Inden for STRILAB, Livgardebrigadens (IB 1) egen krigsinkubator, har en soldat og en reserveofficer på fem uger bygget ELD, et plugin til situationsbilledappen ATAK, der digitaliserer anmodninger om indirekte ild. En ordregivning, der tidligere skulle gå mundtligt over taleradionettet, kan nu sendes som en meddelelse i en app. Bag projektet ligger selve idéen med STRILAB: byg nedefra, fra soldaten, i stedet for oppefra.

STRILAB er Livgardebrigadens (IB 1) egen krigsinkubator, et kamplaboratorium hvor reserveofficerer og soldater udvikler teknologi og metoder nedefra, med arbejdsmetoder lånt fra startup-verdenen. Denne sommer afholdes for første gang et femugers program, der skal omdanne erfaringer fra vårens øvelser til konkrete prototyper. Initiativet drives af reserveofficererne Jakob Blomqvist og Fabian Duke, og bygger efter deres udsagn på brigadens usædvanligt store andel deltidssoldater, hvoraf mange studerer tekniske uddannelser. NDS mødte initiativtagerne på en feltøvelse i foråret.

Det er i dette program, at projektet ELD har taget form, bygget af to personer, der først kom i samme projektgruppe her i sommer. Lukas Nilsson aftjente for nylig sin værnepligt som mortersoldat ved IB 1 og er i dag GSS/T-soldat (kontinuerligt tjenestegørende tidsbegrænset soldat); i STRILAB er han udvikleren, der bygger appen. Albert Oscarsson er reserveofficer inden for indirekte bekæmpning og studerer til civilingeniør, og leder projektet.

De arbejder i samme kæde, men på forskellige niveauer. Lukas står nederst, ved morteren. Albert planlægger og koordinerer den indirekte ild på bataljonsniveau. Sammen har de, siger de, et usædvanligt samlet billede af, hvordan ildledelseskæden ser ud, og hvor den skurrer.

Problemet, de har taget fat på, er, at ildledelseskæden bygger på teknologi, der ikke er blevet moderniseret siden 1990'erne. Enhederne er afhængige af den gamle Radio 180, og mortergrupperne af trådbunden kommunikation. Det sidste tvinger dem til at gruppere sig samlet i stedet for at spredes, hvilket gør dem sårbare for blandt andet dronetrusler. Desuden kræver flere af de gamle systemer uddannede operatører, altså mere personel end der egentlig er behov for.

Også ordregivningen er manuel. En anmodning om ild struktureres efter huskereglen VISSSTBOA, en forkortelse, der sikrer, at intet vigtigt udelades. Tærsklen bliver tydeligst, siger Albert, for en almindelig infanterisoldat uden for ildledelseskæden. Han har ikke sin egen sambandsudrustning, og anmodningen skal derfor føres mundtligt videre i fire led: fra gruppefører til delingsfører til kompagnichef og op til ildstøtteofficeren.

»Hvert niveau skal huske den og gentage den videre på et nyt radiosystem,« siger Albert. »Det gør den langsom og kompliceret, og i praksis øves den sjældent eller aldrig.«

Med ELD kan anmodningen i stedet sendes som en meddelelse i appen, direkte til den rette person, siger de.

Løsningen er bygget som et plugin til ATAK (Android Team Awareness Kit), en Android-applikation inden for det amerikanske TAK-system. ATAK giver enheder et delt, digitalt situationsbillede i realtid, ned til soldatniveau, og kan ses som et supplement til kort, kompas, overlejringsfolie og radio. Mange bærer den allerede på mobilen i kropsbeskyttelsen, og krypteringen håndteres af platformen.

»Man får et kort, man kan tegne på, og et færdigbygget meddelelsessystem,« siger Lukas.

Målet, siger han, er at samle hele den indirekte ildkæde i et og samme system: soldaten eller ildlederen, der anmoder om ilden, ildstøtteofficeren, der fordeler den, og pjecebesætningen, der skyder.

»Hele den indirekte ildkæde skal findes i en app, i et system. Det skal være enkelt, der skal ikke være risiko for fejl, og der skal ikke skulle bruges unødigt meget materiel,« siger Lukas.

Hver rolle får sin egen visning, forklarer han. Ildstøtteofficeren skal se det samlede billede med kanonernes placering, ildbredde og ammunition, mens den ved kanonen kun ser det, der er nødvendigt for at skyde.

I appen, som de demonstrerer, vælger den, der anmoder om ild, hvilket system der skal virke: morter, artilleri, FPV-drone eller panserværnsrobot. Målet angives med koordinater, eller med retning og afstand fra et punkt på kortet, sammen med granattype, skydemønster og ammunitionsindsats (ildhastighed).

Det, der adskiller ELD fra større kommandosystemer, er retningen: hvor de bestilles oppefra, udgik ELD direkte fra slutbrugeren.

»Det hele begyndte fra mortergruppen, det var den første prototype,« siger Albert. »Derefter fortsatte vi med at bygge nedefra og opad.«

Efterhånden voksede kæden: ildlederen, ildstøtteofficeren, artilleriet og, mener de, før eller senere også FPV-droner.

Ingen af dem havde bygget et ATAK-plugin eller kodet tidligere. Valget af ATAK faldt dog naturligt, mener de: det er open source, bredt anvendt og velbeskrevet, og allerede et af sambandsmidlerne i det svenske forsvar (Försvarsmakten).

"Det er en nem måde at få et proof of concept," siger Albert.

De lærte hen ad vejen. Informationen om ATAK er åben, men svær at sortere, og der brugte de Claude til at finde svar. De begyndte også i det små: den første prototype blev bygget som en simpel webapp og vist til tænkte brugere, før de brugte tid på et skarpt ATAK-plugin.

Efter de fem uger findes en færdig prototype, som ifølge Lukas og Albert allerede er blevet afprøvet af mortergrupper i Sverige med gode tilbagemeldinger. Under sprinten har de rejst rundt til enheder, blandt andet I21 i Sollefteå (nordlige Sverige) og Livgardet i Stockholm, for at forankre høstens prøver og forsøg og høre, hvad enhederne har behov for, for at ville teste ELD i skarp tjeneste.

»Man venter ikke på, at nogen skal sige, hvad der skal ske, man opsøger selv svarene,« siger Albert om arbejdsmetoden.

Hvor vil I have, at ELD er om et år?

»Vores mål er at få det ud til brugerne,« siger Albert og fortsætter: »Vi vil have det ud til så mange brugere som muligt, som et bevis på, at det fungerer.«

De har bevidst ikke startet noget firma endnu.

Vejen derhen kan gå flere veje. Enten tager det svenske forsvar det op, eller også sælges koden til et etableret forsvarsfirma, som håndterer dokumentationen og fører processen videre mod den svenske forsvarsmaterielforvaltning (FMV). Det, der bremser, mener de, er sjældent selve teknologien, men alt det omkring: metode, håndbøger og den lange linjevej.

»Bygger du en spade, skal du have en tyve siders instruktionsbog for, hvordan du bruger den,« siger Albert med et glimt i øjet. »Jeg tror, soldaterne selv kan regne det ud.«