Danmark har overtaget ledelsen af NATO-Ukraine Joint Analysis, Training and Education Centre (JATEC) i Polen. Generalmajor Christian Brejner Ishøj har tiltrådt som ny chef for centret og afløser den polske brigadegeneral Wojciech Ozga, som har ledet virksomheden siden februar 2025.
Ifølge en pressemeddelelse fra det danske forsvar fungerer JATEC som NATO's og Ukraines fælles militære og civile samarbejdsorganisation. Centret indsamler, analyserer og omsætter erfaringer fra krigen i Ukraine til udvikling af NATO's og Ukraines forsvars- og beredskabskapacitet. NATO Allied Command Transformation (ACT) beskriver samtidig centret som den første fælles NATO-ukrainske organisation inden for NATO's kommandostruktur.
Arbejdet omfatter blandt andet droneteknologi, elektronisk krigsførelse, logistik, støtte til soldater på slagmarken og taktisk sanitetstjeneste.
– Formålet med JATEC er at sikre hurtig udvikling inden for NATO og bringe Ukraine tættere på blandt andet NATO's metoder. Læring og udvikling skal gå i begge retninger mellem NATO og Ukraine, siger Christian Brejner Ishøj i pressemeddelelsen.
Han fremhæver, at centret skal bygge bro over nationale, kulturelle, civile og militære forskelle samt bidrage til en mere integreret og smidig arbejdsform.
– Det operative miljø forandrer sig i et tempo, vi aldrig tidligere har set. JATEC skal udfordre indgroede arbejdsmetoder og bidrage til at nedbryde isoleret silotænkning til fordel for en agil og udviklingsorienteret tilgang, siger han.
Christian Brejner Ishøj har gjort tjeneste i det danske forsvar siden 1992 og kommer senest fra stillingen som stabschef ved Forsvarskommandoens operationsstab. Han har tidligere blandt andet været vicechef for den danske materiel- og indkøbsmyndighed Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (DALO, Danish Defence Acquisition and Logistics Organisation).

