Finlands forsvarsminister Antti Häkkänen har bemyndiget det finske forsvar til at anskaffe GBU-53 Small Diameter Bomb II (SDB II)-glidebomber fra USA. Bomberne skal anvendes i Finlands F-35-kampfly.

Finlands forsvarsministerium oplyser, at SDB II-glidebomberne supplerer F-35A-flyets luft til jord-bevæbning. Ifølge ministeriet muliggør bombens egenskaber præcis virkning mod blandt andet bevægelige mål på mellemlang afstand og under vanskelige vejrforhold. Bombens størrelse gør det muligt at medbringe flere våben samtidig i et kampfly.

»Anskaffelsen supplerer en tidligere bestilling som en del af den samlede F-35-anskaffelse. Der er tale om en ny type kapacitet, som styrker Finlands forsvarsevne, også under krævende forhold. Glidebomben er et teknologisk avanceret produkt, der understøtter en effektiv udnyttelse af F-35-materiellet som en del af forsvarssystemet,« siger forsvarsminister Antti Häkkänen.

Ministeriet oplyser, at den amerikanske Kongres godkendte eksportlicens for de Raytheon-fremstillede GBU-53 SDB II-glidebomber i forbindelse med HX-programmet (Finlands program for anskaffelse af nye kampfly). Den nu gennemførte tillægsanskaffelse supplerer en Foreign Military Sales (FMS)-anskaffelsesaftale, der blev indgået i 2023.

Anskaffelsen omfatter, ud over selve glidebomberne, håndbøger og dokumentation, reservedele og tilbehør, transporttjenester samt trænings-, reparations- og støttetjenester fra producenten og leverandøren, ifølge en Letter of Offer and Acceptance (LOA)-aftale.