Totalforsvarets Forskningsinstitut, FOI, har gennemført feltforsøg ved Norrlands Dragonregemente K4 i Arvidsjaur (nordlige Sverige) med fokus på beskyttelse mod flyvende ubemandede systemer. Formålet var at undersøge, hvordan trusler fra droner kan håndteres i felten, i samarbejde med den svenske Forsvarsmaterieladministration (FMV) og de svenske væbnede styrker (Försvarsmakten), skriver FOI i en pressemeddelelse.
Over tre dage i slutningen af august blev evnen til at opdage, bekæmpe og undgå opdagelse af droner testet. Hver dag havde sit eget tema, fra sensorbaseret detektion til signaturtilpasning.
– Dette er fundamentalt for, at vi skal kunne beskytte os. Det handler om at kunne opdage truslerne, bekæmpe truslerne og at vi skal kunne gemme os. For hvis vi ikke klarer disse opgaver, kan vi ikke operere med de artillerisystemer og kampvogne, vi allerede har, for så bliver de slået ud, siger Lars Forssell, forsker ved FOI og projektleder for Demo UCAV, i en pressemeddelelse fra FOI.
Forssell peger på særlige svenske forhold, såsom store geografiske områder og udfordrende terræn i nord, hvilket stiller høje krav til både militært og civilt forsvar.
Feltforsøgene fokuserede på, hvad enkelte soldater eller grupper kan gøre for at beskytte sig mod UAV'er. Et vigtigt spørgsmål er, hvilken type udstyr der skal placeres på hvilket niveau i organisationen.
– Der er viden, der er svær at indhente i et laboratorium, og derfor må vi ud i skoven for feltforsøg, siger Lars Forssell.
Han konstaterer samtidig, at området stadig er under udvikling, og at der endnu ikke findes nogen etableret metodik.
– Det er ikke en branche, der er moden teknisk set, siger han.
Ifølge FOI skal erfaringerne fra forsøgene bidrage til udvikling af nye modforanstaltninger inden for rammerne af projektet Demo UCAV.

