Forsvarsspørgsmål har sjældent befundet sig højt på hitlisten i den offentlige opinion eller i valgkampe, uanset det internationale sikkerhedsbillede. I løbet af 2023 blev det pludselig helt anderledes – alle, uanset samfundssektor eller branche, talte om totalforsvar: i Almedalen (den svenske politiske uges forum på Gotland), på seminarer, ved rundbordsamtaler og i medierne, hvilket er meget glædeligt at se.
Men vores altomfattende totalforsvar fra den kolde krig er henvist til den samme historiske mindeplads som vores stolte landskabsregimenter, vores brigader og divisioner. Der bør det også forblive, eftersom forudsætningerne nu er radikalt anderledes.
Datidens doktrin om alliancefrihed i fred og neutralitet i krig, med den indflydelse det havde på hele erhvervslivets inddragelse i totalforsvaret, er blevet så dybt forankret, at mange stadig betragter dens virkninger som gældende. Sådan er det ikke. Dette er en intellektuel arv, vi omgående må gøre op med.
I løbet af 2023 er vores myndigheders opgaver og organisation begyndt at tage form; der er blevet præsenteret adskillige gennemarbejdede udredninger om spørgsmålet, mange forslag er blevet fremlagt, og man kan sammenligne mange myndigheder med en myretue, man har hældt sukker i – der er ordentlig gang i den!
Men hvor er erhvervslivet og alle vores virksomheder i dette? Ved afslutningen af den kolde krig gik Sverige fra at være det mest velorganiserede land i verden, hvad angår totalforsvar, til at blive et af de mest markedsliberale lande i verden. Vi behandler totalforsvarsspørgsmål på samme måde som infrastruktur og jernbanevedligeholdelse, og vi kan nok blive enige om, at resultatet ikke er gennemgående strålende.
Samfundet er i dag radikalt anderledes end for 30 år siden – vi er globalister, EU-medlemmer og snart også et NATO-land. Det industrielle parallelsamfund, hvor mange virksomheder havde omfattende aftaler med staten om produktion med henblik på at tilgodese samfundets og befolkningens basale behov under forhold, der i dag er omfattet af "force majeure", er væk. For den svenske stat må bilaterale sikkerhedsaftaler være et relativt nyt fænomen, men virksomheder, der opererer i Sverige, er i løbet af årtiers faldende svenske forsvarsordrer blevet en del af andre nationers forsyningssikkerhed og forsvarsevne – det vil sige en vigtig del af et finmasket net af internationale sikkerhedspolitiske forpligtelser.
Sikkerhed bygger vi nu sammen – i bilaterale aftaler mellem stater, i aftaler mellem stat og virksomheder og i samarbejder mellem virksomheder i forskellige lande. Det er sådan, vi opbygger kapacitet og udholdenhed i dag.
Derfor må alle tanker om statslig råden over og markedsmæssige låsningseffekter som begrænsende eksportregler ryddes væk fra værktøjskassen, når vi nu bygger et nyt totalforsvar. Vi kan ikke risikere vores egen eller vores allieredes forsyning ved, at svenske virksomheder ikke fuldt ud tillades at bidrage til en europæisk kapacitetsopbygning.
I slutningen af 2023 har Försvarsberedningen (den svenske forsvarskommission), ud over tydeligt at påpege, at det er tid til handling, når det kommer til at opbygge et robust totalforsvar, også for alvor aktualiseret spørgsmålet om erhvervslivets og virksomhedernes involvering – det er meget godt! Dette er dog et spørgsmål med mange faldgruber, hvor vi som repræsentanter for svenske virksomheder ser frem til snarest muligt for alvor at blive involveret for hurtigt at finde innovative, konstruktive og bæredygtige løsninger – vi vil bidrage.
Hvordan ved vi, at vores svenske virksomheder ønsker at bidrage? I foråret 2023 gennemførte Combitech med hjælp fra Demoskop en stor undersøgelse, hvor mere end 500 beslutningstagere på direktør- og bestyrelsesniveau i svenske virksomheder blev interviewet om synet på totalforsvar. Svaret er meget positivt: mere end 70 % af de adspurgte er interesserede og ønsker at vide mere, mens 77 % oplever en uklarhed i information og forventninger fra statens side. 70 %, der ønsker at bidrage, er meget godt – det betyder, at vi ikke behøver at bruge energi på at mobilisere engagement. Men vi skal have in mente, at dette sker med en pandemi i frisk erindring og krigen i Ukraine på nethinden. Engagement er en ferskvare – venter vi et par år, skal vi måske begynde forfra med at mobilisere energi. Mit råd til alle beslutningstagere: Smed mens jernet er varmt!
Som afslutning vil jeg sende en besked til alle jer, der i de kommende dage tager til Sälen (nordsvensk bjergby, hjemsted for den årlige svenske sikkerhedskonference "Folk og Forsvar") for at gøre andet end at stå på ski:
Gør op med vores historie – ryd den gamle forestilling om forældet doktrin og den kolde krigs totalforsvar væk, hjælp alle med at se fremad og forstå den nye kontekst, vi lever i. Folkeopdragelse og folkeoplysning er vigtig lige nu – forsvarsvilje må hvile på den rette viden.
Internationalt industrisamarbejde er lige så vigtigt for vores forsyningssikkerhed i dag, som indenlandsk industri var under den kolde krig – giv os snarest muligt de bedst mulige markedsvilkår gennem harmoniserede eksportregler.