Danmark og Færøerne er blevet enige om gradvist at øge den militære aktivitet på og omkring Færøerne fra 2026. Indsatserne skal gennemføres i samarbejde mellem det danske forsvar og de færøske myndigheder og kan omfatte fælles øvelser, maritim tilstedeværelse og flyveaktivitet.
Ifølge det danske forsvarsministerium skal den øgede tilstedeværelse ske periodevist og koordineres med de færøske myndigheder, blandt andet kystvagten VØRN. Aktiviteterne kan blandt andet omfatte fælles træning, støtte til NATOs (North Atlantic Treaty Organization) maritime indsatser, patruljering med F-35-kampfly samt tilstedeværelse af fregatter og transportfly.
»Med aftalen mellem Danmark og Færøerne om sammen at styrke aktiviteten på og omkring Færøerne sender vi et tydeligt signal om, at kongeriget tager ansvar for vores kollektive sikkerhed i hele riget. Forstærkningen sker som en del af den samlede øgede tilstedeværelse i Arktis og bliver endnu et bidrag til NATO,« siger Danmarks forsvarsminister Jeppe Bruus i pressemeddelelsen.
I en pressemeddelelse fra Færøernes udenrigs- og fiskeriministerium beskrives samarbejdet som et fælles setup, hvor indsatser skal gennemføres, koordineres og evalueres sammen. Ifølge ministeriet skal den øgede aktivitet styrke evnen til overvågning, beredskab og stabilitet i området.
»I den nuværende sikkerhedspolitiske situation er det en klar prioritet at styrke forsvars- og sikkerhedssamarbejdet mellem Færøerne, Danmark og vores allierede. Derfor er det også afgørende, at beslutninger, der vedrører Færøerne, træffes på Færøerne, og at foranstaltninger gennemføres i nært samarbejde med de færøske myndigheder,« siger Færøernes udenrigs- og fiskeriminister Bárður á Steig Nielsen i pressemeddelelsen.
Ifølge det danske forsvarsministerium skal den øgede aktivitet indgå i øvelsesrammen Arctic Endurance og knyttes til det NATO-ledede initiativ Arctic Sentry.

