Anders Persson, vicerektor ved Försvarshögskolan, er blevet rekrutteret til Sveriges NATO-delegation i Bruxelles. Han vender dermed tilbage til Försvarsmakten (de svenske væbnede styrker), og rekrutteringsprocessen for en ny vicerektor er allerede indledt, oplyser Försvarshögskolan på sin hjemmeside.

Anders Persson indledte sin militære karriere som reserveofficer i artilleriet for derefter at uddanne sig til flyver i flyvevåbnet. Han har blandt andet arbejdet ved planlægningssektionen på strategi-afdelingen ved Försvarsmaktens hovedkvarter, været chef for Luftstridsskolan i Uppsala (Sverige), fungeret som forsvarsattaché ved ambassaden i Bern samt været lærer ved Försvarshögskolan.

– Jeg har en stor interesse for internationale spørgsmål, og når Sverige nu skal blive medlem - før eller senere - er det en ære at blive spurgt om personligt at deltage i det arbejde. Nu skal jeg arbejde på Försvarsmaktens opdrag sammen med de øvrige inden for NATO-delegationen, siger Anders Persson.

Persson har haft stillingen som vicerektor siden sidste sommer og tiltræder sin nye tjeneste den 1. august 2023.