Den svenske flåde har opdateret sensorer og sømålskanon på HMS Nyköping for at kunne bekæmpe små droner. Skibet er det første blandt Visby-korvetterne til at teste evnen skarpt med, hvad der beskrives som meget gode resultater.

– HMS Nyköping har på meget kort tid installeret og verificeret opgraderingen af diverse sensorer. Dette har ført til, at skibet har øget den operative evne til at lokalisere, følge og endelig bekæmpe fartøjer, der kan udgøre en trussel mod enheden, siger orlogskaptajn Hugo, skibschef på HMS Nyköping, i en pressemeddelelse.

Arbejdet blev gennemført i 2025 og omfatter opdateringer af både overvågningsradar og sømålskanon. Testene til søs indebar nedskydning af en "meget lille" drone på flere kilometers afstand, ifølge Försvarsmakten (de svenske væbnede styrker).

Opgraderingen er en følge af erfaringer fra krigen i Ukraine, som har vist vigtigheden af forsvar mod mindre fartøjer. Evnen supplerer eksisterende elektroniske forstyrrelsessystemer og vil snart blive indført på flere skibstyper. Projektet beskrives som et samarbejde mellem Försvarsmakten, den svenske Forsvarets materielverk (FMV) og industrien.