Ubådsvåbenet har fået en ny rolle som følge af Sveriges indtræden i NATO. Ikke på den måde, at ubådens taktiske opgaver eller operationelle evner er ændret, men i sammenhængen med NATO samt Østersøregionen betyder tilførslen af den svenske ubådsvåbens evne til NATO en vigtig brik, som tidligere har manglet i dens værktøjskasse.
Lad mig forklare:
Sverige har en over 120-år lang tradition for at konstruere, bygge, vedligeholde, modernisere og operere egne konventionelle ubåde. Efter Anden Verdenskrig, og senere under Den Kolde Krig – en æra med neutralitet, alliancestrækkelse og med en udtalt trussel – har svensk ubådsformåen været tvunget til at være adekvat, leveringssikker og ikke mindst; kampklar.
Sverige har udviklet omkring 25 klasser (serier) af dykkebåde og ubåde, i alt cirka 80 stykker i denne tidsperiode. Fra et teknisk perspektiv har Sverige ligget i front og drevet innovationer såsom luftuafhængige fremdriftssystemer, Stirling, som muliggør lang udholdenhed uden at ubåden behøver at eksponere master over overfladen.
Derudover er de svenske ubådes signatur, stødmodstand og manøvreevne. Ubådene er ekstremt stille, hvilket også er bekræftet i internationale sammenhænge. Bådene kan tåle et ordentligt slag, dvs. de kan fortsætte kampen eller alternativt vende tilbage til base for egen maskine, hvis en modstander skulle slippe en søbomb i nærheden.
Endelig muliggør manøvreevnen, at besætningerne kan manøvrere ubåden i ekstremt grunde og meget trange farvande, med god sikkerhed og uden at blive opdaget. Dødelige krigsmaskiner.
For at kunne håndtere disse højteknologisk avancerede fartøjer kræves der personale med meget høj teknisk kompetence, særlige personlige egenskaber og erfaring med at håndtere ubådene i pressede situationer. Dette i et helt ubarmhjertigt miljø, som livet under vand er, og under en trussel fra fjenden, som er særligt høj, da ubådsbedrageriet er det, en fjende vil eliminere først.
En regional kompetence, der er unik for besætningerne i det svenske ubådsvåben. Den er udviklet i trange, trafikerede, grunde og uigennemsigtige farvande, som havet er i Sveriges nærområde, og som jeg indledte med – vi har været tvunget til at udvikle ubådsformåen. Alene.
Militærgeografien ændrede sig i forbindelse med Sveriges og Finlands indtræden i NATO. Grænsen, der skal forsvares, går ikke i alle situationer ved den svenske territorialgrænse, men i NATO-kontekst øst for Baltikum.
Østersøregionen skal i denne sammenhæng betragtes som et område, hvis volumen de gode kræfter skal eje, både på, over og under overfladen. Det kan ikke gøres uden en evne til undervandsvirkning eller evne til at virke fra volumen under overfladen.
Med Sverige og Finland i NATO skal vi ikke kun forsvare nationens grænse, men også NATOs – vi skal eje Østersøen. Dette ejerskab er nødvendigt for at sikre søvejene fra vest hele vejen til Østersøens østlige stater.
Derudover skal kontrollen muliggøre troppeforsyninger og logistikforsyning til Baltikum, dvs. skabe operationelt dybde og operationel mobilitet. Sveriges ubådsvåben er forudsætningsskabende for ejerskabet, da det binder fjendens ressourcer, muliggør kontrol og forbindelser samt nægter modstanderen det samme.
Viler dette på nationen Sverige? Ja, i høj grad. Ubådsnationerne i Østersøen er få – kun Tyskland og Polen har evne ud over Sveriges.
Og med det sagt, den polske evne er i en periode med lav tilgængelighed, snarere under genanskaffelse. Tyskland har ubåde og kompetence til at håndtere trange og grunde farvande som Østersøen, men opererer også vestpå, uden for Skagerrak og Kattegat.
Så ja, ansvaret for ubådsoperationer i Østersøen hviler tungt på det svenske ubådsvåben. Det er den brik, der nu passer perfekt ind i NATO-puslespillet.
Det svenske ubådsvåbens styrke er for mig indlysende, da jeg er fostret i enheden og trænet i undervandskamp. Men den er nu særligt tydelig for mig, i den rolle jeg har som svensk ubådschef, gennem den forventning, der udtrykkes fra NATO.
Jeg havde dog ikke forventet andet. Og ubådsvåbenet gik ind med selvtillid i NATO, absolut. Sverige tog sit ansvar i alliancen alvorligt allerede på indtrædelsesdagen, da Sverige opererede ubåd under NATO-flag, fuldt integreret og under NATOs ledelse. Militærstrategisk kommunikation, godt gud!
Klarer vi opgaven, har vi udholdenhed og rækker ressourcerne?
HMS Halland er, som sidst i sin klasse, for nylig søsat efter en halvtidsmodificering, som indebærer forbedret og udviklet evne. Således består ubådsvåbenet af fire moderniserede og kvalificerede fartøjer med en skarp evnebredde, der kan operere i nærområdets udfordrende miljø, men også i tempererede klimaer.