer, muliggør kontrol og forbindelser samt nægter modstanderen det samme.
Hviler dette på nationen Sverige? Ja, i høj grad. Ubådsnationerne i Østersøen er få – kun Tyskland og Polen har evner udover Sveriges.
Og med det sagt, den polske evne er i en periode med lav tilgængelighed, snarere under genanskaffelse. Tyskland har ubåde og kompetence til at håndtere trange og lavvandede farvande som Østersøen, men opererer også vestpå, ud over Skagerrak og Kattegat.
Så ja, ansvaret for ubådsoperationer i Østersøen hviler tungt på det svenske ubådsvåben. Det er den brik, der nu passer perfekt i Nato-puslespillet.
Det svenske ubådsvåbens styrke er for mig indlysende, da jeg er opdraget i enheden og trænet i undervandskampen. Men den er nu særligt tydelig for mig, i den rolle jeg har som svensk ubådschef, gennem den forventning, der udtrykkes fra Nato.
Jeg havde ganske vist ikke forventet andet. Og ubådsvåbnet gik ind med selvtillid i Nato, absolut. Sverige tog sit ansvar i alliancen alvorligt allerede på indtrædelsesdagen, da Sverige opererede ubåd under Nato-flag, fuldt integreret og under Natos ledelse. Militærstrategisk kommunikation, for pokker!
Kan vi klare opgaven, har vi udholdenhed, og rækker ressourcerne?
HMS Halland er, som den sidste i sin klasse, for nylig søsat efter en halvvejsmodificering, hvilket indebærer forbedret og udviklet evne. Således består ubådsvåbnet af fire moderniserede og kvalificerede fartøjer med en skarp evnebredde, der kan operere i nærområdets udfordrende miljø, men også i tempererede klimaer.