Den svenske forsvarsmaterielmyndighed FMV (Försvarets materielverk) har indgået kontrakt med GKN Aerospace om udvikling og forbedring af RM12, motoren til det svenske kampfly JAS 39 Gripen C/D. Den opgraderede motor vil blive implementeret gradvist i samarbejde med FMV og Saab, skriver GKN i en pressemeddelelse den 3. oktober.
FMV's bestilling af udvikling og forbedring af motoren er den sidste del af et udviklingsprojekt, som GKN Aerospace har drevet siden 2019. Ordreværdien for denne bestilling er 23,6 millioner svenske kroner, oplyser selskabet.
Forbedringerne vil ud over ny funktionalitet også bidrage til lavere livscyklusomkostninger over tid for de svenske væbnede styrker (Försvarsmakten). Projektet giver desuden gode forudsætninger for en styrket motorkapacitet i Sverige forud for den igangværende etablering af produktstøtten til RM16, motoren i JAS 39 Gripen E/F. Afprøvning af den opgraderede motor sker primært hos GKN Aerospace i Trollhättan (vestlige Sverige), men flyveafprøvning vil også finde sted hos Saab og FMV, skriver GKN.
»Bestillingen betyder, at vi hos GKN Aerospace fortsat styrker vores kompetence og evne til at håndtere komplekse hele motorsystemer til kampfly over tid. Vi er utroligt stolte over at være med til at styrke det svenske forsvar,« siger Stefan Oscarsson, Vice President, GKN Aerospace Sweden AB, i pressemeddelelsen.
Vil din organisation ses med en nyhed eller annonce?
Klik her for mere information: Kontakt os!
Følg os gerne på Facebook, LinkedIn, og X (tidligere Twitter)

