Inden for STRILAB, Livgardebrigadens (IB 1) egen krigsinkubator, har en soldat og en reserveofficer på fem uger bygget ELD, et plugin til situationsbilledappen ATAK, der digitaliserer anmodninger om indirekte ild. En ordreafgivelse, der tidligere skulle gå mundtligt over taleradionettet, kan nu sendes som en besked i en app. Bag projektet ligger selve idéen med STRILAB: byg nedefra, fra soldaten, i stedet for oppefra.

STRILAB er Livgardebrigadens (IB 1) egen krigsinkubator, et kamplaboratorium hvor reserveofficerer og soldater udvikler teknik og metoder nedefra, med arbejdsmetoder lånt fra startup-verdenen. I sommer afholdes for første gang et femugers program, der skal omdanne erfaringer fra forårets øvelser til konkrete prototyper. Initiativet drives af reserveofficererne Jakob Blomqvist og Fabian Duke og bygger ifølge dem på brigadens usædvanligt store andel af deltidssoldater, hvoraf mange studerer tekniske uddannelser. NDS mødte initiativtagerne på en feltøvelse tidligere på foråret.

Det er i dette program, at projektet ELD har taget form, bygget af to personer, der først endte i samme projektgruppe her i sommer. Lukas Nilsson gjorde for nylig sin værnepligt som granatkasterskytte ved IB 1 og er i dag GSS/T-soldat (kontraktansat tidsbegrænset soldat); i STRILAB er han udvikleren, der bygger appen. Albert Oscarsson er reserveofficer inden for indirekte bekæmpning og civilingeniørstuderende og leder projektet.

De arbejder i samme kæde, men på forskellige niveauer. Lukas står nederst, ved granatkasteren. Albert planlægger og koordinerer den indirekte ild på bataljonsniveau. Sammen, siger de, har de et usædvanligt samlet billede af, hvordan ildledelseskæden ser ud, og hvor den skurrer.

Problemet, de har taget fat på, er, at ildledelseskæden bygger på teknik, der ikke er blevet moderniseret siden 1990'erne. Enhederne er afhængige af den gamle Radio 180, og granatkasterpelotonerne af trådbunden kommunikation. Det sidste tvinger dem til at gruppere sig samlet i stedet for at sprede sig, hvilket gør dem sårbare over for blandt andet drone­trusler. Derudover kræver flere af de gamle systemer uddannede operatører, altså mere personel end der egentlig er behov for.

Også ordreafgivelsen er manuel. En anmodning om ild struktureres efter huskereglen VISSSTBOA, et akronym der sikrer, at intet vigtigt udelades. Tærsklen bliver tydeligst, siger Albert, for en almindelig skyttesoldat uden for ildledelseskæden. Han mangler eget sambandsudstyr, og anmodningen skal derfor videreformidles mundtligt i fire led: fra gruppefører til pelotonfører til kompagnichef og op til bekæmpelsesofficeren.

"Hvert niveau skal huske den og gentage den videre på et nyt radiosystem," siger Albert. "Det gør den langsom og kompliceret, og i praksis øves den sjældent eller aldrig."

Med ELD, siger de, kan anmodningen i stedet sendes som en besked i appen, direkte til den rette person.

Løsningen er bygget som et plugin til ATAK (Android Team Awareness Kit), en Android-applikation inden for det amerikanske TAK-system. ATAK giver enheder et delt, digitalt situationsbillede i realtid, helt ned på soldatniveau, og kan ses som et supplement til kort, kompas, kortoverlæg og radio. Mange bærer den allerede på mobilen i kropsbeskyttelsen, og krypteringen håndteres af platformen.

"Man får et kort, man kan tegne på, og et færdigbygget beskedsystem," siger Lukas.

Målet, siger han, er at samle hele den indirekte ildkæde i ét og samme system: soldaten eller ildlederen der anmoder om ilden, bekæmpelsesofficeren der fordeler den, og pjecebesætningen der skyder.

"Hele den indirekte ildkæde skal findes i én app, i ét system. Det skal være enkelt, der skal ikke være risiko for fejl, og der skal ikke være behov for unødigt meget materiel," siger Lukas.

Hver rolle får sin egen visning, forklarer han. Bekæmpelsesofficeren skal se helhedsbilledet med pjecernes placering, ildbredde og ammunition, mens den ved pjecen kun ser det, der er nødvendigt for at skyde.

I appen, som de demonstrerer, vælger den, der anmoder om ild, hvilket system der skal anvendes: granatkaster, artilleri, FPV-drone eller panserværnsrobot. Målet angives med koordinater eller med retning og afstand fra et punkt på kortet, sammen med granattype, skydemønster og ammunitionsindsats (ildhastighed).

Det, der adskiller ELD fra større kommandosystemer, er retningen: hvor de bestilles oppefra, udgik ELD direkte fra slutbrugeren.

"Det hele startede ud fra granatkasterpelotonen, det var den første prototype," siger Albert. "Derefter fortsatte vi med at bygge nedefra og opad."

Efterhånden voksede kæden: ildlederen, bekæmpelsesofficeren, artilleriet og, mener de, før eller siden også FPV-droner.

Ingen af dem havde bygget et ATAK-plugin eller kodet tidligere. Valget af ATAK faldt alligevel naturligt, mener de: det er open source, bredt anvendt og veldokumenteret, og allerede et af sambandsmidlerne i det svenske forsvar (Försvarsmakten).

"Det er en nem måde at få et proof of concept på," siger Albert.

De lærte det efterhånden. Informationen om ATAK er åben, men svær at sortere i, og her brugte de Claude til at finde svar. De begyndte også i det små: den første prototype blev bygget som en simpel webapp og vist til potentielle brugere, før de brugte tid på et egentligt ATAK-plugin.

Efter de fem uger findes der en færdig prototype, som ifølge Lukas og Albert allerede er blevet afprøvet af granatkasterpelotoner i Sverige med gode tilbagemeldinger. Under sprinten har de rejst rundt til enheder, blandt andet I21 i Sollefteå (Sverige) og Livgardet i Stockholm, for at forankre efterårets prøver og forsøg og høre, hvad enhederne har brug for for at ville teste ELD i praksis.

"Man venter ikke på, at nogen skal sige, hvad der skal ske, man finder selv svarene," siger Albert om arbejdsmetoden.

Hvor vil I have, at ELD skal være om et år?

"Vores mål er at få det ud til brugerne," siger Albert og fortsætter: "Vi vil have det ud til så mange brugere som muligt, som et bevis på, at det fungerer."

De har bevidst ikke startet et selskab endnu.

Vejen dertil kan gå flere veje. Enten tager det svenske forsvar det op, eller også sælges koden til en etableret forsvarsvirksomhed, der håndterer dokumentationen og fører processen videre mod FMV (den svenske forsvarsmaterielstyrelse). Det, der bremser, mener de, er sjældent teknologien, men alt det omkring: metode, håndbøger og den lange tjenestevej.

"Laver du en spade, skal du have en tyve-siders instruktionsbog for, hvordan du bruger den," siger Albert med et glimt i øjet. "Jeg tror, soldaterne selv kan finde ud af det."