Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har indgået aftale om yderligere lastbiler fra Scania. Leverancerne begynder i 2026 og har til formål at øge den operative kapacitet inden for det danske forsvar.
FMI meddeler, at man forlænger det eksisterende samarbejde med lastbilproducenten Scania. Den nye aftale omfatter levering af "et større antal" køretøjer samt tilhørende brugeruddannelse og løbende service. Scania skriver, at det danske forsvar vil have den suverænt største Scania-vognpark på det danske marked, når kontrakten er fuldt implementeret.
De nye lastbiler er beregnet til bred anvendelse inden for det danske totalforsvar, herunder forsvaret, hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen. Ifølge FMI spiller lastbilerne en afgørende rolle for mobiliteten og logistikken på tværs af alle enheder.
– Vi indleder året med at kunne fortælle om et udvidet samarbejde om lastbiler med en langvarig samarbejdspartner. Det er vigtigt, at forsvaret har en stærk køretøjsflåde, og jeg er derfor meget tilfreds med vores nye udvidelse af samarbejdet med Scania. Samtidig glæder det mig at vide, at soldaterne snart får tilført mere af det, der øger kampkraften, siger oberst Thomas Øgendahl Knudsen, chef for landdivisionen ved FMI.