Finland har besluttet at bevilge i alt 20 millioner euro i humanitær bistand til Ukraine. Støtten vil blive kanaliseret gennem FN's humanitære organisationer og Den Internationale Røde Kors Komité (ICRC), dette meddeler Finlands Udenrigsministerium i en pressemeddelelse.
Finlands Udenrigshandels- og udviklingsminister Ville Tavio oplyser i en erklæring, at støtten er rettet mod at bidrage til adgangen til energi, varme og grundlæggende fornødenheder i vinterperioden.
– Ruslands angreb mod Ukraine gør det meget sværere for ukrainerne at klare sig under vinterforhold. At hjælpe dem med energi og varme er særligt vigtigt lige nu, hvor behovet for humanitær bistand er akut. Finland står ved Ukraines side, siger udenrigshandels- og udviklingsminister Ville Tavio i pressemeddelelsen.
Ifølge Udenrigsministeriet er den humanitære situation i Ukraine fortsat alvorlig som følge af krigen og vinterforholdene. Angreb mod landets energiinfrastruktur har ført til afbrydelser i adgangen til varme, elektricitet og vand for store dele af befolkningen, især i frontnære områder og større byer.
Af den samlede støtte på 20 millioner euro går 6 millioner euro til FN's flygtningeorganisation (UNHCR), 6 millioner euro til Verdensfødevareprogrammet (WFP), 5 millioner euro til ICRC og 3 millioner euro til Ukraines humanitære fond ved FN's kontor for koordinering af humanitær bistand (OCHA), som fordeler midler ud fra lokale behov.
I alt afsætter Finland 72 millioner euro i humanitær støtte, hvoraf 20 millioner euro altså går til Ukraine. De resterende penge skal blandt andet støtte flygtningekriserne i Afrika og den humanitære situation i Mellemøsten, oplyser Udenrigsministeriet.